Søren Malling: "Vi lever i en tid, hvor vi glemmer at leve"

Søren Malling om lyst

På mange måder er vi i dag blevet for korrekte i vores måde at leve på. I hvert fald, hvis man spørger Søren Malling. Han føler, at vi i dag italesætter stort set alt som værende rigtigt eller forkert, og at det på en mærkelig måde er blevet sort-hvidt. Og derfor er det måske meget passende, at han i filmen "Gud taler ud" spiller en mand, der røg, drak og levede, som det passede ham.

– Personligt synes jeg, vi lever i en tid, hvor vi glemmer at leve. I den forstand at vi skal slå op i en bog, før vi nu også føler os sikre på, at det er det rigtige, vi gør – fordi nogle eksperter har sagt det. Informationssamfundet har oplyst os i en sådan grad, at vi nogle gange næsten ikke ved, hvad vi skal gøre. Dengang vidste vi for eksempel ikke, i hvor høj grad det var skadeligt at drikke. Eller ryge.

Man lavede efter lyst

Søren Malling spiller hovedrollen i den nye film ”Gud taler ud”, baseret på Jens Blendstrups selvbiografiske roman af samme navn. Her spiller han instruktøren Jens Blendstrups far, Uffe Blendstrup, en øldrikkende, storrygende, superpatriarkalsk, evigt brovtende psykolog og familiens selvbestaltede ”gud”.

– Uffe er et menneske, som i høj grad har haft en idé om, hvordan tilværelsen burde være, og insisteret på, at det, han havde lyst til, det havde han lyst til. Det har selvfølgelig haft en konsekvens i forhold til hans omgivelser. Det har ikke altid været lige sjovt at have været i selskab med den mand.

Men selvom filmen viser en dysfunktionel familie, er Søren ikke i tvivl om, at det også har været sjovt at være i den familie. Og det bliver bekræftet, når han snakker med Jens og hans brødre.

- Jeg synes bare, det er en vigtig del. At det ikke kun er en dysfunktion, som gør, at alle fra, undskyld udtrykket, fucking morgen til aften lider og er bekymrede, og det hele er noget lort.

LÆS OGSÅ: Erann DD om sin kone: "Hun har den vildeste sjette sans"

Der er også, siger Søren, det positive budskab i filmen, at vi dengang accepterede og respekterede menneskelige skævheder i højere grad. Og efter at have set den sidder man faktisk tilbage med følelsen af, at det var en tid, hvor det normale havde meget videre rammer end i dag.

– Jeg husker det som, at der var højere til loftet i 1970’erne og 1980’erne. Det er en påstand, men det synes jeg, der var. Forstået på den måde, at der sgu ikke var så mange bekymringer. Man levede i højere grad – det er i hvert fald min fornemmelse – efter LYST. Og en form for begær og passion for livet og hinanden. Og spiste en satans masse dårlig mad.

Bliver provokeret, når alt skal være rigtigt

Og netop lyst gør, at Søren Malling stadig ryger - selvom han godt ved, at det bliver set skævt til.

–Jeg føler lidt, det opfattes som en protest, hver gang man gør det – hvilket det ikke er fra min side. Det er en afhængighed og noget lyst. Man kan også sige: Hvorfor holder du ikke op? Det burde jeg også. Tidspunktet er bare ikke kommet. Jeg ser ingen grund til at holde op lige p.t., jeg trives meget godt med det. Jeg ved jo godt, jeg burde holde op af mange forskellige årsager. Men prøv at høre: That’s life. Jeg skal nok også lade være med at gå ned på gaden og handle i Irma, for jeg KAN jo blive ramt af cancer på grund af bilernes udstødningsgasser. Man kan skrive, jeg ved ikke hvor mange bøger om, hvad man burde stoppe med, men … livet er FYLDT med alt det, du ikke må. Så får jeg det sådan lidt: Hvad fanden skal jeg så være her for?

Så det er ikke overraskende, at han siger:

– Jeg bliver provokeret, når alt skal være rigtigt.

Det er også derfor, han har det bedst med de skæve roller. Tanken om en endimensionel helterolle fylder ham med lede. Det skal koste noget. Og i forhold til skuespillet handler det i høj grad om sårbarhed.

- I mine unge skuespillerår tror jeg ikke helt, jeg forstod det, der handlede om MIG, og JEG skal være FED. Jeg havde måske en angst for ligesom at afsløre mig selv. Jeg følte, at jeg kom til at afsløre mig selv, hvis jeg kom til at begå fejl, men jeg har lært, at du ALDRIG må spille safe, du skal risikere at begå så mange fejl som overhovedet muligt, for det er den eneste måde, du kan komme videre på – og det gælder i hele livet.

– Sårbarheden er vigtig. Jeg opfatter mig selv som meget maskulin, men også som meget sårbar, ærlig og villig til at åbne mig. Jeg er ikke så bange for at tale om følelser eller sige, at jeg er ked af det. Jeg er ikke så bange for livet, jeg er modig på en eller anden måde, det kræver mod at være åben, ærlig og sårbar. Det mod har jeg ikke haft fra starten, men det har jeg fået, det er også derfor, jeg er så glad for mit liv. Det bidrager ekstremt positivt til, at jeg bliver beriget, for jeg er sgu ikke så bange.

LÆS OGSÅ: OL-sølvvinderne: "Vi har holdt vores kærlighed hemmelig i otte år"

Ultimativ kærlighedserklæring

På hans venstre ringfinger sidder en vielsesring. Han fortæller, at han er gift, men ikke i kirke, og den simple grund til, at han blev gift var kærlighed.

– Det er jo den vigtigste grund. Og så er det også noget med nogle børn. Hvis man ikke er gift, har man et problem i forhold til sine børn, hvis man skulle gå fra hinanden. Eller dø. Man bliver ikke sidestillet. Man skal giftes, SÅ falder alt på plads af sig selv. Det er ret mærkeligt. Det var blandt andet også derfor, vi blev gift. Det lyder jo kedeligt. Men det var også af kærlighed. Det var det ultimative kærlighedstilbud til min kone, da hun fyldte 50.

Det var Søren, der friede...

– Jeg tænkte: 50 år, stor fest, masser af mennesker, jeg kan sagtens holde en tale om, at ”ja det går jo op og ned, og ja det har også været svært, men grundlæggende så elsker vi hinanden”. Så blev jeg da på forhånd træt. Så tænkte jeg: Hvad fanden skal jeg sige? Og så holdt jeg en meget kort tale: ”Prøv at høre, det bedste, jeg kan gøre, er jo i virkeligheden at sige: Vil du gifte dig med mig?”.

Men det var ikke lige det, gæsterne havde regnet med.

– De var i chok. Totalt chok. Det kom så meget bag på dem, fordi de udmærket godt vidste, at jeg ikke havde villet giftes i mange år. Så udbrød der jubel, og midt i den jubel hørte jeg et svagt ja fra min kone. Et år senere blev vi gift og holdt fest. Men dét var, syntes jeg på daværende tidspunkt, den ultimative kærlighedserklæring, jeg kunne komme med. Og nok verdens korteste fødselsdagstale.

Hvem:

Søren Malling, skuespiller, gift med Petrine Agger – også skuespiller.

Aktuel i:

Filmen ”Gud taler ud” – se den og få lyst til at give livet en krammer.

Vi taler om:

Hvorfor Søren synes, vi lever i en tid, hvor vi glemmer at leve.