Flemming Møldrup: Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været et bedre sted i mit liv
foto: Carsten Seidel
Da Flemming Møldrup fortalte sin kæreste Lotus Turell, at han skulle interviewes til FEMINA, sagde Lotus med kendermine: ”De elsker dig, de kvinder!”. Hun har ret, kvinder har et blødt punkt for Flemming (og hun må om nogen forstå hvorfor). På FEMINAs redaktion var der adskillige henførte kvinder, der gerne ville have været fluer på væggen under interviewet med ham. Det er jo ikke, fordi han er en typisk hunk. Jojo, han har masser af hår på brystet, men der er, siger han, ingen sixpack indenunder. Han er simpelthen – hvis man må sige det om en mand – sød. Og gennemsympatisk, opmærksom og åben. En mand af sin tid. Den slags falder kvinder for. Det viser sig, at Flemmings empatiske sind muligvis kan spores til noget i barndommen, noget, som, siger han selv, faktisk har gjort ham til en slags feminist.
Her er nogle nedslag i Flemmings liv:
Nutid
Arbejdsliv: Kreativ direktør i kommunikationsbureauet Grizzly, ekspert i livsstil, trends og forbrug og ekspert i DR’s ”Kender du typen?”. Privatliv: Delefar til Yoko på otte.
– Hun er blevet et fantastisk barn, synes jeg selv. Hun er fed at hænge ud med, og hun synes, de samme ting er sjove, som jeg gør. Skilsmissen var en krise, siger han. Men nu kan den godt kaldes lykkelig.
Flemming er endnu ikke flyttet sammen med sin ret nye kæreste Lotus Turell. Han bor i lejlighed på Østerbro i ambassadekvarteret, hvor der ikke er så mange forældre på skateboard. Nok heller ikke så mange forældre, der som Flemming lige napper en toårig forfatteruddannelse i børnelitteratur og begynder at skrive børnebøger. Til efteråret kommer ”Syv guddommelige dage i 12-årige Albert Svenssons ellers ret almindelige liv”.
– Jeg tror ikke, jeg har været et bedre sted i mit liv nogensinde. Yokos mor og jeg gik fra hinanden, da Yoko var tre år, og vi har brugt lang tid på at blive ved med at have en god relation til hinanden, nu har vi et stærkt venskab, hvor vi går ind og ud af hinandens tilværelser og spiser sammen og hænger ud sammen. Og så har jeg fundet en fantastisk kæreste, hvor jeg sådan for første gang kan mærke: Hov, det her er virkelig noget fundamentalt i min tilværelse. Vores personligheder passer måske bare meget godt sammen. Men det er første gang, jeg har den følelse som voksent menneske.
Tidsmaskinen
Har du nogensinde leget med tanken om lige at få chancen for at lande et bestemt sted i dit liv og gennemleve det én gang til? Flemming får chancen. Han vælger 2008. Han vil gerne tilbage til det år, hvor han blev far til Yoko. Hun blev født for tidligt, og Flemming fik så travlt med at være far på den absolut helt spelt-rigtige måde, at han overså noget væsentligt.
– Jeg har et gen, som gør, at når jeg kaster mig over noget med passion, så nørder jeg det helt ned i detaljen. Vi fik ikke rigtig nogen vejledning med fra Rigshospitalet, da vi tog derfra, følte vi os i hvert fald ikke klædt godt på i forhold til at tage os af hende, så jeg fandt noget i USA – attachment parenting. Det handlede om, specielt over for for tidlig fødte børn, hele tiden at have fysisk kontakt og sove med dem, og det kastede mig over og nørdede totalt igennem. Så jeg tror egentlig, jeg forsvandt lidt ud af parforholdet.
Jeg blev så fanatisk, at jeg egentlig glemte at nyde at være blevet forældre, fordi jeg var så opsat på, at Yoko skulle have den bedste start. Jeg nød det slet ikke.
Du glemte også at nyde hende, du havde fået barnet med?
– Det må man sige ... så jeg ville gerne gå tilbage og prøve at trække vejret og nyde at være blevet far. Ikke være fyldt med angst for senfølger og alt muligt andet. Egentlig bare være der. Ikke fordi Yokos mor og jeg skal være sammen – det var slet ikke meant to be på den måde. Jeg kunne godt tænke mig at gennemleve Yokos første år og bare mærke: Aaah, hvor er det dejligt.
(Artiklen fortsætter under billedgalleriet)
Tidens tand
Flemming er 10 år ældre end Lotus. Det springer vi let og elefant hen over. Men hvis han når at leve sine forventelige sådan cirka 83 år (hvad ATP regner med for en mand i hans alder), så er han lidt over halvvejs nu. Gnaver tidens tand?
– Jeg plejer for sjov at sige, at bladene på mit livstræ er ved at blive gule, men det passer ikke rigtig. Jeg kan godt blive en lille smule stresset over, at om fire år så rammer jeg de 50. Jeg har et billede af, at så er der kortere tid tilbage, end der har været, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Har du udrettet nok? Så får jeg sådan et lille angstanfald: Åh, du har jo hverken hus eller have ... Men så tænker jeg: Jeg har et vidunderligt barn og en vidunderlig kæreste, og mit arbejde er næsten altid megasjovt, så jeg kan ikke klage. Jeg synes altså ikke, alderen trykker. Jeg har endnu ikke stive ben, når jeg står ud af sengen.
Forfængelig?
– Ja, jeg er nok lidt forfængelig, jeg kan godt lide at have pænt tøj på, selv om jeg altid prøver at strukturere det, så det ser ud, som om jeg lige er stået ud af sengen. Jeg er forfængelig på den klassiske måde, tror jeg. Jeg er holdt op med at bekæmpe min krop. Jeg har topmave, og jeg kan godt smide et kilo en gang imellem, men det er, som om det ikke gør den store forskel. Mit spejlbillede siger: Smid nu den topmave, gør nu noget ved det ... Men min rygrad og hjerne siger: Glem det, du er 46, nu skal du også huske at nyde tilværelsen! Jeg træner, men det er sådan set bare for at holde min krop stærk, så den kan kapere de udfordringer, jeg kaster efter den. Men min krop har ALDRIG været skarpt tonet.
Hvad skulle du også med en sixpack?
– Jamen, det er dét! Når man nu alligevel ikke ville kunne se den for mine hår på brystet! Men tag endelig ikke fejl: Flemming er i sin egen optik 46 år – ung.
– Jeg sidder her som 46-årig i T-shirt, jeans og gummisko. Min datter og jeg skater og surfer. Det er ikke, som da min far var på min alder. Mange mænd af min tid bliver ikke voksne. Vi bliver ved med at lave de samme ting, som da vi var yngre. Det er blevet legitimt i vores tid at have kontakt til drengen i os selv.
Hvorfor er det vigtigt?
– For mig er det vigtigt, fordi det holder mig ung. Det holder mit sind ungt og åbent. Jeg kører på skateboard nede på gaden sammen med min datter. I ambassadekvarteret, hvor jeg bor på Østerbro, bor der især forretningsfolk, for det er et kvarter med kæmpestore lejligheder, så de andre voksne mænd i gaden kommer hjem fra arbejde i deres store Mercedes og i jakkesæt og kigger på mig, som om jeg var idiot. For Yoko og jeg kører bare rundt på skateboard, og alle kan jo se, at jeg er tudsegammel. Men det gør mig mere modtagelig for verden, og det kan jeg godt lide. Yoko og jeg er meget atypiske for det kvarter. Lige så snart man kommer over i Kartoffelrækkerne, er der hundredvis af fædre som mig ...
Fremtid
Hvis Flemming nu selv kunne bestemme, hvordan skal den så se ud, fremtiden?
– Lys! Haha. Min fremtid er lovende. Jeg satser meget på, at Lotus og jeg ender med at flytte sammen. Forhåbentlig går der ikke så lang tid. Lotus har en fantastisk dreng på fem, så familien bliver noget større lige pludselig, og så må tiden vise, hvad der kommer til at ske. Men jeg tænker, det er et godt udgangspunkt at være sammen med nogen, jeg virkelig godt kan lide. Så kan jeg næsten ikke få det bedre, vel? Så er det sådan set lige meget, hvad livet ellers kaster efter mig.