Hella Joof: "Man må IKKE tale grimt om sin krop - mens ens lille datter lytter"
Foto: Nellie Mørberg
Hella Joof siger, at det ikke er en biografi i gængs forstand. Hun er ikke gammel nok, kun 57, der er masser af liv, der skal leves endnu.
Næ, ”Tvilling, yndling, grævling” er nærmere en selvhjælpsbiografi, hvor hun kigger på dele af sit liv og deler erfaringerne med resten af os.
Det er ikke kedeligt. Med udgangspunkt i sig selv tager hun kropskamp, toiletbesøg og afføringstabuer, udfordret seksualitet, problemer med at finde kærligheden og sin ikke så nemme barndom under kærlig behandling.
Det er en sjov bog, fordi Hella er sjov. Men det er også en sårbar bog, fordi Hella skræller yderligere lag af sig selv.
Når du har læst bogen, kender du hende lidt mere og på en lidt anden måde.
- Det gode ved at blive ældre er, at man kan tale om mange flere ting. Det er ikke så farligt længere, fordi man ligesom HAR overlevet. Man er om ikke kommet i mål, men i hvert fald nogenlunde velfungerende. Og så kan man se på sit liv på en anden måde og også med lidt større tolerance.
Lille Hella var en smutter. Danske Birthe Johanne Pedersen havde mødt jurastuderende Bai Modi Joof fra Gambia i London, og på adressen Saint Stephen’s Gardens nr. 6 i Notting Hill blev Hella undfanget en februardag i 1962.
Hun blev født i november i et Danmark, der var gennemgående hvidt. Hendes far vedkendte sig faderskabet, men derudover brillerede han ved sit fravær i hendes barndom.
Hella voksede op i et hjem, hvor der ikke var meget at rutte med.
Hendes mor elskede og støttede sin lille datter og var meget optaget af at lære hende ikke at falde ved siden af – fordi hun allerede gjorde det med sin hudfarve.
Moren giftede sig med ham, der blev Hellas stedfar, men blev skilt igen og fik en kæreste, Hella ikke brød sig om, og man forstår hvorfor, når man læser mellem linjerne i bogen.
Hella selv blev – en kamæleon.
- Hvis jeg kigger på mig selv som barn og ung, ser jeg noget meget kerneløst. Noget ekstremt fragmenteret. Altså et menneske, som var forskellig alt efter, hvilken sammenhæng jeg var i.
- Så var jeg sådan i familien, så var jeg sådan til spejder, så var jeg sådan i klassen, så var jeg sådan, når jeg var alene. Jeg tror, jeg har været et barn, som har ledt meget efter en forklaring i andre menneskers blik. Det er måske også derfor, man bliver skuespiller. Det der med, hvem er jeg, hvad er jeg for en slags? Er jeg blevet forbyttet, kommer jeg fra en anden planet?
Selvhad
Kroppen er en rød tråd i Hellas bog, for hun har igennem sit liv bakset med den. Haft regler for vægt og spisning f.eks.
Hvad er det med kroppen?
- Det er jo interessant, at … det er ikke nødvendigvis sådan, som jeg synes, det bør være, det er bare sådan, det ER. Fordi det er en kvindeting, et tema i kvinders liv, det fylder ekstremt meget.
- Jeg har et helt afsnit om, hvor meget tid jeg har spildt på vægt og selvhad. Så kan man sige: Åh, men bliver det ikke lidt damebladsagtigt, at vi skal sidde og snakke om vægt? Men for det første er der ikke noget, der hedder damebladsagtigt, det er virkelig strengt at kalde ting, der optager os, damebladsagtige, for det er en del af vores virkelighed.
- Noget andet er, at hvis et eller andet fylder ekstremt meget, så er det ligegyldigt, om det er politisk ukorrekt, at det fylder meget, og ligegyldigt, om vi hellere skulle bruge vores tid på noget andet.
- Hvis det med kroppen fylder, så fylder det, så kan vi godt give samfundet skylden, det er jeg ikke så meget til, altså samfundet er jo skabt af os selv. Men vi kan også sige: Jamen, der ER nogle strømninger i tiden og nogle regler for, hvordan vi skal se ud og opføre os og leve, som vi er underlagt.
- Så kan vi prøve at frigøre os fra det eller prøve at fortrænge det, men vi er nødt til at have en strategi. Det der med at sige, at man er ligeglad: ”Hvorfor skal det bare reduceres til at handle om krop?” Kroppen er ikke ”bare”, det er fandeme en stor ting, vi slæber rundt på, den fylder ekstremt meget i vores liv.
- Vi prøver at lade, som om at den måde, vi ser ud på, ikke fylder noget, og at det hele er noget med patriarkatet og sådan noget. Men … hvorfor snakker vi så overhovedet om det? Vi snakker om det, fordi det fylder noget i vores liv, og fordi vi ikke er alene i verden.
- Hvis man boede på en øde ø og gik nøgen rundt og var ligeglad, fordi der ikke var nogen til at kigge på én, ville man sikkert også have det bedre i visse perioder.
Men vi har altså et forhold til vores krop i verden, og vi har alle sammen en idé om, hvordan vi gerne vil se ud.
Nogle gange lykkes det, og nogle gange lykkes det ikke. Så skal vi bare også være gode til at elske os selv, når det ikke lige er, som man synes, det skal være. Dér skal vi også være glade for os selv.
Og når man så er havnet i et parforhold, hvor man føler sig elsket, hvad så med det med kroppen?
- Jamen, så er det jo meget nemmere at have en krop. Så har man også et forhold til en ANDENS krop, hvor man godt kan se, at den også forandrer sig med tiden, og man elsker den lige højt af den grund. Så hvorfor skulle vedkommende ikke også elske ens krop, og hvorfor skulle man i øvrigt så ikke også elske sig selv og sin egen krop?
- På et tidspunkt fandt jeg nogle billeder af mig selv, fra jeg var måske 18, og tænkte: Jamen herregud, hvor var du dog yndig, hvorfor var du ikke glad dengang? For det var jeg virkelig ikke, altså ALT var galt ved min krop.
- Da min datter var i puberteten og kom til mig med de sammen beklagelser over kroppen, sagde jeg: ”Skat, vi kan ikke tale om det på den måde, for du er virkelig smuk og perfekt, det kan godt være, der er noget med en tånegl eller noget, der ikke er helt symmetrisk, men STOP. Vi bliver simpelt hen nødt til at værdsætte alt det gode, der er.”
- Jeg synes egentlig, hun har efterlevet det. Selv om det var noget, hun blev pålagt af mig: Du må ikke rende rundt og tale sådan om din krop, det kan du simpelt hen ikke være bekendt, for du ser virkelig dejlig ud.
Mødre giver meget med?
- Ja. Man må IKKE tale grimt om sin krop, mens man står og kigger sig i spejlet – mens ens lille datter lytter. Det er det værste, man kan gøre.
- Du må hellere stå og hive i en delle og sige: ”Har du SET den her, hvis du er heldig, får du også sådan en, når du bliver på min alder, for det er noget meget fint, og det er ikke noget, der bare kommer af sig selv, man skal virkelig arbejde for det”.
- På den måde er kropspositivisme virkelig dejligt, sådan en god bevægelse. Vi skal bare ikke blande tingene sammen. Vi skal bestemt ikke hylde det usunde, vi skal bare have et mere rummeligt begreb.
Stå-lokum
Kroppen er jo også – toiletbesøg. Hella fortæller i bogen, at hun var 40, før hun var afslappet om at benytte et offentligt toilet.
Engang på en interrailtur holdt hun sig i en hel uge, indtil hun drak sig så fuld, at hun kunne overgive sig til et græsk stå-lokum.
Hun har også klaret sig igennem en hel Roskilde Festival, hvor hun kun tissede.
- Jeg har også holdt mig – hvad jeg dog ikke har holdt i mit liv … Også med kærester og sådan noget … da jeg var helt ung, havde jeg en kæreste, hvor jeg bare ikke kunne skide, fordi jeg var bange for, at han skulle synes, det var ulækkert. Det er jo skørt!
Hvad er det med kvinder og WC’er?
- Ja, det er frygteligt. Altså, jeg håber, det er på vej til at ændre sig, men når jeg kigger på de unge piger på Insta og den måde, de er underlagt de meget æstetiske krav, er jeg lidt bekymret. Som kvinde kan man ikke bare gå ud at skide, for hvis der nu kommer nogen bagefter, så er man hende, der var derinde ...
Nu er Hella tilfældigvis gift med en læge. Derfor ved hun, at når man skal – så skal man.
- Det er USUNDT at holde sig. Nu siger jeg noget virkelig kedeligt, men det er public service: Når du skal skide, skal du skide. Du har 10 minutter. Der er et ”vindue” på 10 minutter. Hvis du lukker sammen og tænker: ”Nej, jeg kan ikke gå derud”, ryger afføringen nærmest tilbage i tarmene, så har du ikke skidetrangen længere. Men du må IKKE gå rundt med affaldsstoffer, de skal ud af din krop!
Så efter en barndom og ungdom og tidlig voksendom, hvor store WC-besøg var stærkt udfordrende, har Hella skiftet strategi:
- Min datter er vokset op med en mor, der tit råber: ”Jeg skal lige ud og skide”. Sådan er det. Olivia synes måske nogle gange, det er lige i overkanten, men vi skider, når vi skider hjemme hos os. Og så er jeg heldigvis sammen med en læge, så der er ikke nogen, der skal lade, som om man bare lige er ude at støve af.
- Jeg vil aldrig mere havne i, at det bliver noget skamfuldt eller tabuiseret, det MÅ det simpelt hen bare ikke være i mit liv.
På et tidspunkt havnede Hella på Hvidovre Hospital med ”tilbagefald”.
LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: "Jeg har egentlig været ret god til at sige nej"
- Jeg havde haft forstoppelse, måske i forbindelse med en lang flyrejse, og så fik jeg bare en revne, der aldrig ville hele. Så fik jeg botox. Det hjælper jo.
I numsen???
- Ja, det får musklen til at slappe af, eller lammer den. Hende lægen, der gjorde det, sagde: ”Er du klar over, hvor mange mennesker der er forpinte i deres liv, fordi de går og holder sig, og så får de forstoppelse, så når de endelig kommer på toilettet, laver de en rift, og de får hæmorider. Det er en kæmpe folkesygdom”.
- Jeg har virkelig siddet mange gange i Mads & Monopolet og snakket om sådan nogle ting, for vores små børn sidder på potten og råber, ”jeg er fææærdig”, og forældrene kommer og siger ”Neih, hvor er det en flot pølse, du har lavet”, men lige pludselig bliver det til noget skamfuldt. Hvorfor? Det sker bare på et eller andet tidspunkt i vores liv.
Især for kvinder:
- Det her er meget en kvindeting, og nu siger jeg noget, som er politisk helt ukorrekt, som jeg egentlig er ked af at sige, men jeg mener det desværre: De kønsneutrale toiletter er jeg ikke sikker på, er nogen særlig god idé. For der er mange kvinder, som lige akkurat kan holde ud at gå ud og skide, hvis der går en anden kvinde ind lige bagefter, så kan man komme med sådan en undskyldende bevægelse.
- Det med at komme ud fra toilettet, og så står der nogle smarte fyre ved vasken, kan måske i virkeligheden være lidt kontraproduktivt. Så måske skal vi bare køre med, at det er opdelt, og så kan dem, der føler sig som kvinder, gå ind på dametoilettet. Man behøver jo ikke ligefrem at skulle vise et sygesikringsbevis.
Siger Hella, der har det helt fint med at blive kaldt ”boomer”. Så længe tonen er ordentlig. Det er den bare ofte – ikke.
Vi er i gang med den helt store grøftegravning mellem de gamle boomere og de unge woke …
- Når vi snakker om politisk korrekthed og identitetspolitik, føler jeg faktisk, at jeg har noget at bidrage med. At jeg ser tingene på en anden måde og måske kan være med til, at vi skruer bare lidt på nogle knapper og ændrer nogle ting.
- Det bilder jeg mig ind. I forhold til alt muligt. Køn, krop – og tarme. Jeg tror, vi skal kigge på nogle ting på en mere omfavnende måde, end vi gør, for lige nu er vi på vej ud i mørket, i den helt forkerte retning.
Udnyttet
Og så må vi til det: Snakke om det lidt svære.
Hella har oplevet noget, som hun har behov for at fortælle om, for at forklare noget om sig selv, men samtidig har hun behov for at beholde det for sig selv.
Det er en udfordring. Så vi taler om det, så godt hun kan. Der er sket noget i Hellas barndom, som ikke burde være sket.
Hun går ikke i detaljer i selvhjælpsbiografien, men konturerne af et overgreb tegner sig. Der skete også noget, da hun var teenager. Der er hun mere direkte.
I 14 dage var hun i udlandet i en ”låst” situation og blev udnyttet.
Der er jo noget om overgreb?
- Ja, men der har jeg det bare sådan, at jeg så nødig vil have, at det bliver dén historie. Det ville bare være kedeligt, hvis man tror, at man skal læse en hel bog om det, for det fylder en halv side.
Det er der, hvor jeg får ondt i maven …
- Jamen, det gør jeg også selv, når jeg læser det. Jeg har virkelig snakket meget med min datter, min mand og min bedste ven om det. Men jeg kunne ikke skrive den bog uden at fortælle om det, for det er en baggrundsfarve, som må med. Jeg har været nødt til at skrive det, ellers er der nogle ting, der ikke giver mening.
- Altså … det er jo så meget en toneart, der er kommet ind i mit liv på et tidspunkt. Som jeg selv har brugt meget energi på ikke skulle fylde noget. Når den nu heller ikke fylder noget mere, så kan jeg godt tale om det, men det kunne jeg måske ikke for 10 år siden. Der har, siger hun, også været noget hensyn til hendes datter, Olivia.
- Men… jeg tror, det er et af de steder, hvor man kan blive sådan lidt hårdhudet, man får jo noget hård hud på sit eget liv. Hvis vi sætter os ned og drikker noget rødvin, en masse kvinder sammen, kommer der nogle historier frem, hvor man siger: ”Jamen skat, hvorfor har du ikke fortalt mig det, hvordan har du kunnet gå rundt med det?”. Men svaret er, at det er, fordi det bliver lagt i en æske i en flyttekasse og sat ned i kælderen, og så kigger man på det, når man er parat.
- Det er sådan, jeg har gjort med mine svære ting, og det er faktisk en meget god måde at tackle det på. Så i ”Tvilling, yndling, grævling” åbner Hella flyttekassen og linder på æskens låg.
Det, du beskriver med den stjålne seksualitet, hvad er det for noget?
- Det er jo altså … det med, at man ikke har fået lov til at udvikle sin seksualitet i et trygt rum og i et rum, som var ens eget. Jeg kommer fra en anden tid, men … der var ikke noget sted at gå hen. Og måske kan man være sårbar og lidt mere udsat, fordi der er et sprog, man ikke har, og en fornemmelse af, at der er noget skam, der er lagt ned over en som person, allerede fra man var helt lille.
- Som er en skam, man har internaliseret på en eller anden måde, man har gjort den til sin egen. Når der så siden sker ting i den retning, kan man ikke reagere. Fordi det på en eller anden måde passer godt til den måde, man i forvejen tænker om sig selv.
Hvornår lærte du det med sex?
- Jamen, det lærte jeg henad vejen, men altså jeg var LANG tid om det.
- Det er også derfor, det har betydet så meget for mig at kunne tale med min datter om det. Jeg synes tit, at man kan få ryddet op i ting fra ens barndom igennem sin egen måde at være forælder på. Man kan simpelt hen stoppe noget. Sige: Det med skammen skal ikke reproduceres.
- Jeg har altid sagt til min datter, at der ikke må være noget, der gør ondt. Ting må ikke gøre ondt. Hemmeligheder må ikke gøre ondt. Dejlige hemmeligheder er noget andet, men de hemmeligheder, der giver ondt i maven, behøver man ikke holde på, dem skal man fortælle til en voksen.
Det var det, Hella ikke selv fik gjort.
- Fra jeg var helt lille, havde jeg en fornemmelse af, at jeg ikke bestemte over min egen krop. At folk bare kunne tage mig, hvis de ville. Altså sådan … jeg bestemte ikke, hvem jeg skulle sidde på skødet af.
- Den der fornemmelse … Hvis jeg skulle sove hos en veninde, ville jeg gerne sove sammen med hende, jeg ville ikke kunne lide, hvis jeg skulle sove i et gæsteværelse. Så ville jeg være bange for, at der kom nogen ind.
Men det var vel, fordi du havde oplevet noget, der var forkert?
- Jamen altså … jeg havde den fornemmelse, at det ku’ folk bare gøre, og hvis de gjorde det, så ville jeg ikke have kunnet gøre noget, så ville jeg ikke kunne råbe om hjælp f.eks.
- Jeg har heldigvis alligevel været så god til at passe på mig selv, at jeg ikke er endt i voldelige parforhold eller, du ved, parforhold, hvor man bliver abused. Det er der mange kvinder, der gør, fordi de har haft svært ved, at grænserne har været så flydende.
- Det synes jeg egentlig, jeg er styret meget godt udenom. Men jeg har jo levet 10 år som single. Efter jeg blev skilt, gik der 10 år, før jeg fik et rigtigt parforhold.
- Jeg havde selvfølgelig en flingflang her og der, men inden jeg mødte en rigtig partner – som jeg stadig er sammen med – har jeg på en eller anden måde altid godt vidst, at det var et område, hvor jeg ikke bare kunne tage let på tingene. At jeg blev nødt til at vente til, der kom en, hvor jeg følte mig tryg.
Og til sidst kom han – Snit. Et grundgodt menneske.
- Han vil altid passe på mig, han ville aldrig udsætte mig for et eller andet ubehageligt. Han vil ikke tale grimt til mig.
- Han ville ikke engang råbe ”din dumme kælling”, hvis vi var oppe og skændes. Han ville aldrig overskride mine grænser på en måde, hvor jeg blev utryg. Aldrig. Hvis andre har gjort det, og jeg har fortalt ham om det, så har han været sådan omfavnende. ARMENE om mig og ”sådan skal livet heller ikke være, det er jeg ked af, at du har oplevet.” Virkelig noget grundomsorg. Det betyder ekstremt meget for mig.