"I min familie var kvinderne aldrig rigtig lykkelige"

Når man tænker på, hvor megen smerte,

sorg og kvide og skrig og skrål man skal gennemgå for at blive medlem af Den Store Kvindeklub, er det lige til at tabe pusten af.

Jeg tænker sommetider, at vi kvinder har et ekstra organ lige bag ved leveren, der udskiller et særligt kærlighedshormon, som blødgør hjertet, og hvad der ellers skal blødes op. For tænk engang for en ordentlig madpakke, vi damer er udstyret med fra allerhøjeste sted.

Først blev vi skabt ud af et sølle ribben, fordi Adam gik og kedede sig i Paradis. Så fik vi skyld for at lokke selv samme slapsvans i synd og fordærv, alene fordi vi var så betænksomme at byde idioten på en bid æble, fordi han stod dér og så brødflov ud.

Og resten kender vi: Du skal føde dine børn med smerte, og din mand skal herske over dig. Og straffen er på ubestemt tid. Vi er forvaringsdømte uden mulighed for prøveløsladelse. Det kræver kærlighed ikke at blive en bitterfisse med de fremtidsudsigter!

Så nu vil jeg iføre mig en kærlighedskåbe og prøve at få styr på min yin-energi. Og jeg napper yang med for balancens skyld. For det gælder om at holde balancen og tungen lige i munden, hvis man vil have succes med livet i en kvindekrop. Altså den med bryster, livmor, æggestokke, æggeleder og flotte rosafarvede lystlæber, som lyser op i ethvert selskab, hvis man af ren og skær venlighed har glemt at tage trusser på. Og det kan jo smutte.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg er ikke blevet gift for at blive skilt igen

I min familie var kvinderne aldrig rigtig lykkelige

Selv om de smiler på billederne i familiealbummet, er der så mange historier om skuffelser og især om børn, der kommer i vejen. Uønskede graviditeter, som får en ellers lys fremtid til at gå fløjten. Der løber en smerte-tråd – en strøm af tårer – gennem hele historien. Og sådan et tema skal man passe på ikke gentager sig i éns eget liv.

For familier, hvor alle kvinderne hedder Skuffet eller Dørmåtte til mellemnavn, har det med at reproducere visse mønstre, og pludselig sidder man dér med håret i postkassen, røven i vandskorpen midt i suppedasen, iført en forvasket T-shirt med et print med teksten: ”Hende, det er synd for”, som man ikke kan huske hvor kommer fra. En dag dukkede den bare op i éns vasketøjskurv, og man kom til at tage den på en letsindig tirsdag, og nu er den vokset fast til éns hud.

Og nu skal jeg nok skifte fra man til jeg. For der er ikke noget man, der findes kun et jeg og et vi. Men indrømmet, den T-shirt har jeg haft på i mange år. Uden at opdage det. Jeg troede bare, at sådan var livet. Og det er det også, men sådan behøver det jo ikke at blive ved med at være.

Når jeg tænker over min families kvindehistorie, bliver jeg trist om hjertet, men jeg bliver også glad over, at man – nej: jeg – har kunnet bryde en bestemt social-psykologisk arv og vride armen om på livet og vende vrangen ud på min skæbne og insistere på, at jeg ikke skulle være en i rækken af relativt om ikke bundulykkelige så i hvert fald temmelig skuffede kvinder. Som ikke fik udlevet deres potentiale – som måtte nøjes, og som slet ikke fik nok ud af livet.

Min mormor Rosa fortalte,

at hun blev storesøster, da hun var 14. Hendes mor, Kirstine, min oldemor, var langt over 40, da veerne blev så stærke, at der ikke var andet at gøre end at springe efter jordemoren.

Alle i landsbyen troede, det var min mormor, der var kommet i ulykke, hun var jo en køn pige. Det var det heldigvis ikke. Men flovt var det alligevel, fortalte hun, at hendes mor skulle have sit femte barn i en alder af 44. Tænk, at sådan nogle gamle folk ikke var færdige med den slags pjat.

Sådan er det jo heldigvis ikke længere. Når kvinder i 40’erne får børn i vore dage, er det jo nærmest sejt. Et synligt bevis på, at hormonspejlet er tiptop. Et vidnesbyrd om genetisk overskud.

I slutningen af 1920’erne var det anderledes skamfuldt. Og sådan er der så meget, der ændrer sig med raketfart. Nu kan man være proaktiv og få frosset sine æg ned til en senere lejlighed og føde sine børn som 50-årig. Min veninde har lige berettet om en bekendt i London, som fik tvillinger som 58-årig. Og jeg sidder med en lille rynke i panden og spekulerer på, om det er meningen, vi skal blive mødre, længe efter at naturen har besluttet, at det er slut med æggene i æggebakken.

Men så kontra-tænker jeg, at på den anden side, når vi nu kan, så skulle man da også være et skarn ikke at benytte sig af de videnskabelige fremskridt. Og jeg ved, at hvis jeg dog bare selv havde været så forudseende, så havde jeg formentlig haft æg på køl et sted på en fertilitetsklinik, dengang jeg mødte min mand som 40-årig, og måske havde jeg så kunnet få det barn, som jeg ihærdigt prøvede på.

Det barn blev ikke til noget, og jeg måtte trække vejret dybt, overvinde min sorg og huske mig selv på, at jeg, som blev kønsmoden som 12-årig, havde haft over 30 år til at få børn, og når jeg nu kun havde fået ét, var der nok en mening med det.

Man må som menneske altid prøve at finde meningen, også når man ikke får det, man brændende ønsker sig. Ellers bliver livet meningsløst. Og som kvinde er det især vigtigt at holde sig meningen med livet for øje. For et kvindeliv er af og til så absurd og meningsløst, at man nogle gange hellere vil have pengene.

LÆS OGSÅ: 40 kendte kvinder, der blev mor, efter de fyldte 40

Om Hella Joof

Hella er Joof er 57 år og er skuespiller, manuskriptforfatter, filminstruktør og forfatter. Har bl.a. stået bag otte film og medvirket som skuespiller i både film, TV-serier og desuden lavet både TV- og radioprogrammer.

Min mormor forelskede sig hovedkulds i Carl, som var enægget tvilling, og de blev forlovet. Han var vist inde som soldat eller i lære som tømrer, det har fortabt sig i familietågerne, og de er begge for længst døde, så jeg må sjusse mig frem.

Men hver aften, fortalte min mormor henført og rørte ved sit hår, cyklede han 30 kilometer for at møde sin Rosa. De var meget forelskede, og min mormor røbede engang, hvor hun vist havde fået et par glas sherry, at selvfølgelig havde de sex, selv om de ikke var gift. Hun brugte ikke lige de ord. Men det var vigtigt for hende, at jeg forstod, at de havde været meget vilde med hinanden, hun og Carl, og at det var et kærlighedsægteskab.

Da min egen mor døde for 15 år siden, og vi sorterede hendes papirer, fandt jeg en skotøjsæske med kærlighedsbreve skrevet under min mormor og morfars forlovelse. Min mormor underskrev sig som din lille pige. Og de enslydende breve, der var skrevet i et sært barnagtigt sprog, som virkede kalkeret efter en dårlig ugebladsnovelle, handlede primært om, hvor mange kys hun ville give sin store, stærke Carl på hans bløde læber, når de sås i weekenden.

Jeg kan huske, at jeg skammede mig lidt ved at læse dem. Både fordi det var private breve, og fordi de vidnede om en udtalt mangel på fantasi. Og mest af alt fordi der lå en underliggende historie gemt, som handlede om en kvinde med en vældig erotisk appetit, som på alle måder overtrumfede kærligheden til de børn, der blev frugten af selv samme. Samtidig glædede det mig, at min mormor og morfar havde haft sådan et glødende samliv.

Men – for der er jo altid et men, så meget har jeg da efterhånden lært – så blev de gift, og min mormor blev gravid og fik en søn, og alt var fryd og gammen. Men under tre måneder efter fødslen blev hun gravid igen med min mor. Det var en skæbnesvanger streg i regningen.

Min mor fortalte mig engang,

at hun som barn kunne fornemme, at det havde været en traumatisk oplevelse for min mormor, at hun blev gravid så hurtigt efter min onkels fødsel. Min mormor lagde aldrig skjul på, at hun havde været helt desperat. Hvad hun har gjort for at komme af med fosteret, ved jeg ikke. Og det hjalp heller ikke en snus. Fostre er sejlivede, og den 4. november 1939 blev der født en lille pige, som fik navnet Birthe.

Det hang i tapetet, det sad i gardinerne – følelsen af, at hun ikke skulle have været født. I hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tror ikke, det at være gravid eller at amme sagde min mormor noget. Hun var ikke en af dem, der nød synet af sin frodige mave i spejlet. Den mørke streg ned mod venusbjerget. De blanke, svulmende bryster med de brune vorter.

Hun havde savnet sin mand erotisk i månederne under det første svangerskab, og de nåede kun akkurat lige at genoptage deres samliv, så var hun igen fanget af en graviditet, som kom aldeles på tværs.

Det blev min mormors skæbne. Inden for at år fik hun således to børn. En ønsket dreng og en uønsket pige. Og det blev min mors skæbne.

Min mor var ikke køn

Hun havde rødblondt, lidt tjavset hår og fregner. Øjnene var grønne. I dag havde hun været quirky og en sød, troldet type. I 40’erne var hun bare den lidt uheldige datter.

Jeg har et billede af hende som barn i min pung. Det kigger jeg tit på. Når man ser billeder af sin mor som barn, er det nemmere at forstå. Også alt det, der har været svært at forstå. En lille pige. Med en tjavset page. Et usikkert smil. Store knæ og en uformelig, formentlig hjemmestrikket bikini.

Hun var dygtig i skolen. Havde orden i sine ting. Klogere end sin storebror. Hovedet var skruet godt på, som det hed dengang. Men lige meget hjalp det, når man ikke er blevet elsket nok.

Som 23-årig blev hun uønsket gravid med en flot sort mand fra Gambia. Og alle fremtidsdrømmene brast. Hun måtte rejse hjem i vanære til sin far og mor, som skammede sig over, at hun var kommet galt af sted. Min morfar så meget, at han ikke ville tale med hende.

Jeg var ikke noget ønskebarn

Men heldigvis endte jeg med at blive det, da jeg først var blevet født. Og der findes billeder af min morfar med mig i armene, lige inden han døde og efterlod min mormor som fortvivlet 49-årig enke. Og min mor, som var flyttet ind på Mødrehjælpen med sit uægte, uønskede ønskebarn, mødte en gammel barndomsven og blev gift med ham og fik endnu en datter ”og et efternavn”, som hun sagde.

At føde et barn og stadig have sit pigenavn var en stor skam for hende. Lille Birthe. Heldigvis er vi kommet videre. Da jeg var 22, blev jeg gravid og fik en abort. Og selv om det var en rædsom oplevelse, så var jeg taknemmelig over at leve i en tid, hvor en uønsket graviditet ikke skulle være det, der formede resten af mit liv, som det havde gjort det for min mor og mormor. At jeg selv kunne vælge at vente med at blive mor, til jeg var 25 og sikker på, at det var det, jeg skulle.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Når man har været sammen i over 10 år, er man vokset sammen nogle steder"

Hvis den ikke var smuttet for min mormor, var min mor ikke blevet født, og hvis den ikke var smuttet for min mor, så havde jeg ikke siddet her ved min computer og tænkt over min families kvindeliv. Kvindeliv generelt.

For der er noget særligt over kvindeliv. Det er der sikkert også over mandeliv. Men det ved jeg ikke så meget om. Der var ingen markante mænd i min familie. Min morfar døde tidligt af et massivt alkoholmisbrug. Min egen far glimrede ved sin totale fravær. Min stedfar blev skilt fra min mor, da jeg var seks, og siden forsvandt han ud af mit liv.

Alle de kvindetårer, der er blevet grædt. Alle de uønskede graviditeter. Dødfødsler. Blod. Der er så meget blod i kvinders liv. Vi kommer til verden i en sø af blod. Vi føder vores børn i en skylle af blod og fostervand. Månedsblodet, som pletter lagner og undertøj. Og smerterne. Der er så meget smerte i kvinders liv. Jagene i underlivet hver måned. Den brændende, diffuse smerte i lårene og tyngden over skambenet, når veerne flår i os. Smerten ved at være barnløs, hvis et barn er det, man ønsker sig allermest.

Svig, sorg, skilsmisser. Fadderskabssager. Misbrug. Voldtægter. Men heldigvis har vi et lille organ gemt bag ved leveren, som producerer det vigtige blødheds- og blidheds-enzym, som giver os et ekstra overlevelses-gear. Moder Teresa-Pippi-Maria Magdaleneorganet. Som skænker os kræfter, tilgivelse, omsorg, latter og kærlighed. Og uden det kan vi ikke leve.