Tegner Maren Uthaug: Jeg vil skilles hvert halve år

Maren Uthaug: Sex redder det altid

Maren synes, det kan være helt okay at bryde loven. Hendes opdragelse af de tre døtre Kamille, Mynte og Anemone vil chokere enhver speltmor. Hun kan også tale livligt om både sex og sin mors nylige død.

Forfatter og tegner Maren Uthaug er en kvinde, som punkterer enhver forestilling om, hvad en ”rigtig” kvinde gør og er, og hun er rent ud sagt skide ligeglad med, hvordan ”man” opfører sig.

Og vi synes, det er både inspirerende og dejligt befriende at få rokket ved den politiske korrekthed, mange af os indimellem har svært ved at slippe. Læs med og få et indblik i Marens humoristiske og ærlige take på tilværelsens aspekter.

Maren om regler:

I Marens verden er regler noget, der er til for at blive brudt.

– Jeg siger til mine børn, at de aldrig nogensinde behøver at overholde reglerne eller loven, de må gøre, hvad fanden de vil, de må bare aldrig nogensinde være til gene for andre mennesker: ”Hvis du cykler på fortovet, og der kommer en gående, står du af, til vedkommende er gået forbi, og så kan du cykle videre. Hvis der kommer en politibetjent, får du en bøde, men det må du leve med. Det er et ekstra kontingent, man betaler, når man ikke overholder REGLERNE.” Så det betaler jeg også en del af.

Hvad betaler du for?

– Jeg betaler for at parkere som et svin og cykle som en idiot. Det er helt sygeligt med alle de bøder, jeg har fået. Men mange af de der regler er lidt fjollede, så hvis jeg vurderer, at det ikke generer nogen, at jeg bryder den eller den lov, så synes jeg bare, jeg skal gøre det.

LÆS OGSÅ: 5 hurtige til Maren Uthaug

Maren om børneopdragelse:

Selv om Maren og hendes kæreste Allan har været sammen i 13 år, er det ikke altid, at de to er lige enige om, hvordan børneopdragelse udføres i praksis.

- Han synes, der skal være flere regler, og jeg er ligeglad. Han har lige været på ski i 10 dage – så slipper vi ALLE regler. Vi strammer os alle en lille smule an, når han er der. Han har lidt de jyske regler om, at man ikke skal spise foran fjernsynet, man må heller ikke bøvse, og man må i hvert fald ikke prutte. Sådan nogle lidt ligegyldige ting, ikke? Jeg kan nu godt se, at det bliver lidt ragnarok, når jeg så er alene med dem, for så er der ingen faste sengetider, og jeg ender med at give slip på alt, fordi jeg i situationen tænker: Hvorfor var det lige, vi havde den her regel? Jeg vil hellere ligge her og læse. Så må de selv finde i seng, og pludselig er det blevet midnat. Jeg PRØVER at være bedre.

Og hvis du nu tænker: ”Findes nej i den børneopdragelse?”, så ja:

– Der er så mange nejer, de ikke får, så nogle gange får de et: ”Det kommer bare ikke til at ske.” Hvis Allan ikke er hjemme, må der godt sove en unge i min seng. Hvis han er hjemme: Not going to happen! De kan godt lide at have madrasser på gulvet. ”Må vi ikke godt det i aften?” Så siger jeg ”Nej, for vi skal kramme.” Så spørger de igen. Og så siger jeg: ”Nej, det er, fordi vi skal knalde.” Så er den ældste for længst flygtet… Men nogle gange har jeg det sådan, at de bare skal skride ud af mit hår. Man må også godt have rettigheder som forældre, tænker jeg. Men det føles nogle gange, som om man ikke må.

Maren om kærlighed:

Maren har ikke altid fået den, hun elskede. Faktisk er der kærester, der har forladt hende, fordi hun var FOR sarkastisk. Men nu har hun fået Allan, og de har været sammen i 13 år. Men indimellem ER det svært at blive ved.

– Jeg giver også op. Hvert halve år giver jeg op og siger: "Nu vil jeg skilles!" Men jeg bliver aldrig skilt.

Hvad gør I så?

– Så har vi sex, det redder det altid. Det er det, vi ved. Hvis jeg først bliver virkelig rasende, så skal jeg bare have virkelig meget sex, så går det godt igen. For så slår vi hjernen fra. Når jeg begynder at tænke for meget, at ”det går jo ikke!”, så skal jeg tilbage. Ind og mærke den fysiske kærlighed. Mærke, hvorfor det er, vi er tiltrukket af hinanden. Så bliver jeg helt glad og glemmer alt, det er meget simpelt.

LÆS OGSÅ: Skæld mindre ud på dine børn

Maren om sorg:

Sidste år døde Marens mor. Tidligere i år døde hendes stedfar. De efterlod en kæmpe gård i Sønderjylland, hvor der stadig står flyttekasser, fra da de flyttede ind på gården 36 år tidligere.

Er du ked af det?

– Ja. Selvfølgelig er jeg ked af det, og det er også hårdt at skulle ned og rydde op, men det virkede meget, som om hendes tid var kommet. Kan man sige det, være så nøgtern? Det sidste år var livet bare langsomt ebbet ud af hende. Og så var det sådan – slut. Min stedfar døde lige efter, men jeg har den indstilling, at der IKKE er den mulighed, at jeg går ned på det. Det er klart noget, jeg har fra min mor: ”Tre dybe indåndinger og videre.” Da min mormor døde, gik min mor i haven. Én weekend. Vi så hende ikke hele den weekend. Og så var hun færdig med dét.

– Min ældste datter begynder at sige: ”Hvorfor kan du ikke være som en rigtig mor?” Jeg er en forkert mor, fordi jeg er sarkastisk, og fordi jeg ikke sætter mig ned og græder over, at min mor er død, men kommer med vittigheder i stedet for. Jeg anerkender min datter og siger: ”Du har lov til at reagere, som du har lyst til.” Men jeg ER sådan her, og jeg KAN ikke det andet. Sådan er jeg opdraget: Min mor var benhård og brugte også humor. Min søster har også den sarkastiske side, så det sidste halve år har været ustyrlig morsomt, vi har virkelig sms’et mange vittigheder til hinanden. Døden er jo ABSURD, og jeg sætter stor pris på, at vi ikke kun behøver at ringe og græde til hinanden, men også kan se det absurde. Men humor er helt klart et skjold, man også tager på. Det er en måde at beskytte sig selv på. Det er jeg heller ikke blind for.

Maren om modgang:

Men Maren mener generelt, at vi som mennesker skal blive bedre til at tage os sammen, når vi møder udfordringer i livet.

– Vi er så privilegerede i vores samfund, at vi har mistet noget råhed. Man går ikke bare i haven i tre dage som min mor, og så er man videre. Nu bliver jeg hård igen, men jeg synes, folk dvæler ekstremt meget ved deres livs elendighed. Spørgsmålet er, om det hjælper at snakke, snakke, snakke og føle og mærke. Da det var slut med min ældstes far, sagde jeg: ”Jeg gider ikke tale med dig i en måned, for jeg kommer til at sige alle mulige grimme ting, jeg hader dig helt vildt, men om en måned er alt godt igen, bare giv mig en måned.” Og så var jeg bare rasende og drak og røg og smed alt hans tøj ud, men efter en måned tog jeg mig sammen. Tud ud og bliv færdig, kom ind i kampen og fortsæt! Man er nødt til at acceptere tingene, som de er.

- Så 1. marts blev jeg også færdig med at tude over min mor. Så kan man selvfølgelig tage det svære frem indimellem: Kig på det, tud, drik et glas rødvin, læg det tilbage igen. Man kan jo ikke løse alt. Det er ikke alt, der kan blive fint og godt, vel? Noget er bare ikke en skid okay. Det bliver ved med at være en sten i skoen. Men så var det sådan, det var.

Om Maren Uthaug:

44 år, mor til Kamille, Mynte og Anemone på 14, 11 og 9, kæreste med Allan, som er far til de to yngste og 3-d-illustrator.

Født i Kautokeino i Nordnorge, norsk mor, samisk far, flyttede til Sønderjylland i 1980.

Tegner striben ”Ting jeg gjorde” for Politiken. Har blogget siden 2009, ”fordi det er næsten lige så sjovt som at være fuld”. Forfatter til romanen ”Og sådan blev det”, som er oversat til samisk, norsk, fransk og tysk. Lige nu aktuel med ”Hvor der er fugle” – som er fiktion, men inspireret af hendes mors slægt i Uthaug i Norge.