Solbjørg Højfeldt: ”Jeg fik aldrig lov at reagere på at have mistet min mor"

Sådan vil jeg også se ud, når jeg er 70!, er det første, jeg tænker, da Solbjørg Højfeldt træder ind ad døren iført sommernederdel, stråhat og det dér smil, visse mennesker i absolut fred med sig selv kan smile. Så jeg skal selvfølgelig vide ALT om, hvad hun gør for at holde sig så ungdommelig.

– Ikke en skid. Jeg ryger og drikker og går med drenge, lyder det lakoniske svar. Og det er vel også en slags forklaring. Så vi finder straks cigaretterne frem og får ild på hver vores. Det er dog kun en gang imellem, hun ryger, understreger Solbjørg, men hun er et ret dårligt eksempel at hive frem, hvad angår anstrengelser for at holde sig godt – bortset fra at fysikken holdes i gang med gåture og strækøvelser, siger hun.

– Jeg har ikke fået noget skudt ind i hovedet eller andre steder – det må ligesom gå sin gang. Og hvis der kom et krav om det på en film, ville jeg sige nej. Faktisk har jeg lige læst noget ret uhyggeligt: En undersøgelse har vist, at folk, der får sprøjtet Botox ind i ansigtet, mister evnen til at aflæse andre menneskers mimik. Det lammer jo musklerne, og hvis du ikke selv kan være motorisk i dit ansigt, kan du heller ikke genkende mimikken hos andre. Temmelig skræmmende.

En af de ting, hun glæder sig til, er faktisk at få lov til at blive ældre.

– For jeg har jo skullet leve af mit ydre i en vis forstand, så jeg tænker, at det egentlig bliver meget rart at få lov til at slippe mit fokus på det.

Det er halvandet år siden, hun tog beslutningen om at stoppe sin karriere som teaterskuespiller, men først i maj i år, hun kunne træde endegyldigt ned fra scenen med sin egen forestilling ”Kvinden ved 1000 grader” – som et smukt punktum efter en 45 år lang karriere på de skrå brædder. Solbjørg Højfeldt lægger ikke skjul på, at det har været hårdt – også fysisk. Hvis man tror, en skuespillers job kun består af at komme valsende ind på scenen og fremsige sine replikker, må man tro om igen.

– Jeg har arbejdet på små scener, store scener, eksperimenterende scener – jeg har været alle steder, i høje hæle og kravlende rundt på knæ, og det kan godt mærkes. Der er så mange ting i det her fag, folk ikke lige tænker over; for eksempel at vi jo er et serviceorgan, som folk skal have fri for at kunne komme ind og se. Så det koster weekender og aftener og rejser og familiemæssige ting og sager, og det har altid været så sikkert som amen i kirken, at Henning og jeg aldrig var synkrone. Hvis han havde premiere, var jeg lige færdig med en forestilling, og omvendt. Vi har lavet aftensmad hver dag klokken 17 for at kunne nå at spise, og er aldrig kommet i seng før halv to, det ER opslidende. Så det dér med ikke at skulle noget hver aften – det betyder noget, siger Solbjørg Højfeldt.

Vågne dybt, dybt ulykkeligt om morgenen

Solbjørg Højfeldt er et godt sted i livet i dag, synes hun. Der er fred indeni. Det var der ikke for godt 10 år siden. Op til sin 60-års fødselsdag oplevede hun en uforklarlig udbrændthed, der resulterede i et længere forløb hos en psykolog.

– Det dér med at vågne om morgenen og være dybt, dybt ulykkelig uden at vide hvorfor. Verdens skønneste mand ligger lige ved siden af dig, inde ved siden af ligger de skønneste unger, jeg har arbejde, mit liv er godt set udefra, jeg burde være glad. Men ulykkeligheden kom med tilbagevendende intervaller, det var særlig slemt om foråret, hvor jeg gik helt ind i mig selv. Jeg overreagerede på visse ting – hvis du ikke kan rette din reaktion derhen, hvor den hører hjemme, begynder du at slå på omverdenen, og det går ud over dem, der er tættest på.

Hvad handlede ulykkeligheden om?

– Jeg mistede min mor som seksårig, og der lå en masse ting dér – uden at jeg vil komme nærmere ind på omstændighederne. Men man tog nogle forkerte hensyn til et barn ved ikke at tale om det. Så var hun der, så var der pludselig ikke mere, og man skulle glemme alt om det og fik aldrig noget at vide. Så jeg fik aldrig lov til at reagere på at have mistet min mor. Men psykologen var rigtig god til at få tingene kanaliseret hen, hvor de hørte hjemme, og det intensive forløb gjorde underværker. Selv Henning sagde, at det var et nyt menneske, der kom ud på den anden side. Men det var hårdt. Det er ikke noget, man får forærende, sådan noget, fortæller Solbjørg Højfeldt.

”Det er min mand, det dér!"

Solbjørg Højfeldt så Henning Jensen første gang, da hun var 26. Han var oppe og gæstespille på teatret, og da hun så ham tone frem på scenen, var der noget inde i hende, der gik fuldkommen i vater.

– Det lyder mærkeligt, men jeg kunne simpelt hen ikke få øjnene fra ham, og jeg kunne ikke høre, hvad de andre på scenen sagde. Det eneste, jeg sad og tænkte, var: Det er min mand, det dér. Det er min mand!

Hvor kom det lige fra ... du var jo gift?

– Jeg aner det ikke! Men siden har jeg været hos en clairvoyant, der sagde, at Henning og jeg ville holde hele livet, og det skulle vi også, for ellers skulle vi bare starte forfra en anden gang. Det var da noget underligt noget at sige, tænkte jeg, men jeg forstod, at hun mente, det ikke ville være problemfrit og idel lykke hele vejen igennem, hvilket det heller ikke har været. Det har også været hårdt. Det er hårdt at være to kunstnere i et forhold.

Depressioner

Der skulle gå over 10 år, før Solbjørg fik sin mand. Nok mødte de hinanden igen, men de var hele tiden i andre forhold begge to, og det var ”lidt en rodet affære”, som hun beskriver det.

I dag har de været gift i 33 år, så det ser ud til, at clairvoyanten havde ret. Deres kærlighed har været stærk nok til at klare de udfordringer, de hver især har haft, herunder også de depressioner, som Henning Jensen har været åben om, han lider af.

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Nu er det mig og mine drenge - så må alt andet komme i anden række"

– Jeg har nok altid troet på, at jeg havde en stærkere psyke end Henning, og at vi derfor ville klare det. Hvorimod Henning er fysisk stærk og har haft sin psyke at kæmpe med. Det har vi måttet tackle sammen, og det er klart, at det har været slidsomt indimellem og har tappet på kræfterne. Men der er langt, langt mere af det, som bygger et forhold op, mellem os.

– Det er blevet meget lettere med årene, man bliver jo klogere og klogere på, hvad de depressioner handler om, og Henning ved godt, hvad han skal passe på. Stress er for eksempel en kæmpe udløsningsfaktor, så det har han undgået. En depression starter jo et sted, og så er den ligesom en spiral, der kører ned, ned, ned. Du lukker dig mere og mere om dig selv og kan til sidst ikke overskue noget som helst. Hvor buddhismen, som jeg praktiserer, er lige det modsatte: Du lukker dig op og kigger ud på verden. Og jeg synes, jeg kan mærke på Henning, at det hjælper, hvis jeg kan flytte hans fokus. Så glider tingene ligesom nemmere.

Vi bliver dårligere til at leve livet

Det var egentlig først, da hun fyldte 60, hun begyndte at tænke over det med alderen. Begyndte at kunne se i spejlet, at hun ikke var nogen ung kvinde længere.

– Kender du det dér med at gå forbi dit eget spejlbillede og tænke: WHAT?! Man kan blive helt forskrækket, fordi billedet ikke svarer til det billede, man har af sig selv indeni. Jeg har hørt mange rigtig gamle damer på over 90 sige, at de stadig er unge piger, men i en gammel krop. Det er den ungdommelige drivkraft, der gør, at vi kan blive vrede, vi kan harmes og forbande regeringen, blive smaskforelskede, få lyst til at anlægge en have og stadig være nysgerrige på livet. Dér, hvor man bliver rigtig gammel, er først, når man giver slip på alt det.

Kan man følges med sin alder, tror du ... og have fred med den?

– Hmm ... det ved jeg ikke. Vi oplever jo den første del af livet som en række af ting, vi skal nå, siden bliver det en slags opbremsning, og så kommer der en udfasning. Men nu om dage er det jo sådan, at vi ikke vil have siddende på os, at vi er blevet gamle. Mange ældre mennesker fiser og farer rundt i verden og har langt mere travlt, end de nogensinde har haft før. Vi er stadig de kloge, vi vil stadig fortælle de unge, hvordan tingene hænger sammen.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

– Vi lever i en verden, hvor informationsniveauet er så koloenormt, tingene bliver mere og mere frygtelige rundtomkring i verden, og du skal forholde dig til det hele. Så den angst, du går og opbygger, og som du før kunne glemme lidt, den bliver du bombarderet med konstant. Og det er, som om at jo mere vi har adgang til, des mindre levedygtige bliver vi. Vi bliver dårligere til at leve livet med alle de op- og nedture, det har. Man får for hurtigt en eller anden diagnose, og hvert andet drengebarn, der råber lidt for højt, har adhd.

– Men livet er jo ikke én lang lige streg. Det er op og ned og op og ned. Og hvis det ikke var det, ville vi heller ikke finde glæde i det gode. Men vi har alt for meget mulighed for at sidde og pille os selv i navlen, så vi mister overblikket over, hvordan andre mennesker har det. Vi har meget svært ved at flytte fokus fra os selv. Hvis man har en dårlig dag, kan man vælge at sige: ”Okay, det er en del af det, jeg gør mine ting alligevel ...”. Hvis man gør det, oplever man automatisk noget andet, og alle de små ting er med til at fylde vores hverdag med andet end alle de forfærdelige ting, vi har adgang til at sidde og fylde os med døgnet rundt.

Fik ryddet op hele vejen rundt

Det var også, da hun blev 60, Solbjørg Højfeldt tog hul på alle de ting, hun ikke havde fået gjort tidligere i sit liv.

– Jeg tog dét japanske ordsprog rigtig meget til mig om, at når man bliver 60, bliver man genfødt, men med den erfaring, man allerede har i livet. Det føltes godt at tænke på, syntes jeg. At man skal gøre alle de ting, man ikke havde turdet, dem, man var lidt bange for, i tidsrummet fra man fylder 60, til man bliver 70. Så jeg kastede mig ud i alt muligt.

Hvad gjorde du?

– Jeg rejste blandt andet til Island for at møde en forfatter, jeg overhovedet ikke kendte, og spurgte, om jeg måtte bruge hans bog til et teaterstykke. Det var ”Kvinden ved 1000 grader”, som jeg opførte som en monolog, og det tog det første halvandet år. Jeg tog alene til New York, hvilket virkelig var en overvindelse, fordi jeg aldrig har rejst alene. Det var en fin tur, selv om jeg savnede nogen at dele oplevelserne med, men det var en dæmon, der bare skulle ædes.

– Jeg begyndte at skrive. Jeg har altid været dårlig til at udtrykke mig på skrift, så det ville jeg også gerne overkomme. Jeg har noget liggende nu, som jeg ikke kan fortælle mere om, men som gerne skulle blive til en bog en dag. Jeg tog det lange forløb i terapi, og jeg fik et donorkort, hvilket jeg er rigtig glad for, for så overlader jeg ikke til de efterladte at finde ud af, hvad der skal ske med mig, når jeg er død. Nu spekulerer jeg ikke længere over døden, og hvordan det skal foregå. Så alt i alt fik jeg ryddet op hele vejen rundt. Nu kan jeg lægge tingene fra mig og bare… leve.

LÆS OGSÅ: Fik du set det, du ville? Nini gjorde.

Solbjørg Højfeldt, skuespiller, 70 år. Gift med kollegaen Henning Jensen. Har sønnen Otto på 37 fra et tidligere forhold. Parret bor i Charlottenlund.