Signe Lindkvist: "Jeg blev tit valgt fra, fordi jeg ikke var lækker nok"

Hvad er det nu for en uddannelse, du har, Signe? – INGEN! Hvad beviser det? – Det er et dejligt levende eksempel på, at uddannelse er rigtig fint, hvis man har et formål med det, men hvis man har et talent og er god til at bruge det, er det også en mulighed.

Talent. Det er det, vi skal tale om. En solskinsfyldt formiddag på Østerbro, før efterårets melankoli sætter ind: kunsten at finde ud af, hvad man er bedst til. Og så gå efter det, også selv om det indebærer, at man vælger den slagne vej fra og livets mere usikre skole til. Som Signe, der bare aldrig nåede at tage den HF efter 10. klasse. Hun var 16 år, da hun begyndte at freelance for DR, og da kanalen tilbød hende fastansættelse, stillede hun skoletasken fra sig og så sig ikke tilbage. I 2011 sagde Signe efter et par årtier farvel til DR for at lave sin egen mediebranche-butik og genopfinde sig selv – hun var med andre ord ”træt af”, at djøferne efter hendes mening var kommet til at fylde for meget og tv-substansen for lidt i DR. Nu er hun 45 og lever til sin egen store begejstring af cirkus, gøgl, podcasts og alt muligt andet. F.eks. dommerrollen i TV 2’s ”Danmark har talent”. Signe er et godt dommervalg. Hun ved, hvad det kræver at finde og insistere på sit talent. Derfor skal man nu ikke forvente, at de håbefulde deltagere bliver strøget med håret. – Jeg gør mig meget umage med at være den ærlige. Også når jeg skal være den hårde. Der er så mange mennesker, som i dag tror, de er Guds gave til underholdningsbranchen. Eller som er vokset op med forældre, der synes, at deres lille barn simpelthen er den nye Mariah Carey. Og selvfølgelig er sådan et fjernsynsprograms fineste opgave at underholde og lave skæg og ballade, men det er det saftsuseme også at kalde en spade for en spade – når der kommer en, der ikke kan noget som helst, så sige det, som det er. Under castingprocesserne har jeg mærket, at det ikke altid bliver modtaget lige godt. Der er nogen, der synes, man er en kæmpe idiot, og folk, der bryder grædende sammen. Der må man tage det sure med det søde. Jeg synes, det er ens pligt som menneske at opføre sig ordentligt og ikke sige: ”Aiih, det var rigtig fint, lille søde pige” – uden en tone i livet … For det er simpelthen at give folk falske forhåbninger. LÆS OGSÅ: Boligreportage: Jul hos Signe Lindkvist

LIVSDUELIGHED

Signe voksede op i et keramisk kvindekollektiv. Hendes mor og to andre kvinder besluttede sig simpelthen for at rykke sammen om deres kunst. Signe har sin opfattelse af talent som en absolut nødvendig livsingrediens med sig fra barndommen. For det var hendes mors talent, der var familiens livsgrundlag. – I hele min barndom levede vi af min mors talent. På den måde har jeg altid været ekstremt opmærksom på, at talent i virkeligheden er nøglen til lykke. For min mor sagde altid: ”Det er ligegyldigt, hvad du går op i, Signe, bare du går op i noget, og det er ligegyldigt hvad du er god til, bare du er god til noget.” Så det med at finde ud af, hvad man er god til og så dyrke det og glædes ved det, synes jeg, er en af de største nøgler til det gode liv. Fordi det er fedt at være god til noget. Det er for mig i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt, om det er at synge, dyrke solbær, male malerier eller være en vanvittig god mor. Jeg synes bare, det er en kæmpe gave at finde ud af, at man kan noget. Vi levede meget tydeligt af min mors talent. Når hun lavede en ny glasur, som var en succes, kom der flere penge i kassen. Når hun opfandt en ny modellerteknik og lavede et nyt stel, som gik godt, kom der flere penge i kassen. For mig var det helt målbart, at når det gik godt med keramiksalget, var der flere ferier, vi kom mere ud at spise, vi fik meget mere kød og ikke så meget porre med ost. Og i de perioder, hvor det gik dårligt med min mors talent, var der rigtig meget porre med ost og ikke særlig meget nyt tøj og ikke særlig mange sommerferier. Hun ville være stolt af dig? – Ja, det tror jeg faktisk, hun ville. Hun var aldrig specielt begejstret for, at jeg valgte noget så overfladisk og idiotisk som fjernsynsverdenen. Jeg er opdraget i et hjem uden fjernsyn. Min mor syntes, at fjernsyn var noget amerikansk propagandapis. Men en af de ting, jeg tror, min mor ville være mest stolt af, er, at jeg har fundet min hylde, for det kan sgu godt være svært. Efter jeg selv er blevet mor, kan jeg se, at det er noget af det, man kan bekymre sig om, fordi jeg synes, det så meget er kimen til en lykke. Og det er det sværeste valg, man skal tage i livet, synes jeg. Men jeg tror rigtig meget på den gave, min mor gav mig: Hun pressede mig aldrig. Det kan godt være, at hun ikke havde det helt sådan indeni, men hun forsøgte altid at skabe en ramme for mig, der hed: Det er ligegyldigt, hvad du bliver. Hvis du finder ud af, at du bliver lykkelig som kassedame i Netto, er det det, du skal gå efter. Hun var ikke ambitiøs på mine vegne, det handlede ikke om status eller økonomi, det var ligegyldigt, bare jeg var glad. Jeg havde en meget stærk mor, som egentlig ikke havde behov for det klassiske liv, som kvinderne ellers levede det i 1970’erne, da jeg blev født: parcelhus, en mand, en Volvo, en carport og to børn.

UPRÆTENTIØS

Okay, Signe. Dér sidder vi så. Godt nok i en bohêmet cirkusvogn, som hun har købt af Cirkus Dannebrog og placeret i bunden af baghaven. Men fra den har vi udsigt til en stor charmerende gammel kasse af et hus fra 1950’erne – med havudsigt. Det er her, hun bor sammen med sin kæreste Mads Ulrik Holmstrup, deres tilsammen tre døtre og en langhåret kat med ret lille hoved. Nu har du næsten det klassiske liv alligevel? – Ja ja … Men livsduelighed handler jo også om at være et sted, hvor man godt kan lide at være. I min verden er det gode liv lige præcis et liv som det her: at sidde på trappen til sin cirkusvogn med sin lille dumme kat ved siden af og kigge på solen, der kommer ned igennem et birketræ, og egentlig ikke have specielt store krav til meget andet end det. Jeg er i virkeligheden ekstremt umaterialistisk. Jeg har ikke behov for dyre mærkevaretasker, nyt dyrt tøj, dyre køkkenmaskiner eller skønhedsbehandlinger. Jeg er lidt simple living-agtig. Vi har heller ikke bil, kun cykler. Så Signe bor i en fed kasse, men den skal ikke være fyldt med fede, dyre ting. Hun vil have ting med historie, noget, hun har arvet, klunset sig til eller slæbt hjem fra en ferie. – Hellere det end noget, jeg har set i et boligblad. Og hvis kassen havde været hvidpudset og haft blanke teglsten, havde jeg ikke kunnet holde ud at bo her. Jeg trives bedst i det uprætentiøse. Det er noget med den arv, man har hjemmefra. Jeg bryder mig ikke om blær. Jeg synes, det er pinligt at køre i en stor bil, det er pinligt, hvis det hele lugter af penge. Det er noget af det mest kedelige i denne verden. Jeg kan bedre lide, at det lugter af sjæl og begejstring og kærlighed og tid og omhyggelighed. For mig handler det hele om at skabe et liv rundt om mig selv, som jeg trives i.

RUDEKUVERTER

Signe siger, hun ikke er ramt af tidens mest udbredte virus: perfektions-sygen. Det kan hun sagtens sige, for det er helt gratis, og holder det overhovedet i virkeligheden, tænker du måske. Men så kom lige med ud på hendes toilet. Hun har glemt at købe wc-papir, holderen er tom. Til gengæld ligger der en stak nydelige turkisgrønne middagsservietter på toilethylden. – Jeg har været oppe klokken syv i morges og male min kærestes barns værelse – jeg har stadig lidt hvid maling på neglene. Jeg har konsekvent også altid huller på strømperne. Jeg vil have et uopstyltet liv, som ikke er svært for mig at leve op til. Hun gider heller ikke rense makeuppen af, før hun går i seng. Og ansigtshuden er da ikke faldet af endnu … Og hun husker at gå nøgen rundt derhjemme og sige: ”Ja, se hvor flotte gamle, mine bryster er blevet.” Fordi husets døtre – hendes egen på 14 og hendes kærestes på 14 og 10 – i en overfladebehandlet tid har godt af at se, hvordan virkeligheden ser ud, når man er 45 og har både født og ammet. Hvad ville du virkelig ønske, du havde talent for? – Åh, jeg ville virkelig ønske, at jeg havde talent for økonomi, så jeg var blevet skide rig! Ha ha ha. Why am I not surprised … – Jamen det er så uendelig kedeligt, og jeg er kronisk angst for rudekuverter og breve fra skattevæsenet. Jeg betaler da min skat med glæde og føler på den måde, at jeg har nogenlunde styr på det, og jeg har altid levet af mig selv, jeg har aldrig været arbejdsløs eller på Sjasen, eller hvad det hedder. Men økonomi … interesserer mig ikke. Men man kan jo ikke være god til det hele. Og jeg er meget glad og tilfreds, jeg har fået mig et liv, hvor jeg har det godt, og hvor det går mig godt. Jeg er ikke i krise omkring min alder eller om at være ung med de unge. Jeg er ikke i krise over at have fået rynker eller over, at mine bryster og min røv hænger lavere, end de gjorde for 20 år siden. Mange af særligt mine kvindelige kolleger lider under nogle af de ting. Man kan se deres krise i forhold til den måde, de klæder sig, og alt det skidterras af svinefedt og silikone, de putter i ansigtet, og alle mulige andre steder, og hvor meget de forsøger at male et billede af sig selv på de sociale medier ved hjælp af retouchering. Som mit barn plejer at sige: De ligner jo nogen fra Rusland alle sammen. Fordi de skal have tykke kindben og eyebrows on fleek. On fleek? – Det er de der helt skarpe, firkantede og meget kraftigt optegnede øjenbryn. Har min teenagedatter lært mig. Eller når folk laver den der contour-sminke, hvor de skygger sig ind med highlighter her og mørke skygger der. I min verden kommer det til at se ud, som om man har regnbueis på kinderne. Jane Fonda sagde på et tidspunkt, hvor hun sad og var blevet bobbet helt op i ansigtet: ”Jeg er så ked af, at jeg ikke havde selvtillid nok til bare at lade mig blive gammel.” Jeg er selv enormt glad for, at jeg overhovedet ikke er bange for at blive gammel. I dag er det per definition sådan, at hvis man skal være flot – så er man også ung. Det synes jeg ikke. Den lækreste dame i Danmark er ubestridt Gunn-Britt. Hun er altid så pivlækker. Har du oplevet at blive ked af kritik? – Altså særlig i mine yngre år, da jeg ligesom levede af at være tv-vært. Når jeg havde været til casting eller en samtale om noget arbejde, blev jeg tit valgt fra, fordi jeg ikke var lækker nok. Hvad? Hvordan ved du det? – Jamen det får man jo at vide. Får man dét at vide? – Ja. De siger f.eks.: ”Det var en skideskøn casting, og du er pissedygtig, og det var superfedt, men vi bliver simpelthen nødt til at have en, der er mere sexet.” Eller: ”Vi bliver nødt til at have en, der er mere velegnet til gallakjoler.” Eller: ”Vi skal have en, som er tyndere.” Eller: ”Vi skal have en, som er mere attraktiv.” Og ... det var selvfølgelig en kritik, der var svær at forholde sig til. Jeg er halvanden meter. Jeg kan godt gå på slankekur og tabe mig endnu mere, men jeg er stadig født med det, der hedder en ekstremt formet krop. Så skulle jeg have opereret mine bryster mindre eller forsøge at få opereret mine ben længere. Det hele lyder temmelig sårende, ikke? Signe siger: – Jamen det var det da også. Til gengæld var det også noget af det, der gav mig et spark i røven: Godt, så! Hvis jeg ikke kan være den lækre, hvad kan jeg så være? Det gjorde mig helt klart bedre til at sige: Nå, men så kan jeg blive den sjove eller den kloge. Og jeg er glad for, at jeg ikke fik en karriere som hende den lækre tv-vært, der altid stod ved siden af ham den kloge mand. For så havde jeg nok haft en stor livskrise i dag. Det er en sygdom, der stadig er i dansk fjernsyn: Der er meget få kvindelige værter, som ikke er valgt på grund af deres udseende. Og det er et EKSTREMT gammeldags kvindebillede, hvis du spørger mig. Selvfølgelig er det mere udtalt i min branche, altså i underholdningsbranchen, end det er på TV 2 News, hvor det er nemmere at være hardcore kvindelig journalist, der ikke er valgt på udseendet. Men statistisk set – det er svært som kvinde i dag at være tv-vært, hvis man ikke er lækker. LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist i ugebladet SØNDAG: "Jeg prøver altid at bevare den store ja-hat"

TÆSK

Signe er gladere for sig selv nu, end da hun var i 20’erne. – Dengang var jeg meget mere usikker på alting. Om jeg gjorde det godt nok. Om det, jeg lavede, var noget, folk kunne lide. Om folk syntes, jeg var for tyk eller for tynd eller for fjollet eller for larmende eller klog nok eller en dum blondine. Om det skulle gå mig godt, om jeg klarede den. Den usikkerhed har jeg slet ikke i dag. Jeg kan være bekymret for mine børn, for min kat og for, om sneglene kommer tilbage og æder mine lupiner. Når livet har været svært – har du været god til at tackle det? – Ment på den lidt morbide måde, så tror jeg, at jeg har mere erfaring med de svære øjeblikke end gennemsnittet. På grund af min mors død og min fars død og skilsmisser, og altså ... jeg har mistet fire af mine virkelig tætte venner allerede nu, hvor jeg er 45 år. Plus at jeg har mistet begge mine forældre og alle mine bedsteforældre. Jeg tror ikke, jeg har fået hårdere slag i livet end alle mulige andre, jeg har bare fået dem tidligere, og de er kommet lidt mere i rap. At få så mange tæsk tidligt i livet gør, at jeg har oparbejdet et nødberedskab. Jeg er blevet bedre til at få mig selv repareret for at kunne komme videre. På en eller anden måde er jeg blevet god til at se i øjnene: Nu er du gået i stykker, nu er livet noget rigtig lort. Nu bliver du nødt til at få det fixet. Psykolog? – Ja, jeg går kæmpe meget til psykolog. Og fixer det selv. Og tager på store tudeture for at få lortet ud. Jeg gør ALT tænkeligt muligt. Jeg er aldrig for fin til at bede om hjælp eller indrømme, at det her er så meget lort, at jeg ikke kan klare det alene. Jeg tror, at jeg gjorde den erfaring ret bittert, da jeg var i starten af 20’erne, og min mor døde.

RUNDSAVE

Signe og hendes søskende tog den svære og reelt ulovlige beslutning at hjælpe deres mor med at forlade denne verden – en ”livsudfrielse”. Hun havde Parkinsons. Den historie inspirerede til filmen ”Stille hjerte” og kommer næste år i en amerikansk udgave med Kate Winslet i rollen som Signe. I søskende hjalp hende til det? – Ja. Og det er klart, at den hardcore debut i livets alvorligheder har gjort mig ... mere rutineret i de svære øjeblikke. Så jeg er ikke så bange for dem. Jeg ved, de kommer, og jeg ved, de kommer hele tiden. Det er bare noget med at tage arbejdshandskerne på og huske telefonnumrene på dem, der er gode til at få en på ret køl igen. Mads er en af dem. Han er fire år yngre end hende, hvilket dengang fik nogle medier til at kalde ham hendes ”unge kæreste”. Vi gætter på, at Signe næppe var blevet kaldt den ”unge kæreste”, hvis det havde været hende, der var yngst … Har du talent for kærlighed? – Jeg tror, at jeg med årene er blevet en god kæreste. Jeg tror ikke, at jeg havde det talent, hverken da jeg var ung eller tidligt voksen. Det handler også rigtig meget om at have kærlighed til sig selv og tro på sig selv. Jeg har ved Gud været meget rastløs, rodløs og søgende, qua at jeg som 17-årig og halvanden meter høj sagde: Jeg satser på, at jeg godt kan bidrage i dansk showbizz, uden at jeg har nogen uddannelse, og det tror jeg nok, at jeg skal klare. Det kræver et vist antal store rundsave på albuerne og en tyrkertro på sig selv. Man bliver NØDT til at stramme balderne. Men det har en omkostning: – I mange år har jeg gjort mig hård og utilnærmelig og sådan lidt barsk og bidsk, og det er ikke nødvendigvis særlig befordrende for et parforhold. Jeg tror, jeg er blevet mildere og roligere med årene. Det har også gjort, at jeg har nemmere ved at blive elsket, jeg har nemmere ved at give mig hen. – Jeg har nemmere ved at vise mine svage og skrøbelige sider. Og så bliver al kærlighed nemmere. Signe Lindkvist, 45 år, glad selvstændig i mediebranchen efter mange år i DR, mor til Karla My på 14, bor sammen med Mads Ulrik Holmstrup, der er direktør for produktionsselskabet Mastiff og har to døtre på 14 og 10 fra et tidligere forhold. Er ny dommer i TV 2s ”Danmark har talent”.