Sara Omar: "Jeg risikerer mit liv, jeg kan gå ud på gaden lige efter det her interview og blive skudt i hovedet"

Sara Omar om sin bog "Dødevaskeren"

Danmarks modigste kvinde sidder i mit køkken. ”Kan vi tænde stearinlysene?”, spørger hun og kigger på de fem lys på bordet. Det kan vi. Så skriver hun en dedikation til mig i sin bog ”Dødevaskeren”. Der står: ”Vil du huske at tænde et lys, dér hvor lyset kan tændes?”. Det lover jeg. Så starter vi. Langsomt. Sara Omar vejer sine ord på en guldvægt. Der er meget på spil.

Med sin debutroman hudfletter hun kvindesynet i de konservative muslimske samfund. Hun kalder til kamp. Sara er nu under politibeskyttelse. Hun risikerer sit liv med den bog.

”Dødevaskeren” handler om den lille pige Frmesk, der vokser op i den kurdiske del af det krigshærgede Irak i slutningen af 1980’erne. Frmesks mormor Gawhar er dødevasker – hun vasker døde muslimske kvinder, som ingen vil kendes ved, fordi de er faldet i unåde. Frmesks morfar er ikke muslim, men er underlagt de rigide religiøse regler, selv om han slår sig lidt i tøjret. Frmesk bor hos de to kærlige bedsteforældre, fordi hun er en skrøbelig lille pige – hendes far ville have en dreng, og tilmed er hun født med en tot ildevarslende lyst hår midt i det mørke. Igennem Frmesk, som fra ganske lille udsættes for fysiske og psykiske overgreb, beskriver Sara Omar et ekstremt voldeligt, undertrykkende og incestuøst muslimsk samfund, hvor kvinder ikke har værdi, og mænd kan gøre med dem, hvad de vil. Kapitlerne veksler mellem barndommen og nutiden, hvor den voksne Frmesk sidder i sin sygeseng på et dansk hospital og skriver sin historie, vel vidende, at hun ikke er sikker nogen steder i verden.

Hvad der er fiktion, og hvad der er Saras eget liv i ”Dødevaskeren” får vi ikke at vide. Hun lægger røgslør ud af sikkerhedshensyn. I de samfund, Sara beskriver, har hun gjort det værste, man kan gøre: Hun har hængt det snavsede undertøj til tørre. Sara afdækker, hvad der foregår, når rigid religion hersker over mennesker, og mænd og drenge hersker over kvinder og piger. Og i den forbindelse: Nej, det foregår ikke kun i muslimske lande. Det foregår også i Danmark.

Og Sara har taget den ultimative mønsterbrydningsrejse.

Missionen

Jeg ved om Sara, at hun er født i den kurdiske del af Irak i 1986. At Saddam Husseins krigeriske angreb på den kurdiske befolkning betød, at hun havnede i Europa. At hun har været muslimsk gift. At hun kom til Danmark i 2001. At hun læser statskundskab, lige har afleveret sin bachelor og har fået et 10-tal. At der er sket ting i hendes liv, som intet menneske burde udsættes for – under hele samtalen sidder hun på en pude, fordi det er ubehageligt uden. Og jeg ved, at hun har skrevet ”Dødevaskeren” for at åbne resten af verdens øjne for, at den undertrykkelse og de overgreb, hun har oplevet i en rigid religion, ikke er et særtilfælde.

Hvordan har du det?

– Det har været en spændende, hektisk og også livsbekræftende oplevelse. At … blive taget så godt imod. Mærke al den kærlighed, som jeg i bund og grund aldrig troede, jeg havde fortjent. Fordi jeg hele livet har fået at vide, at jeg ikke er noget værd.

Hvem har fortalt dig det?

– Det muslimske samfund, jeg kommer fra.

Hvorfor var du ikke noget værd?

– Fordi jeg er kvinde, fordi jeg er hunkøn, fordi jeg ikke er født som dreng.

Når man læser ”Dødevaskeren”, får man en kuldegysende fornemmelse af, HVOR meget religionen styrer i konservative muslimske samfund.

– Det er et fængsel. Undertrykkelsen er så grundigt indarbejdet i opdragelsen og de sociale regler, at man bare accepterer, at det er sådan, det er.

Jeg har indtryk af, at meget i islam handler om sex og magt?

– Altså … man kan finde gode ting i Koranen, man kan også finde mindre gode ting, og så kan man finde ting, som er helt uacceptable og slet ikke burde være der. Jeg er født og opvokset i det sydlige Kurdistan, som er det nordlige Irak. Men jeg har også boet i andre muslimske lande, hvor jeg har været på flugt, og i de lande har jeg mødt fuldstændig den samme undertrykkende måde at behandle kvinder og pigebørn på. Den samme politiske religiøse ideologi har … styret og kontrolleret de forskellige institutioner i de forskellige samfund, jeg har levet i. Man kan sige, at religionen islam er opstået for at kunne kontrollere. Og den kontrol kan mændene RIGTIG, RIGTIG godt lide. Mændene bruger Koranen som en slags frygtvåben over for kvinder: Du kommer i Helvede. Allah vil vælge dig fra. Du bliver udstødt. Jeg slår dig ihjel. Altså hele tiden trusler, trusler, trusler.

LÆS OGSÅ: Christina Rosendahl: "Jeg er vokset op i en familie med rigtig meget vold"

Menneskerettigheder

Sara kom til Danmark i 2001. Da var hun 15 år.

Du taler fremragende dansk?

– Jeg har kæmpet. Jeg har lånt på biblioteket, jeg har været på nettet og har fundet alverdens e-bøger, jeg har prøvet at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Jeg har læst samtlige punkter i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, og jeg har tænkt: Når der står, at det er universalt gældende, at man ikke må lave forskelsbehandling på køn og race og hudfarve og etnicitet og religiøs baggrund, hvorfor er det så lige, det ikke gælder for mig? Det gælder ikke for mig, og det gælder ikke for rigtig mange af de tavse stemmer, som jeg kæmper for. Der er ingen, der kæmper for det her, fordi man er så bange – fordi frygten er større end sandheden. Det er en forkert måde at gå til livet på.

Hvordan har den muslimske verden reageret på bogen?

– Jeg bliver svinet til. Fordi de ting, jeg kommer ud med i bogen, er tabubelagte. Det er det mørkeste af det mørke, jeg kommer med. Og man vil helst ikke tabe ansigt, man vil ikke plettes, omverdenen skal ikke vide, hvad vi muslimer finder os i og lever med. Jeg har modtaget … noget kærlighed fra kvindernes side. Men jeg har også modtaget modbydelige kommentarer og beskeder fra især mandschauvinistiske sider af det muslimske samfund. Og nyheden om min bog er nået ud over Danmarks grænser. I nogle af de muslimske lande, især i Kurdistan, har de snakket om min bog og om den velkomst, den har fået her i landet. Sjovt nok er nogle af dem, som er imod bogen, kvinderne selv. Fordi det er for pinligt.

Det handler kun om pinlighed?

– Sådan begrunder de det, men det er i virkeligheden ikke det, det handler om. Det handler om, at de vil beskytte det samfund, de lever i. Også fordi det er det eneste, de kender til. Det handler om uvidenhed og frygt. Nogle af dem har aldrig været uden for det land eller den landsby, de bor i. De ved ikke, hvad der findes udenfor, de ved ikke noget om rettigheder, eller hvad det vil sige at være et frit tænkende menneske.

Hvordan blev du selv det?

– Jeg blev et frit tænkende menneske efter … flere selvmordsforsøg. Og dem vil jeg faktisk gerne have fokus på. Jeg havde … givet op. Jeg havde ikke håb. Jeg var bare en skygge, en levende død.

Hvorfor var du det?

– Det var jeg, fordi jeg var et produkt af en undertrykkelse, som ingen mennesker fortjener at blive udsat for. Jeg har ikke oplevet andet end svigt. Jeg har ikke oplevet andet end ødelæggelse. Jeg har ikke oplevet andet end at blive set ned på og blive behandlet dårligt.

Helt tilbage i barndommen?

– Igennem hele mit liv. Indtil for to år siden, hvor jeg efter det sidste selvmordsforsøg var på psykiatrisk afdeling, og det var, som om der var noget, der hviskede i mit øre: ”Du er stærk. Du kan godt”. For mig er det at være forfatter ikke en drøm, det er et kald. Det er en pligt. Det er en mission. Jeg gør ikke det her for at tjene penge.

Og hvis du havde begået selvmord – så havde undertrykkerne vundet?

– Præcis. I dag sidder jeg her, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at det aldrig lykkedes mig at begå selvmord, selv om jeg gik virkelig hårdt til den på flere forskellige måder. Men det slog fejl hver gang, det var, som om der stod en engel ved siden af mig og fik mig til at ramme skævt …

Hvad var det, du voksede op i?

– Et helvede. Men det vil jeg ikke komme ind på nu.

Men jeg kan se på dig, at nogen har gjort dig ondt?

– … ja, og det bærer jeg med mig.

I hele dit liv har nogen gjort grimme ting ved dig?

– Jeg har det … rigtig svært med fysisk kontakt med andre mennesker. Jeg vil aldrig kunne indlede et kærlighedsforhold. Jeg kan ikke … og det er ikke, fordi jeg er et svagt menneske, det er, fordi jeg har traumer med mig, som … jeg falder tilbage i, der bliver revet løs, der bliver skubbet til. Og det er ikke det menneske, jeg møder, som er grunden til det. Det er simpelthen, fordi noget i mig er gået i stykker. Men på trods af det så kæmper jeg. På trods af det så er jeg et stærkt menneske. Og på trods af det … så stiller jeg mig frem. Jeg vil være frontløberen. Jeg vil gerne forandre verden med min bog og mine budskaber og mine ord, som jeg har nedfældet fra sygesengen i de seneste to år af mit liv, hvor jeg bare har været indlagt og været syg.

Hvordan har du været syg?

– Det er ikke naturligt opstået sygdom, det er påført. En hel masse operationer. Ingen af dem har været, fordi min krop selv blev syg. De sygdomme har været menneskeskabte. De har været påført … Det er så de skader, jeg tager med mig resten af livet, men det er også de skader, der giver mig styrke, hver gang jeg kigger på dem, hver gang … de gør mig ondt, hver gang jeg bliver mindet om dem, og hver gang der bliver skåret i mig på grund af dem.

Hvem har givet dig de skader?

– Det har jeg ikke lyst til at komme ind på.

Beslutningen

Sara har læst jura.

– Men jeg færdiggjorde ikke studiet af mange forskellige grunde, og mest af alt fordi jeg ikke måtte.

For ham, du var gift med?

– Ja …

At hun i dag lever alene, er against all odds.

– Det var en KAMP. Jeg kan sige så meget, at jeg tog en beslutning, som INGEN støttede mig i.

Hun befandt sig ”et sted i Europa”, da det skete.

– Dér tog jeg en beslutning om, at jeg skulle være en fri kvinde. Jeg kunne se, at jeg fortjente bedre end … et ægteskab, jeg ikke eksisterede i, hvor ingenting handlede om mig, hvor jeg bare var en skygge, der … boede i det hjem, jeg ikke engang måtte kalde mit.

Det måtte du ikke?

– Nej. For som muslimsk kvinde i nogle konservative miljøer har du ikke ret til at besidde noget. Hverken din egen overbevisning, dine holdninger og tanker eller de fysiske ting, der findes rundt omkring dig. Ingenting tilhører dig. Selv ikke dine børn. Når du føder dem i Mellemøsten og i rigtig mange andre muslimske lande, har du ingen rettigheder i forhold til dine børn. Og hvis du bliver skilt – fordi din mand har ønsket det – så er det ham og din svigerfamilie, der får dine børn.

Du har ikke fået børn?

– … jeg er mor til en død datter.

Hvornår?

– … det er nogle år siden …

Sara vil umiddelbart ikke sige mere, så vi taler lige om noget andet.

Hvad så du i det danske samfund, da du ankom hertil?

– Da jeg kom til Danmark, var det første, jeg lagde mærke til, at piger måtte cykle. Og jeg har jo set, hvordan piger blev behandlet, når de cyklede i mit hjemland …

Nu afslører vi noget fra romanen, men det er fra begyndelsen, så det går nok: En ung kurdisk pige har cyklet i Zamwa i Kurdistan og har pludselig en blodplet bag på tøjet. Det bringer så stor skam over hendes familie, at hendes far henter en kniv og skærer først hendes tunge ud og så hendes ører af for øjnene af en ophidset hob.

Det er en meget voldsom historie med den pige?

– Ja. Det er min barndomsveninde …

Så du det?

– Jeg har … overværet det. Jeg har oplevet det … Åh …

Sara græder, og jeg henter et stykke toiletpapir, det eneste, jeg lige kan finde i skyndingen, og Sara sidder helt stille med store, tunge tårer, der glider ned ad begge kinder og drypper ned på bordpladen, da jeg kommer tilbage, og hun har besluttet sig for at sige noget mere:

– Når jeg siger, jeg er mor til en død datter, så mener jeg mor til en dræbt datter. Så vil jeg ikke komme mere ind på det … men havde hun været en dreng, så havde hun levet i dag …

Man håber så, at ankomsten til Europa har rummet en slags nødudgang for Sara, men:

– Mens jeg har været i Europa, har jeg banket på rigtig, rigtig mange døre. Ingen af dem blev åbnet. Derfor tog jeg sagen i egen hånd. Jeg vidste inde i mig selv, at min stemme kunne vække en genklang, som ingen andre turde vække.

LÆS OGSÅ: Geo lettet over sin fars død: "Jeg var bange for, at han ville skade min datter"

Tørklædeforbud

Timeout. Lad os lige kigge lidt på os selv. Sara siger, at vi herhjemme har en højrefløj, der godt nok påpeger problemerne, men kun for at problematisere, at muslimerne overhovedet er her. Og en velmenende og berøringsangst venstrefløj, der er bange for at blive kaldt racister og islamofober. Og så har vi en fuldstændig mislykket integration.

– Den vil aldrig lykkes, før vi i fællesskab tør sætte os ind i, hvorfor tingene er, som de er i de muslimske samfund. Det kræver mod til at handle og forandre.

Skal vi f.eks. forbyde tørklæder?

– Undskyld, men hvorfor er det lige, en kvinde skal dække sig til? Når kvinderne sidder sammen i enrum, så tager de deres tørklæder af, men så snart en mand træder ind i rummet, er det på med tørklædet igen. Hvorfor? Det ér undertrykkelse, at kvinderne skal have tørklæde på.

– Det hele handler i bund og grund om sex. Det handler i bund og grund om … kusse og pik. Fordi manden – kan ikke styre sig, kan ikke beherske sig, han har ikke lært det, for de muslimske samfund giver ham ikke redskaberne. En mand kan til enhver tid gøre, hvad han vil med en kvinde, for det har han fået lov til, fordi Koranen siger det: Kvinderne er hans pløjejord, han kan bare gå til dem, som han vil. Det er legalisering af undertrykkelse og vold og voldtægt. Og den mulighed har mændene sandelig taget godt til sig.

Sharia

Nu lever vi jo i et dansk demokrati, hvor muslimsk sharialov ikke gælder, siger jeg, men Sara siger:

– Vi går rundt og tror, sharia ingen indflydelse har. At islamiske love og lovtekster ingen indflydelse har. Det passer ikke. Når en muslimsk kvinde skal giftes med en muslimsk mand, skal de vies af en imam og have en vielsesattest af den imam. Så sørger manden godt nok også for, at de får en vielsesattest på rådhuset som et signal over for det danske samfund, men det er et ubetydeligt stykke papir, som kan skylles ud i toilettet, for i sidste ende er det islamiske love, regler og lovtekster, der gælder. At blive skilt er rigtig rigtig svært for en kvinde. Du skal skilles efter de islamiske regler og lovtekster. Også i Danmark. Din mand skal tre gange sige: ”Talaq” – det betyder ”skilt”. Dine familiemedlemmer skal have accepteret det, og der skal være vidner til stede. Hvordan kan du som kvinde gennemføre det, når mændene i deres kultur er imod en kvindes ret til at være selvstændig og til at være et frit tænkende individ?

– Den dialog, vi to har lige nu, handler om de familier, som stadig lever i troens fængsel, som jeg kalder det. Vi har også muslimer, som faktisk har formået at bryde ud, men det er som regel enkeltpersoner, og det ville være rarere, hvis det var hele familien, der havde formået at gøre det sammen, så ingen blev det sorte får. Men hold da op, hvor er det også skønt at være det sorte får, som jeg er det. Og få sat en bevægelse i gang. Vi har virkelig brug for, at flere af de mennesker, der lever i troens fængsel, får muligheden for at komme frem i lyset og sige: Jeg vil ikke finde mig i det.

Hvad skal vi andre gøre?

– Vi skal f.eks. turde opfordre kvinderne til at fortælle, hvad de går rundt med. Vi har rigtig mange voldssager, som aldrig kommer videre, fordi kvinderne simpelthen ikke tør. De har heller ikke familiens opbakning, så i sidste ende bliver de sendt hjem til de mænd, der undertrykker dem. Den voldscirkel bliver ved. Og det vil fortsætte med at koste samfundet ressourcer. Voldtægtscentrene rundtom i landet får sager, hvor de muslimske kvinder siger: ”Gerningsmanden har truet mig med, at han vil plette mit ry, han vil snakke om mig som en uærbar kvinde, og han vil få min familie til at slå mig ihjel. Derfor vil jeg ikke anmelde ham”. Det sker, og vi er simpelthen nødt til at tage det alvorligt.

Overlevelse

Hvilke omkostninger får det for dig at skrive ”Dødevaskeren”?

– Det koster måske mit liv, jeg risikerer mit liv, jeg kan gå ud på gaden lige efter det her interview og blive skudt i hovedet. Eller stukket ned.

Er der nogen, der passer på dig?

– Ja, jeg er under politibeskyttelse. Myndighederne passer godt på mig, og jeg har et forlag, der har taget virkelig godt imod mig.

Har du mareridt om natten?

– Jeg sover ikke. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet. Jeg hviler mig. Og så falder jeg ned i et mareridt. Nogle gange holder jeg mig vågen med vilje. Men jeg er jo kunstner, så jeg skriver på mine mareridt. Det er min overlevelse. Det er takket være mine ord, jeg har valgt at overleve. Uden mine ord er jeg ingenting. Det er derfor, jeg tror på, at vi kan forandre igennem ordets kraft. Se, hvor meget det danske samfund snakker om min bog, det er, fordi ord har MAGT. Muslimske mænd undertrykker kvinder og begrunder det med, at Koranen giver dem lov til det. Hvis vi muslimske kvinder med ordets magt bliver voldtaget af muslimske mænd, hvis vi med ordets magt bliver undertrykt af dem, så kan vi også med ordets magt få frihed og ligestilling og kæmpe for vores rettigheder. Det kan vi kvinder kun gøre for os selv, vi skal ikke regne med, at mændene gør det frivilligt. Oprøret skal komme fra kvinderne selv. Vi skal indse, at vores eneste mulighed er at være stærke.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst fik fjernet sit ene bryst: "Min kvindelighed har aldrig siddet dér"

Sara Omar, 31 år, forfatter, studerer statskundskab, kom til Danmark i 2001.

Aktuel med romanen ”Dødevaskeren” – et kuldegysende indblik i kvinders liv i stærkt religiøse muslimske kredse. Anmeldelserne er overstrømmende, og bogen er foreløbig solgt til Norge.