Underholdning
21. marts 2013

Nabiha: Jeg gider ikke bruge mit liv på at være bange

Nabiha rejser gerne verden tynd, svømmer med hajer og har sprunget i faldskærm. For ”det er sundt at skubbe grænserne lidt”, som hun siger
Af: Redaktionen, FEMINA
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/kendte/2013/03/1312-nabiha-gider-ikke-vaere-bange/1312-nabiha-gider-ikke-bruge-mit-liv-paa-at-vaere-bange-art.jpg

Foto: Petra Kleis

Nabiha har familie i fire lande og er selv i fuld gang med at rejse verden tynd. Gerne alene. Man skal gøre det, man ikke tør. Også svømme med hajer!

- Jeg raslede rundt alene i Indonesien sidste år. Jeg havde lige brug for et lille afbræk. "Hvad kunne jeg tænke mig at lære? Hm. Jeg er ikke så god til at svømme. Måske skulle jeg tage dykkercertifikat?" Så tog jeg dykkercertifikat på Bali. Så jeg er blevet lidt sejere til at svømme nu. Jeg har svømmet med hajer og kæmpeskildpadder!

Nabihas frygt
Nabiha svømmede godt nok ikke med kæmpehajer, men det er alligevel pænt imponerende: Hej haj! Til gengæld har hun ikke behov for nærkontakt med frøer.

- Jeg er ikke så glad for frøer. Jeg er bange for at træde på dem. For de sidder bare der, og man ved ikke, om de lige springer frem eller tilbage. Jeg er mere end en gang hoppet op på ryggen af en eller anden, hvis vi skulle igennem en våd skov, og der har været frøer: "Fint nok, du skal bare lige bære mig, ellers kommer det her ikke til at ske!". Der er vildt mange ting, jeg er bange for. Nej, det er løgn. Selvfølgelig er der ting, jeg er bange for, men jeg gider ikke bruge mit liv på at være bange. Så hvis der er noget, jeg er bange for, er det da det, vi skal arbejde på! Jeg ER da vildt bange for hajer, men jeg synes også de er fascinerende, og jeg har en drøm om at svømme med store hajer. Jeg skal nok lige være nedsænket i et bur. Jeg har en veninde, der har gjort det. Det er jo det vildeste. Hvis jeg kan gøre det, så kan jeg gøre alt. Sådan føles det.

Der var også dengang, Nabiha rejste alene til Australien. Hun var 18 år og havde besluttet at udfordre sit besværlige forhold til højder. Så hun sprang i faldskærm: Et tandemspring fra 10.000 fods højde.

- Jeg var egentlig rimeligt rolig. Man er 18 år, man er bare udødelig, ikke? Jeg glædede mig bare til at springe, så jeg kunne få det levet ud. Og det VAR vildt fedt. Det betyder ikke, at jeg kaster mig hovedkulds ud i alle mulige sindssyge ting, men man kan jo godt skubbe grænserne lidt.

Læs også, hvorfor Nabiha synes, det er sundt at være alene

Læs også