Lise Baastrup fra ”Rita”: Det er en udfordring at få børn til at passe ind
foto: Carsten Seidel
Lise Baastrup har travlt med både tv-serien ”Rita”, hvor hun spiller den idealistiske lærer Hjørdis. Oveni medvirker hun også i miniserien ”Hjørdis”, og med teaterstykker, film og alle de andre ting, er det svært at finde ud af, hvornår hun skal have tid til at få børn. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
- Lige nu er udfordringen at få nogle børn til at passe ind. Jeg er blevet 31, og jeg ved godt, at det skal til at være. Jeg vil aldrig nogensinde have fem børn eller fire, det bliver allerhøjst tre, tror jeg, men jeg arbejder meget og har et job, hvor jeg ikke bare kan gå på barsel, for så er jeg bare helt væk. Jeg er jo freelancer. Så det handler om at sige: ”Hvornår” er der hul til at få børn, men det kan man jo ikke bare sige alligevel, det er jo ulækkert, hvis man sidder og kommer sådan noget ned i en kasse, ikke?, siger Lise Baastrup.
Angsten for at blive karrieremæssigt glemt under en graviditet har hun. Og det ER jo heller ikke, fordi der er vildt mange roller til kvindelige skuespillere i niende måned. På den anden side:
- Indtil videre har jeg spillet højgravid TRE gange, er det ikke typisk?, siger hun.
Det sagde BANG!, da Mille Lehfeldt mødte sin mand
Det gode liv – hvornår?
Men Lise Baastrup føler sig fanget – mellem drømmen om at give slip og trangen til at planlægge.
- Der er også den dér med: ”Skulle man spare op til en villa på et tidspunkt? Nå, men så går det selvfølgelig ikke, hvis man lige skal have et par børn.”. Pludselig bliver det hele et puslespil, hvor jeg tænker: Kan man ikke bare LEVE??? Samtidig er jeg nok stadig lidt i teenagemode. Mange af mine veninder havde allerede købt hus som 25-årige, og jeg tænkte: Hold da kæft, hvor er det kedeligt og sagde ”Skal I så også til at ordne have?” Ja, det skulle de så. Det er jo også sådan, jeg selv er opvokset, og jeg synes faktisk, det er det gode liv, jeg kan bare ikke finde ud af, hvornår jeg selv vil ha’ det. Fordi jeg skal da også prøve at bo i London, ikke? Og i New York i en kummerlig lille lejlighed, hvor der er sirener hele tiden. Så jeg ved ikke, om det gode liv er at få sig en kernefamilie og rive den op med rode, når man ikke gider det liv mere – eller om man skal udskyde kernefamilien og lave alt muligt vildt først. Det kan godt være …
”De fleste mænd foretrækker da en naturlig kvinde”, siger Rita-stjernen Carsten Bjørnlund
Timing, timing, timing
Lise Baastrup har kendt sin kæreste i ni år, og hun siger selv, at det vel egentlig snart er ved at være lidt op over …
- Det vil jeg da også sige! Så det er ikke, fordi vi skal vurdere, om det er os to, der hører sammen, for den er vi ude over for længst. Det handler mere om timing, timing, timing. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at hvis jeg bliver gravid og undervejs får tilbudt en eller anden Oscarvindene rolle i Hollywood – jamen, så betyder det bare, at jeg stadig er i gamet! Så er det, fordi der er nogen, der kan BRUGE mig. Og så må jeg sige: Det kan jeg desværre ikke. Og få et lille vidunderbarn i stedet, siger Lise Baastrup til FEMINA.
Hvordan fandt L.O.C. og Christiane Schaumburg-Müller egentlig sammen?