Sofie Gråbøl: ”Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg”

Sofie Gråbøl om at komme tilbage igen efter sygdom

Sofie Gråbøl (49) er ellers ikke typen, der lider af udlængsel. Hun er tryghedsmenneske og egentlig lidt bange for at stille sig ud på ukendt grund. Men et samspil af forskellige faktorer gjorde, at hun for nogle år siden var delvis bosat i London.

– Der var nogle tråde i tæppet, der mødtes på det tidspunkt, hvor jeg lige havde været syg, og ”Forbrydelsen” knaldede igennem derovre. Det var helt uventet og meget overvældende. Så det var tilfældigheder – som det meste af mit liv har været præget af. Der stod pludselig nogle og ville give mig roller, jeg fik en agent derovre og sagde, at jeg ville holde 2014 åben, hvis der kom noget godt, selv om jeg havde sindssygt travlt herhjemme, fortæller Sofie Gråbøl.

Men et par dage efter juleaften i 2012 fik hun konstateret brystkræft.

– Så hele 2013 var et sort, sort hul. Og det var SÅ uretfærdigt, syntes jeg, når alle de her døre pludselig åbnede sig for mig, og jeg så ikke var i stand til at gå ind ad dem. Én ting var, at jeg var fysisk syg, en anden, at jeg også gik så meget ned på det psykisk, at jeg slet ikke kunne forestille mig at gå ud i verden på det tidspunkt.

– Så da min agent begyndte at ringe med alle mulige virkelig skønne tilbud, sagde jeg: ”Jamen, det kan jeg ikke, jeg har ikke noget hår!”. ”No problem, sagde han, du får paryk på!”. ”Jeg har heller ingen øjenvipper ... eller øjenbryn!”. ”Jamen, dem limer og maler de bare på, darling!”, sagde han. Han var simpelt hen så sød og skøn. Så det var mere mig. Jeg kunne ikke kende mig selv, jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg skulle være nu, og rent personligt var jeg slagen, fortæller Sofie.

Nej, sygdom er ikke en gave

Hun er lige så smuk, som hun altid har været – det Fandens år 2013 har ingen bekymringsrynker afsat i hendes ansigt. Til sommer fylder hun 50, og jo, det glæder hun sig til – modsat dengang hun fyldte 40.

– Ja, hvad er alternativet? Ikke at fylde 50. Man er jo over midten, og der er da en sorg i, at man ikke længere føler, at man kan opfinde det hele på ny. Men der er også en masse fantastiske ting ved at fylde 50 – det handler vel om, hvor man står i livet. Til gengæld syntes jeg, det var skrækkeligt at fylde 40! Alle spurgte, hvordan jeg skulle fejre det, men jeg ville slet ikke holde noget, så jeg gik i Tivoli med mine børn og min lillebitte familie, og det var dét. Dengang var jeg lige blevet skilt, og jeg magtede simpelt hen ikke, at nogen stod og slog på et glas og sagde: ”Nårh, op på hesten igen, Sofie, det skal nok gå!”. Det var ikke lige dér, jeg havde lyst til at fryse billedet, så man kunne nærstudere det, griner Sofie Gråbøl.

– Nu har jeg da lyst til at fejre, at jeg er her. Alt det fantastiske, der er i mit liv. Ja, der er en masse ting, der er uafvendeligt slut, og kapitler, der lukkes, så det er ikke, fordi jeg sidder med en klaphat på – jeg er så træt af den dér: ”Iiih, jeg har aldrig haft det bedre!!”. Det er jo løgn. Så er der noget, man ikke kigger på i sit liv. Jeg har det mere sådan, at du får ikke det ene uden det andet. Det er også noget, jeg har hentet ud af min sygdomskrise: Der var meget stor angst, meget stor smerte, meget stort mørke. Men samtidig udvidede der sig sjovt nok lige så meget af det modsatte.

Er der forskel på dit indre landskab før og nu?

– Ja, der er helt klart et før og et efter. Men jeg sidder slet ikke og råber halleluja, og nu har jeg set lyset. Jeg kan huske, da jeg var syg og læste interviews med nogle, der havde været noget tilsvarende igennem, og alle sagde: ”Gud, hvor har det været en gave, hvor ER de glade for, at de har været det igennem!” – som om de fuldstændig havde glemt, hvor mørkt der er herinde, hvor jeg sidder nu. Jeg skrev det sågar ned i mine noter: ”Husk at fortælle, hvor mørkt der er herinde, hvis du nogensinde kommer ud ...”. Jeg savnede sådan nogen, der gav den side af det stemme. For når man selv sidder og er gået helt i stykker, så kan det være svært at identificere sig med nogen, der bare synes, livet er skønt.

– Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg, det er det jo ikke. Jeg ville da til hver en tid have valgt IKKE at få kræft, så jeg synes, det er et helt forkert ord. Men det er klart, at alle de ting, vi går igennem i livet – der er jo ingen, der bliver forskånet for en eller anden form for smerte – rummer en indsigt. Landkortet bliver større, det udvider horisonten. Jeg vil sige, at det har givet mig en grundlæggende forståelse for det at gå i stykker som menneske.

Hvordan er det? At gå i stykker?

– Åh, det er svært at forklare. Men det har forstærket min medmenneskelighed, vil jeg sige, jeg har utrolig stor medfølelse med mennesker, som går i stykker, fordi jeg ved, hvad det vil sige. Men det behøver ikke at være sygdom, man får den af. Det kan være en hvilken som helst form for krise.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Jeg får lettere og lettere til tårer

Tilbage i livet

Første gang Sofie Gråbøl for alvor forstod, at hun var ved at være tilbage i livet igen, var, da hun en dag måtte klodse bremserne hårdt i for en idiot i en kæmpe firhjulstrækker.

– Han kastede sig ud på kørebanen uden at blinke af, så jeg dyttede og bremsede hårdt op og gjorde tegn til ham om, at hey ..! Så lavede han bare sådan et ”pfff”-tegn til mig og kørte, og da kunne jeg bare mærke: Hold KÆFT, hvor var jeg irriteret på ham! Hvor var det bare hensynsløst og uhøfligt ikke i det mindste lige at sige undskyld. Så jeg kørte efter ham, og da han stoppede for rødt, gik jeg ud og bankede på ruden og sagde, at han egentlig godt kunne have sagt undskyld, siger Sofie Gråbøl og smiler lidt ad sig selv.

– Da tænkte jeg: Nu er du sgu ved at være tilbage i livet igen! For nu kom alle de her latterlige, ligegyldige følelser op, som man jo bruger tid på normalt. Vi sidder og råber og skriger i trafikken, alle de bekymringer og irritationer og forargelser – de er jo ligegyldige. Og dér kan jeg mærke, at det perspektiv, der åbner sig ved den kant dér, det har også åbnet en meget højere himmel.

Brug for at komme helt væk

Når Sofie Gråbøl tænker tilbage på tiden, lige efter at hun havde rejst sig igen, havde hun det lidt som et spædbarn, der skulle ud i verden og finde ud af, hvem hun nu var.

– Jeg havde gået og gemt mig og måtte sige nej til nogle virkelig fantastiske tilbud, men da jeg var på vej op og havde fået så meget hår her, siger hun og viser en lille centimeter mellem sine fingre ...

– Da ringede min engelske agent og sagde, at der var denne her TV-serie (”Fortitude”, red.), hvor jeg ikke skulle spille nogen bærende rolle, men alligevel være gennemgående figur. Og jeg kunne virkelig mærke, at det at komme helt væk var det, jeg virkelig havde brug for. Så jeg fik forhandlet en rigtig god kontrakt hjem, som betød, at jeg ikke skulle være væk fra mine børn i mere end højst en uge ad gangen.

Da Sofie Gråbøl blev tilbudt rollen som Dronning Margaret, betød det dog et meget intenst prøveforløb, og da måtte hendes eksmand og børnenes far træde til i længere perioder ad gangen. Sofie har – med egne ord – verdens bedste eksmand, og det har aldrig givet mening for dem at have et system med dagsantal, da de begge har projektorienteret arbejde, så det var ikke noget problem for hende på privatfronten.

– Men hold kæft, når jeg tænker tilbage på det! Det var så hårdt og så angstfyldt, og jeg brugte ALT, hvad jeg havde af ressourcer. Men sådan en rolle bliver man kun tilbudt én gang i livet, den kommer ikke igen. Vil du stå som dronningen af Skotland på Englands nationalscene i den største sal, hvor der kan sidde 1.200 mennesker? Derovre kan du virkelig mærke publikum. De hujer og klapper og råber, det er helt anderledes end herhjemme. Så det var dels en kæmpechance, dels hang det sammen med, at jeg lige havde været syg og ude i mange af de overvejelser, man gør sig, når man pludselig kan mærke den dér kant i livet. At man kan mærke, at der ER en kant.

Hvilke overvejelser var det?

– Dels om døden, selvfølgelig, dels om livet. I den periode, fra jeg fik diagnosen til tre uger efter, hvor man får svaret på, hvor galt det er, da åbnede afgrunden sig. Fra at se livet som et åbent land til at få en fornemmelse af, at der er en kant, man kan falde ud over … det gjorde rigtig meget ved mig. I den periode var jeg ikke gæv på nogen måde. Jeg fokuserede utrolig meget på alle de mørke tanker – uden at ville det. Det var dér, jeg følte, jeg var.

Aldrig bange mere

Så Sofie Gråbøl kastede sig ud fra 10-metervippen, selv om hun var rædselsslagen.

– Det var dybt angstprovokerende, og jeg var helt skrællet på det tidspunkt, men tænkte virkelig meget over, om jeg ville ligge på mit dødsleje og vide, at det havde jeg ikke turdet gøre. Det gik jeg glip af, fordi jeg var bange. Den indstilling kan det også kaste af sig, når man har været ude på den kant. Da jeg var allermest syg og dårlig, tænkte jeg: Hvis jeg kommer igennem det her, vil jeg aldrig være bange mere! Tænk, hvad jeg har gået og været bange for! Ting, det overhovedet ikke er nødvendigt at være bange for. Det satte alt andet i et latterligt lys, så jeg følte et mod og en trang til at tage livet meget hårdt om skuldrene og sige: Nu er du her!

Det lyder som en fed følelse …

– Ja. Men for lige at ryste glimmeret af glansbilledet vil jeg også sige, at den nærmest psykotiske klarhed, jeg følte i den periode, i det helvede, den fortoner sig lige så stille. Det er jo ikke sådan, jeg går og lever mit liv hele tiden. Jeg bliver stadig lige så nervøs, usikker, irriteret over småting, som jeg blev tidligere. Jeg går stadig og tænker: Går det nu? Kan jeg det? For man kan jo ikke leve sit liv i det dér meget skarpe lys hele tiden. Men, siger Sofie Gråbøl og drager en parallel til sit fag:

– Det er, som om jeg tænker lidt på det som teater, når jeg hidser mig op over nogle ligegyldige idiotiske ting. Det er ikke, fordi jeg ikke føler irritationen eller usikkerheden, eller hvad det måtte være, men jeg har det sådan: Okay, nu spiller vi dén scene. Og jeg lever mig ind i den. Men jeg ved godt, det ikke er virkelighed. Jeg kan mærke, at der er lukket op for en grundlæggende taknemmelighed for det liv, jeg har fået, og en glæde ved det, som jeg ikke har formuleret før i mit liv. Og sorrig og glæde de vandre til hobe – er det ikke sådan? Man får ikke det ene uden det andet. Sådan er livet. Der er ikke andet at gøre end at omfavne det.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Jeg er ikke særlig markant

Om DR’s nye tv-serie Liberty:

Sofie Gråbøl er lige nu aktuel i DR’s nye miniserie ”Liberty”, der har premiere søndag den 25. februar på DR1. Serien er allerede nu udtaget til den prestigefyldte internationale filmfestival i Berlin, så vi venter i spænding på filmatiseringen af afdøde Jakob Ejersbos roman af samme navn. I Liberty spiller Sofie Gråbøl hovedpersonen Christians mor Kirsten, som er sygeplejerske og et humanistisk, idealistisk og godt menneske. Hun og hendes mand Niels (Carsten Bjørnlund) bliver i starten af 1980’erne udstationeret i Afrika af en humanitær organisation, og meningen er så god, så god, for de skal jo hjælpe de stakkels afrikanere. Men Christian får ikke meget omsorg, for faderen knokler, og moderen går til i sorg, da Christians lillesøster dør i et biluheld. Stort set alle børnene af de udstationerede forældre går for lud og koldt vand, mens forældrene drikker og horer og glemmer deres egne børn i jagten på godheden – som ikke engang er så god, viser det sig.

– Det er en fortælling om en generation, 68’erne, som på mange måder er dybt beundringsværdig, og som har haft så stort et mod, så mange idealer og en lyst til at forkaste alting og starte forfra. De har banet vejen for alt godt, det er der slet ingen tvivl om, sådan en generation har ikke eksisteret hverken før eller siden.

– Men! Jeg tror, vi børn af den generation efterhånden har fået det så meget på afstand, at vi er begyndt at kunne se den pris, det har haft for os. De ville lave om på alting, men de var også naive. Og vores generation blev kørt rimelig meget over, uden at nogen opdagede det, fordi der var så meget larm. Hele denne her vidunderlige 68-generation, som har skabt så meget, som vi alle sammen nyder godt af og står på skuldrene af, har kun kunnet gøre det, fordi de har haft en vanvittig selvoptagethed. Og den selvoptagethed har en slagside, siger Sofie Gråbøl.

Sofie Gråbøl er 49 år og bor i København sammen med sine to børn, Bror på 16 og Gudrun på 13, som hun har med eksmanden Jacob Thuesen.