Søs Egelind: Man får de udfordringer, man kan klare
Foto: Maria Sattrup
- Hvad ville du ikke give Molly med fra din egen barndom, Søs?
- Skilsmisse ... først og fremmest skilsmisse. Skilsmisse oplevede jeg som barn selv som noget hårdt, fordi man ligesom skulle vælge et eller andet, som man ikke helt kunne finde ud af, hvad var. Den dér usikkerhed ... Det har betydet enormt meget i mit liv, måske har det i virkeligheden kridtet banen op for, hvad jeg skulle være som voksen. At være skuespiller er selvfølgelig en trang, man ikke kan knægte - men det er også et spørgsmål om at blive set og forstået og accepteret. Jeg kan se det hos mange af mine kolleger: Vi har lige præcis det tilfælles at have oplevet en eller anden form for svigt. Så skilsmisse var i hvert fald det, jeg allermindst ville ...
Søs er gået ud i køkkenet. Dels fordi hun er smurt ind i flødebolle og savner en vandhane. Dels fordi vi snakker om skilsmisse. For hvordan var det lige at være Molly og voksen og opleve forældrene blive skilt?
Molly: - Det var et kæmpe opbrud og meget underligt at skulle finde sig til rette i - hvad MÅ man, og hvad SKAL man? Jeg ville ikke træde nogen over tæerne. En skilsmisse er en parforholdsting, men det er sært nok lige så meget en familieting. Det har virkelig været ekstremt forvirrende. Det har taget et års tid for mig at finde min plads og få brikkerne lagt på en ny og ordentlig måde. Søs er tilbage. Flødebolleløs. Og eftertænksom.
- Så kom du alligevel til at gøre det samme som dine forældre, Søs - blev skilt?
- Ja. Skrækkeligt jo ... men nødvendigt, og sådan er dét. Det er også udviklende. Min ven Johnsie siger, at man får de udfordringer, man kan klare. På det seneste har jeg nu tænkt: "Hvornår er det lige jeg ikke kan klare flere?" For det bliver VED. Det er uheld og død, og det vælter ned. Min mor er lige død ... det har virkelig været voldsomt de sidste fem år. Det, hun ikke siger, er, at hun først fik konstateret lymfeknudekræft, siden modermærkekræft, og da hun endelig stod nogenlunde oprejst igen, blev hun sparket af en hest og fik smadret leveren ... bang!
Sygdomsforløbet
- Hvordan overlevede I al din sygdom?
Søs: - Jamen det var jo det, vi ikke gjorde, Bjørn og jeg ... for parforholdet ER et issue, når man kommer ud i så voldsom en krise, som alvorlig kræftsygdom er. Det er ikke unormalt, at man ikke kan finde ud af det bagefter, for man må redefinere livet. For mit vedkommende er "ikke at spilde tiden" blevet sat meget på spidsen. Der var sådan en rastløshed i mig i starten, efter at jeg havde været syg.
- Var du bange, Molly?
Molly: - Jeg kan ærlig talt ikke huske det ... Søs: - Carla har det samme. Det er sgu uhyggeligt, ingen af børnene kan huske det. Der er et år eller to ... Molly: - ... som lige er klippet ud. Jeg kan huske det i glimt, men det overordnede tidsforløb er forsvundet fra mig. Det var et kæmpe chok. Netop også fordi jeg altid har kunnet stole på, at hvis jeg ikke selv kunne klare noget, så kunne min mor klare det for mig - du har altid været sådan én, der kraftstejlemig har krudt i røven, og så skal dét lige ordnes og dudde-luddelut. Så lå du bare dér, helt tynd og uden hår, og jeg kunne slet ikke forholde mig til det. På en eller anden måde er det ret fænomenalt, at hjernen fungerer sådan: "Det har været for hårdt, det klipper vi lige ud."
Søs: - Barske løjer. Det, der skete for mig, er en del af livet. Det hører med. Men det har påvirket min livsopfattelse i meget høj grad. Jeg synes nu, jeg har været rigtig god til at få det maksimale ud af tuben hele vejen. Virkelig klemme til - hvis der nu sad noget mere derinde, der var værd at æde.
En tatovering til mor
Molly har to tatoveringer: Én med en inskription på indisk - "Jeg kan!" - og én med et hjerte.
Molly: - Den med hjertet er til ære for selveste mor. Da hun var færdig med kemo, måtte Carla og jeg hver vælge et smykke som en slags præmie, fordi vi var kommet igennem det hele sammen. Jeg valgte en yndig ring med et poleret stenhjerte og en brillant i midten. Jeg havde den på hver dag, indtil jeg skulle skrælle kartofler i Paris sammen med en lille pige og tog den af ... og jeg tror, den endte i skraldespanden sammen med kartoffelskrællerne og nu ligger på en losseplads et eller andet sted i Frankrig ... jeg var ØDELAGT! Så besluttede jeg, at jeg måtte have ringen i en form, så jeg ikke kunne miste den: Som tatovering. Søs: - Jeg har fået et gavekort af Molly og Carla til at få en mage til. Men jeg ved ikke, hvor fa'en den skal sidde, for nu er jeg ældre og slap!
- I har været gode til at fortælle hinanden, at I elsker hinanden i familien?
Molly: - Det synes jeg faktisk. Og dét har jeg været lidt teenagepinlig over. Det har bare sat sig fast i halsen på mig: "Det kan man da ikke sige, det er for store ord." Men efter din sygdom og jeres skilsmisse synes jeg, det er DEJLIGT at sige det. Måske er det også endnu mere vigtigt at sige det.