Mette Blomsterberg er gift på 26. år: ”Jeg tror ikke, man skal være så bange for de der kriser”
9. maj 2019Dig og Henrik har været længe sammen?
– Oj oj oj, det har vi jo i hvad? 26 år!
Hvordan er det lykkedes jer?
– Jeg tror da, at vi har hængt på alle de tørresnore, der findes, med alle de klemmer, der findes – og hvor nogen strammede rigtig meget og enkelte var gået helt i stykker oppe i ståltråden. Vi har været hele møget igennem. Heldigvis.
Har I været ude og vende og tænkt ”holder det her?”?
– FULDstændig. Selvfølgelig har vi da det.
Kriserne
De skiftes til at sige fra, siger hun.
– Jeg kan blive røvurimelig, hvis jeg får lov. Frygtelig. Jeg er kvinde med kæmpe K, og jeg er da ulidelig at være sammen med, hvis jeg kun får det, som jeg vil have det.
Vi har Danmarksrekord i enlighed, hvordan får I ægteskabet til at holde?
– Ved du hvad … jeg kan da også godt have dage, hvor jeg pludselig møder en bekendt, der er blevet skilt for nylig og har fundet en ny kærlighed og er så forelsket, at man tænker ”aiih, bare det var mig”. Men det er vigtigt at huske at kigge på livet som ”sådan er det jo”, for så går der måske fire måneder, så er han dybt ulykkelig, for det holdt heller ikke. Jeg tror, der er lige meget godt og skidt i både at være alene og i at være gift i mange år. Når bølgerne kan gå højt her en gang imellem, kan det være over en latterligt lille ting. Men det fede ved at blive sammen er, at man når IGENNEM kriserne og hen til det, der gør, at man føler sig fyldt op. For mange år siden var det sådan, at hver gang Henrik syntes, at noget blev svært her – så skred han. Så kørte han. Så skulle han træne eller et eller andet. Jeg fattede ikke en hat af det. For hvis jeg har det svært, skal jeg være hjemme og have tændte stearinlys og ild i brændeovnen og bage en bolle, og vi skal være sammen, og vi skal snakke om det. Jeg tænkte: Han er bare LAM, han skrider bare fra det. Og ved du, hvad du kan, du kan bare skride, og så kan du køre galt på vejen, ikke? Sådan nogle tanker kunne jeg næsten have, for jeg forstod ham ikke. Indtil vi kom helt ned i hullet og fik vendt tingene rundt, og han sagde: ”Jeg er bare nødt til at komme ud og svede og tænke på noget andet, så kan jeg komme hjem og være konstruktiv, men det med at blive presset op i en krog kan jeg ikke”. Og jeg kunne godt se, at det var det, jeg gjorde. Som kvinde. Og som mor.
– Men hvis nu vi IKKE var kommet i den krise, havde jeg stadig ikke forstået ham, og så tror jeg faktisk, jeg var flyttet fra ham på et eller andet tidspunkt, eller han var flyttet fra mig. Så jeg tror ikke, man skal være så bange for de der kriser. For vores store piger er det også en læring om livet, tænker jeg. Selv om de nogle gange hader det, hvis vi flår hovederne af hinanden – tro mig, det sker, vi er helt almindelige – så er vi blevet sammen, og det er da en kæmpe sejr, ikke? Jeg mener ikke, at ”det har børn godt af at se”, det er slet ikke sådan. Men vi ville lyve, hvis vi lod, som om det kun var sjovt, så hvorfor skal de ikke se det? Vi er meget ærlige mennesker. Jeg er generelt ufatteligt ærlig i alt, hvad jeg laver. Og det, synes jeg, er vigtigt at lære.
Efter Mettes mening handler det lange ægteskab meget om:
– Udholdenhed.
Og sex ...
– Prøv at høre, det her kan vi godt snakke om! Der er da en gang imellem, hvor jeg tænker: Jeg har sgu da egentlig ikke lige lyst til sex lige nu. Hvor jeg kan mærke, at Henrik nusser mig da lige rigeligt dejligt meget i nakken, og det kan jeg faktisk godt lide, men jeg synes egentlig bare, det kunne være fedt, hvis han blev ved med dét. Men jeg kender ham, så jeg kan også godt mærke: Nu synes jeg godt nok, han er lidt nede ad ryggen, og jeg synes måske også, at han er på vej ned i linningen på mine bukser. Hyggeligt, og det er fedt, det elsker jeg råt, jeg ELSKER, at han begærer mig. Derfor vælger jeg nogle gange at tænke: Det er okay at være lidt kælen nu, jeg tror egentlig ikke, at jeg er det, men jeg prøver lige at lege lidt med.
Så skal man bare sige ja?
– Det er da det, jeg mener! Prøv at høre – når man først kommer i gang med at lege i sandkassen, er det nogle gange skidesjovt at bygge slotte. Herregud, man kan godt blive revet med af en stemning! Det, jeg vil hen til, er, at det faktisk kan ende med at blive noget fælles rigtig rart, selv om vi måske ikke lige havde lysten på det samme tidspunkt. Det ville være yndigt, hvis det var sådan – og sådan er det heldigvis også en gang imellem.
Skilsmissen
Bramfri, ikke? Hun siger selv, at det har betydet noget, at hun som 16-årig gik i lære i et fag, hvor tonen var ret frisk. Muligvis har det at have hele tre storebrødre også smittet af. Mette var mindste barn i en kernefamilie i Helsingør. Så længe det varede.
– Jeg er skilsmissebarn på godt og ondt – med hvad det indbragte af skidt og møg. En hæslig skilsmisse, jeg kan huske mig selv ligge og græde under dynen og tænke: ”Det er ikke rart at være i det her”. Måske er det også derfor, jeg gør mig umage for, at min egen familie og mit eget parforhold består. Jeg har vel været lige knap syv, da mine forældre blev skilt. Jeg er fire år yngre end min yngste bror, jeg var lille og den eneste pige, det tror jeg også betyder noget. Så kan man sige, det var da også synd for mig, at mine forældre blev skilt. Jeg husker det seriøst heller ikke som noget fedt, det er en af de første byggesten i mit liv, og den ligger tungt, en af dem, hvor man tænker uuuh. Men der VAR også nogle år, som jeg husker som rare, og en familie, der fungerede trods alt.
Efter skilsmissen flyttede Mette med sin mor og sin yngste bror.
– Min mor var en løvemor, og hun arbejdede enormt hårdt. Det var ikke kun sjovt at se på, men det er blevet en del af mit dna. Jeg har aldrig været rødstrømpe på nogen måde. Tværtimod, egentlig. Men jeg fik tidligt med hjemmefra, at som kvinde skal du kunne klare dig selv. Min mor sagde det ikke, men jeg kunne se, som var det bøjet i neon, at det var noget, hun brugte rigtig meget energi på. Mens jeg voksede op, fik jeg altid lov til at bage og lave mad, selv om kårene var små, min mor havde ingen penge, men jeg var meget kreativ og god med mine hænder. Det former jo. Det er derfor, jeg er blevet Mette. Og jeg er faktisk lykkelig for, at jeg har oplevet de ting. Men det kan jeg selvfølgelig kun sige, fordi jeg nu sidder her og synes, at jeg er rimeligt hel.
Arv eller miljø?
– Jeg tror, det er noget med, hvilken vinkel man kan magte at stå i, når vinden blæser, det er ikke vinden selv. Jeg har nok altid været meget positiv og en overlever. Som voksen kan jeg også se, at jeg kan noget med mennesker. Dengang var jeg den, der kunne få dem alle sammen til at være glade. Selv om livet en gang imellem var særligt udfordrende, kunne jeg synge eller lave lidt sjov og løjer og sige noget skægt og hygge lidt. Jeg kan godt se, at der er en KÆMPE pleaser i mig. Det kan en psykolog sikkert få meget ud af … Hvis man nu selv skulle lege psykolog, kunne man sige: Det er forfærdeligt, det er, fordi hun tog den der glade hat på for de andre i en svær tid. Det tror jeg også, det har handlet om. Men tænk – det har jeg kunnet bruge til noget som voksen! Ikke fordi jeg altid kun er glad, men jeg har altså et meget lyst sind.
Men der er alligevel noget mere. Den måde hendes mor klarede ærterne på. Og var mor på.
– Jeg tror, jeg har været heldig, fordi jeg har været arbejdsom, fra jeg var ganske lille. Det var jeg, fordi det var sådan, man fik ros hjemme hos mig. Hvis man tog fat, var man en god pige. Nogen vil sige: Hvad er det for noget? Du skulle da bare være blevet rost for den, du var. Sådan er jeg ikke opdraget. Jeg er opdraget med, at man passer sine ting og sin skole, og man pjækker bare ikke. Hvis man har brug for en fridag, siger man det højt. Det med at finde på, at man har lidt ondt i maven, går ikke. Jeg prøvede da. Måske var der noget, der drillede, eller en opgave, jeg ikke havde fået færdig, så jeg havde ”ondt i maven” … Så sagde min mor bare: ”Hvad handler det her om?” Hun var god til at få svesken på disken. Hun kendte mig simpelthen så godt. Vi havde et særligt forhold. Jeg har altid respekteret hende meget for, at hun ligesom kunne se igennem mig. Hun døde for 10 år siden, og jeg savner hende og vænner mig nok aldrig til, at hun ikke er her mere.
LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg er ikke blevet gift for at blive skilt igen
Pligtfølelsen
Men hendes pligtfølelse lever tydeligvis videre i Mette. Og jeg kigger mig omkring i Mettes meget velordnede hjem uden hjemløse bunker eller spor af hundehår og tænker instinktivt, at pligtfølelse og perfektionisme er i meget nær familie.
Perfekte kvinder? Perfekte liv? Perfekt krop og karriere?
Har du en rem af huden?
– Jeg tror, vi er ramt alle sammen, men perfektionisme er mange ting, og det behøver heller ikke at klinge særlig lækkert for mig.
Hun tager udgangspunkt i kager for at forklare sig:
– Mit fag er kemi – det er simpelthen nødt til at fungere, før oplevelsen bliver rigtig rar. Der er noget, der taler til øjet, det skal være lækkert, det skal være sanseligt, det er jo en del af den leg. Men det kan være lige meget, at det ser lækkert ud, hvis det smager af hø. Sådan kigger jeg faktisk rigtig tit også på medsøstre, og på mænd, for den sags skyld. Det er SÅ dejligt, hvis du ser så lækker ud, at jeg får lyst til at spise dig, men hvis du inden i ikke er et rart eller helt menneske, er det jo fuldstændig ligegyldigt. Jeg bryder mig ikke om fake, så lad være med at ligne et eller andet, du ikke er. Ligesom med desserterne og kagerne: Hvis de ikke er vellykkede, er det lige meget, om de ser pæne ud, det skal hænge sammen.
Caféen i Lyngby så pæn ud. Den var ifølge Mette nærmest ”Danmarks flotteste café”. Men på de indre linjer var den ikke vellykket, fordi økonomien ikke hang sammen. Derfor er den lukket.
– Når man er iværksætter, er man det med kød og blod – det bor i hver en nerve af ens krop. Når man investerer rigtig mange penge, energi og tid i en virksomhed, så gør man det kun, fordi man tror på det. Nogle gange tager man fejl. Det gør så piskeondt, at jeg næsten ikke kan stave til det. Forestil dig, at hver gang du tager på dit arbejde, som du virkelig elsker – så koster det flere penge, end du tjener. Jeg tror godt, man kan sætte sig ind i, at det ikke holder ret længe. Man kæmper og hænger i med næb og kløer, men på et tidspunkt må man også bare tage konsekvensen. Det ville være decideret uansvarligt ikke at gøre det. Jeg skammer mig ikke. Jeg får virkelig ikke dårlig samvittighed, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, men en konkurs bliver aldrig pæn. Det er bare sådan, det er. Jeg gjorde det bedste, jeg ku’, og det gik ikke, og det har kostet ufatteligt mange penge, men nu er vi i gang med nye spændende projekter og en virksomhed, som er lønsom, og jeg er glad igen. Den morgen med togulykken satte godt nok lige tingene lidt op mod hinanden for mig: Hold nu op Mette. Videre!
LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Når man har været sammen i 10 år, er man vokset sammen nogle steder"
Mette Blomsterberg, 48 år, iværksætter-konditor med tv-tække, gift med Henrik Jæger Blomsterberg, to store døtre. Aktuel med ”Blomsterbergs sommer” – en bog om det sødt smagende sommerliv.
Bonuskommentar:
– Det fede ved at blive lidt halvgammel er, at man bliver opmærksom på, hvad der gør en glad. Det er man altså ikke opmærksom på, når man er ung og synes, at man er glad, bare man har nogle lækre sko.
