Leonora Christina Skov stod af Facebook: Alle andre havde et federe liv end mig
foto: Sif Meincke
For tre år siden trak forfatteren Leonora Christina Skov stikket til de sociale medier. De var kommet til at fylde for meget i hendes liv, og med hendes egne ord blev hun decideret deprimeret af at være online hele tiden. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
- Jeg tror, folk bliver mere deprimerede af at være på de sociale medier. Det blev jeg, da jeg var meget på Facebook. Jeg syntes, alle andre havde et meget federe liv end mig. Uanset om jeg sad et skønt sted, var der altid nogen, der havde det federe og havde en skønnere familie, og hold da op hvor de glædede sig hele tiden, og hvor var de glade alle sammen. Selv om man VED, det er retoucheret, føles det stadig, som om alle andre er gladere end én selv. Så jeg tror, folk er blevet mere ulykkelige, siger hun.
Overfladisk Facebook-liv
2012 var et hårdt år for hende. Hun kom til skade i Cambodja, da hun fik forsøgt hugget sin taske. Hendes mormor døde hjemme i Danmark, og hun kunne ikke nå hjem til begravelsen. Da hun kom hjem, udkom hendes bog ”Førsteelskeren”, som blev dårligt anmeldt. Og hendes mor blev syg af kræft igen.
Hvorfor er vi så grove mod hinanden på Facebook? Læs ekspertens forklaring
- Der stod jeg med mit overfladiske Facebook-liv og tænkte: Det har ingen gang på jord, siger Leonora Christina Skov.
I sit Facebook-liv blandede Leonora Christina Skov sig, havde ”tusindvis” af venner og følgere, postede private billeder, blev ringet op af journalister, skød fra hoften, sagde, hvad hun mente, og blev skældt huden fuld, når hun så f.eks. mente, at det var okay ikke at ville have børn.
Forfatteren Sissel-Jo Gazan fandt den store kærlighed på Facebook. Læs den fantastiske historie
- Facebook føltes som sådan en megafon til verden. Det føltes samtidig som at stå på ude på en vippe og blive beskudt fra alle vinkler. Jeg fik simpelthen så meget nok. Jeg følte, at jeg gav alt for meget af mig selv, og i virkeligheden ville jeg bare gerne skrive mine bøger. Så slettede jeg mig selv og besluttede, at jeg ville prøve at leve på en anden måde. Men jeg var jo virkelig bange. Jeg fik jo at vide, at jeg ville blive glemt, at det ville være karrieremæssigt selvmord. Man ved, der er en parallelverden, som de andre synes er federe, og som det giver meget mere prestige at være i. Den melder man sig så ud af. Men på det tidspunkt havde jeg det sådan, at jeg hellere ville risikere det. Altså … jeg ville hellere miste alt. Jeg troede ellers, jeg skulle være en, der skulle sige min mening konstant og hele tiden resten af mit liv. Det skulle jeg ikke. Det fungerede overhovedet ikke for mig. Det blev jeg i hvert fald ikke gladere af, siger Leonora Christina Skov.
Læs, hvad sundhed er for Leonora Christina Skov (det inkluderer bl.a. kanelsnegle!)
Spildt tid
Det var først, da hun slettede sin Facebook-profil, at det gik op for hende, hvor meget den egentlig havde fyldt i hendes liv.
- Det føltes, som om jeg havde spildt utrolig meget tid, når jeg bare kunne slette hele lortet. Først bagefter forstod jeg, hvor slemt det havde været. Jeg holdt op med at mene noget, lavede min anmeldelser til Weekendavisen, skrev mine bøger og tænkte: Guud, hvor er det dog rart, siger Leonora Christina Skov til FEMINA.
Køb abonnement på FEMINA enten på din iPad eller som blad - og få spændende interviews med kendte danskere hver uge: