Filminstruktør Christina Rosendahl: ”Jeg er vokset op i en familie med rigtig meget vold”
Foto: Sif Meincke
Christina Rosendahl om en opvækst med vold
Årligt anslår man, at 33.000 kvinder bliver udsat for partnervold. 2.000 af dem kommer på krisecenter, hvor nogle af dem ender på Dannerhuset i København. Filminstruktør Christina Rosendahls giver med sin nye dokumentarfilm ”VOLD – I kærlighedens navn” et sjældent indblik i et ellers helt lukket hus - og hvordan de psykisk og fysisk voldsramte kvinder ikke bare får beskyttelse, men også værktøjer til at forstå sig selv og egne reaktionsmønstre, så de kan komme styrkede videre i livet.
- Det, der er foregået for de kvinder, er ikke bare, at der kommer en psykopat ind ad døren i en familie og begynder at tyrannisere alle. Det er nogle fine mekanismer, som kvinderne lærer at leve med og derfor ikke får stoppet. Dannerhuset lærer så kvinderne nogle strategier, som på den lange bane er mere bæredygtige, end "jeg overlever lige til i morgen".
Normalt ville Christina Rosendahl have sagt nej til en film-idé, hun ikke selv havde fået, men da hun blev præsenteret for idéen, var hun slet ikke i tvivl om, at det var en, hun skulle forfølge - fordi der var en åbenlys reference til hendes egen barndom med vold derhjemme.
- Jeg tror også, mange af de kvinder har sagt ja til at deltage, fordi jeg selv er vokset op i en familie, hvor der var rigtig meget vold.
Kom med til forpremiere på Christina Rosendahl's nye film: Vil du med til forpremiere kun for feminas læsere "VOLD - I kærlighedens navn" den 31. oktober i København? Så læs mere her!
Voldsomme episoder
Christina har selv brugt mange år i terapi på at få styr på sin barndom. I hendes omgangskreds er det ikke tabu at tale om, at hendes far slog hendes mor. Det er simpelthen nødvendigt at få det ud, siger hun.
Har du SET vold i din barndom?
– Ja, er du da sindssyg. Helt vildt meget. Jeg har set rigtig meget.
Du har set din mor blive slået?
– Ja.
Men den første voldsoplevelse derhjemme kan Christina faktisk ikke huske. Men hun har, siger hun, rigtig mange minder om voldsomme episoder og følelsen af, at ”det her er galt”. Hun havner sprogligt i nutid, da hun fortæller om en af dem.
– Vi skal i sommerhus ved Jammerbugten en times kørsel fra, hvor vi bor i Aalborg. Det skulle vi tit. En fredag eftermiddag kører vi så af sted, og min far er MEGET fuld på den tur. Han kører. Vi tre børn sidder på bagsædet, vores mor sidder på forsædet, og så gør han noget, han gjorde en gang imellem: Han kører bare med fuldstændig max-fart. Vel … for at kontrollere min mor eller … fordi hun selvfølgelig var bange for, at han ikke kunne køre, når han var fuld, og det ville han så bevise, at han godt kunne, på den mest ekstreme måde. Min mor er i panik. Jeg kan huske min mor i panik i bilen.
LÆS OGSÅ: Christina Rosendahl er førstegangsgravid som 44-årig: "Lysten kom lidt sent til mig"
Flugten
Christina kan ikke huske barndomshjemmet uden vold. Den var mindre i begyndelsen, men den eskalerer mere og mere, indtil 10-årige Christina, hendes to mindre søskende (Christina er bl.a. storesøster til sangerinden Pernille Rosendahl, red.) og deres mor flygter i 1981, hvorefter moren og faren blev skilt.
– Jeg husker det som en flugt … den nat, hvor det foregik. De havde … en konflikt. Vi boede i en lejlighed, og jeg legede udenfor med min søster i et telt. Så eskalerer konflikten, vi kan høre det ud ad vinduet,
og … pludselig bliver vi hentet af noget familie og kørt væk. Så er vi en nat hos min faster – min mor og os tre børn. Og så … må vi ikke gå hen til de vinduer, der vender ud mod gaden, fordi han ligger og kører frem og tilbage for at se, om vi er der. Det husker jeg som en meget stor angst – at skulle være bange for sin egen far. Så flytter vi til Falster, hvor min mor oprindelig kommer fra. Hun ville hjem til sin familie, og så var det også meget langt væk, han ville ikke kunne dukke op i tide og utide.
Savnede du ham?
– Ja, ja, ja! Og det er klart, at der var meget krise lige den sommer, men vores mor sagde, at lige meget hvad der var sket, så var han vores far, og han ville ikke OS noget ondt, så vi skulle se ham – også selv om vi ikke selv ville. Jeg tror, vi var bange for, at han gik i hundene, da vi flyttede, fordi han havde mistet os. Og ja, det gjorde han. Langsomt, men det gjorde han umiskendeligt. At skulle op til ham og konfronteres med det forfald – det ville vi jo ikke. Men hun var meget sådan: Det skal I.
En kærlig far
Christinas far døde, da hun var 25 år. Han var en ud af fire søskende, og han havde arbejdet sig op og skabt en herreekviperingskæde og var blevet ”en rig mand”. Men han havde ret tidligt været utilpasset og overladt til sig selv og begyndte allerede at drikke alkohol som 10-12-årig. På trods af volden husker hun ham som en ”meget kærlig” far. Og netop kærligheden har været afgørende for Christina og hendes søskendes videre liv.
- En af grundene til, at vi søskende trods alt har klaret sig os rimeligt godt og på en måde også kan bruge opvæksten som drivkraft – det er jo en drivkraft for mig i mit kunstneriske projekt – det er, at vi ikke er blevet helt smadret af det. Jeg tror, der ligger noget betydningsfuldt i, at vi har følt os elsket af dem begge. Det betyder noget, at vi HAR følt os ønskede, selv om der altså også har været meget, der handlede om de voksne og ikke så meget om børnene i den opvækst. Sådan er det i vores alle tres bevidsthed: Energien er gået til de voksne.
Har I tre søskende oplevet det på samme måde?
– Nej. Nogle af situationerne har vi været i sammen, men jeg har helt klart oplevet noget andet, også fordi jeg som storesøster har følt et ansvar over for dem. Jeg er kun ét år ældre, men sådan føltes det ikke – jeg følte mig tit som moderen.
Som barn sagde Christina aldrig noget til sin mor om det, der foregik.
– Men jeg mindes, at HUN har sagt til mig, at det var forkert, og at ”det skal ikke ske igen”. Jeg oplever, at der var en moralsk rigtighed. Hun har aldrig sagt: ”Det findes ikke”. Hun har anerkendt over for os: Det, der foregår lige nu, er ikke i orden.
Din mor har taget ansvaret?
– Det har hun i hvert fald. Hun har sørget for, at der ikke blev sået tvivl om det, jeg så og oplevede. Jeg tror virkelig, man bliver ødelagt, hvis man ser en hel masse og kan mærke, det er forkert, men får at vide, at det enten ikke er forkert, eller at det ikke findes. Jeg tror, en af grundene til, at jeg har klaret mig, er, at jeg er blevet bekræftet i, at det, jeg så, var helt forkert.
At få brudt et tabu
I familien taler de stadig om barndommen i Christinas familie. Men er de også enige i, at det er okay, at Christina fortæller om barndommen i forbindelse med filmen?
– Hmmm ja. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle bruge mig selv sådan eksplicit i forbindelse med filmen. Det er ikke min historie, der kan vise mennesker ud af det svære, de måske er i, jeg synes, det er det stof, der er i filmen, så jeg har egentlig ikke noget selvstændigt behov for, at min personlige historie bliver fortalt. Men jeg er nødt til det nu, fordi jeg er nødt til at stå last og brast med de damer, der stiller sig op i filmen. De har sagt ja, fordi jeg selv har en historie med vold, og de kan ikke stå derude alene.
Du kan ikke snyde dig udenom?
– Nej, det ville være unfair. Jeg føler, at jeg bryder et tabu ved at lave filmen, den skulle gerne gavne mange, og det er så min måde at ville forandre verden på – ved at lave film. Men det er klart, at da det nærmede sig, at filmen var færdig og skulle ud, så kom de her snakke i familien om, at jeg altså har besluttet mig for at hægte det op på min egen historie. Jeg har talt om det med min mor, min bror og min søster, for det påvirker også dem, det er deres historie, lige så meget som det er min. Men ALLE er interesserede i at få lavet verden om i lyset af det her. At få brudt det her tabu. At få vist alle de kvinder, der sidder derude og er i tvivl: Har jeg det bare dårligt i mit forhold, eller er det her en form for vold, jeg er udsat for? Jeg vil med filmen gerne give de kvinder noget, vise dem en vej ud. Sagen er jo, at der sidder så sindssygt mange derude, som ikke kommer på krisecenter.
Om Christina Rosendahl:
46 år, filminstruktør, mor til datter på to, gift med Peter Emil Jørgensen.
Aktuel med filmen ”VOLD – I kærlighedens navn” – som viser hverdagen bag kvindekrisecentret Dannerhusets mure.
Kom med til forpremiere på filmen: Vil du med til forpremiere kun for feminas læsere på Christina Rosendahls nye film d. 31. oktober i København? Så læs mere her!
