Sys Bjerre: Jeg har været så tarvelig over for mig selv

31-årige Sys Bjerre har med sin seneste plade ”Alle mine fejl” prøvet at se sig selv i øjnene og slutte fred med sig selv. Og nu hun har tilmed lyttet til sin gamle drøm og er flyttet i 1970’er-kollektiv på Stevns. Det fortæller hun om i et interview i FEMINA i denne uge.

Hvad er det for en Sys, du har efterladt i København?

- Det er ikke, fordi der er sket et enormt skift, fra jeg flyttede fra København hertil. Den handler mere om bare at blive voksen. Om at finde ud af, hvad der egentlig var vigtigt for mig, og måske flytte fokus fra nogle af de ting, jeg har brugt meget tid på. Jeg har været meget vred over alt muligt, og jeg besluttede bare, at det gad jeg ikke være. I vores barndom og unge år ”køber” vi en masse historier fra vores forældre og lærere og alle mulige voksne. På et tidspunkt begynder man at sætte spørgsmålstegn ved dem. Jeg har haft brug for og meget lyst til at prøve det her af, selv om folk sagde naaarh… Der var også rigtig mange, der blev angste på mine vegne over det med at flytte så langt væk. Generelt bliver folk meget nervøse på mine vegne, når jeg gør noget nyt.

Hvorfor?

- … Fordi jeg har nogle idéer, som folk synes er mærkværdige. Men jeg har ikke lyst til den der ”sådan er det bare”-agtige måde at leve sit liv på. Lige fra jeg var lille, har jeg haft en klar følelse af, at det skal jeg ikke.

"Det koster på kærlighedskontoen at være kendt", sagde Sys Bjerre til FEMINA i 2012.

Har set sig selv i øjnene

Sys har begravet sig dybt i lokalmiljøet. Mantraet er fællesskab. Det spænder fra at gå til yoga med naboen Vibeke og alle pensionisterne i området til at lave en havnefestival sammen med en skibsbygger og en pensioneret ubådskaptajn og arbejde sammen med udviklingshæmmede på et projekt med salmer til moderne mennesker.

- Det kunne jeg ikke have gjort i København, og det er en stor gave. Jeg tror heller ikke, at den Sys, der udgav sin første plade i 2008, overhovedet ville have interesseret sig for sådan noget. Men retrospektivt kan jeg se, at det ubevidst altid har handlet om fællesskab for mig. Jeg har altid prøvet at skabe et fællesskab omkring nogle af de ting, jeg syntes, jeg var dårlig til. ”Kegle-sangen” om at være fjollet lykkedes, fordi mange mennesker kunne relatere til den, og det betød, at jeg var mindre alene. ”Sku’ ha’ gået hjem” og ”Malene” handlede om hævn og raseri. Det var meget fællesskabsagtige sange, men måske mest med en ironisk distance, hvor jeg har prøvet at grine mig ud af det – i virkeligheden handlede det jo om ting, jeg var ked af ved mig selv og hadede mig selv for i mere eller mindre voldsom grad.

- På den seneste plade, ”Alle mine fejl”, har jeg prøvet at se mig selv i øjnene: Okay, måske skulle du prøve at slutte fred med dig selv i stedet for hele tiden at prøve at feste det væk med nogle mennesker, der har det på samme måde. Det blev hen ad vejen en bevidst terapiagtig ting for mig, at jeg ville prøve at tilgive mig selv for alle mine fejl, for jeg fandt ud af, at jeg er den eneste, jeg er tvunget til at være i rum med resten af mit liv, så jeg kunne lige så godt prøve at gøre mig det lidt mere behageligt, for jeg har virkelig været streng ved mig selv. Jeg har været SÅ tarvelig.

Hvad har været mest tarveligt?

- Jamen jeg har bare været så selvkritisk. Der er altid et eller andet, man kan slå ned på. Det kan godt være, jeg er lidt sinke, men det er gået op for mig ret sent, at man måske i virkeligheden VAR den bedste udgave af sig selv det meste af tiden, og hvis man nu bare sluttede fred med det, så kunne det være, at det ville være lidt nemmere og rarere at kunne udvikle sig videre derfra.

"Det skræmmer mig ikke at være alene", siger skuespilleren Ditte Ylva Olsen

Har kæmpet mod sig selv

Hvad er din livsudfordring?

- At jeg har kæmpet mod mig selv det meste af mit liv. Det tror jeg egentlig er de fleste menneskers primære livsudfordring. Som regel er det bare en tanke, der står imellem dig og din lykke, for det er som regel tanker, der forhindrer os i at gøre alle mulige ting. Der er jo ingen, der har sagt til mig: ”Du må ikke lave et kollektiv på Stevns”. Der er ingen, der har stillet sig op og lagt armen imellem mig og købskontrakten. Det er kun mig selv, der har gjort det, så det har taget lang tid, før jeg turde gøre det, jeg nu har gjort. Jeg tror, det er sådan med rigtig mange ting, indtil man finder ud af: Nåh ja, jeg behøver heller ikke lade mig styre af mit eget sind. På sin vis kan man selv vælge, hvilke tanker man giver energi, og hvilke man ikke gør. Det er ikke, fordi jeg er zen-mester. Det kan være skidehamrende svært, og nogle gange ryger man ned i huller og bliver vred og sur og jaloux. Men det meste af tiden KAN man godt i hvert fald øve sig på at være opmærksom på, hvor man har sit fokus, siger Sys Bjerre til FEMINA.