Underholdning
15. januar 2016

Thomas Vinterberg: Det gør ondt at blive skilt

Filminstruktør Thomas Vinterberg er lige nu aktuel med sin nye film ”Kollektivet.” Et kærlighedsdrama som skildrer omkostningerne, når to mennesker går fra hinanden. Thomas oplevede selv en skilsmisse som barn, og han har selv været igennem en som voksen. Og han er ikke i tvivl om, at det koster.
Af: Tine Bendixen, versioneret af Charlotte Kobberøe Fink
thomas vinterberg,kendte mænd

Foto: Sif Meincke

Thomas Vinterbergs nye film ”Kollektivet” tager udgangspunkt i et kollektiv i 1970’erne. Med frihed, fest og fællesskab som ramme følger vi journalisten Anna og arkitekten Erik, der skaber et kollektiv. Og der er liv og glade dage – indtil Erik forelsker sig i en af sine arkitektstuderende, den unge kvinde Emma, der også flytter ind i kollektivet. For kan man dele alt – også elsker – når det kommer til stykket?

- ”Kollektivet” er en meget personlig film. Det er et kærlighedsdrama. Og det er samtidig et forsøg på at gengive en historie om min kærlighed til fællesskabet, som jeg savner. Jeg længes efter den tid. Ikke som et problematisk savn, men som en smuk erindring om noget orange og varmt og skønt. Jeg elskede den tid. Og så er filmen selvfølgelig i den kontekst en undersøgelse af, hvor omkostningsfuldt det er at skifte hinanden ud, fortæller Thomas i denne uge til FEMINA. Han er selv vokset op i et kollektiv, men selvom filmen ikke er autobiografisk, så er der elementer, Thomas kender fra sit eget liv.

- Det er en universel historie, og det er - kollektiv eller ej – filmens smertepunkt og kerne, at det gør ondt at skifte hinanden ud, og hvor absurd verden bliver, især i et barns øjne, af, at man bare kan det. For så er der jo ikke noget, der betyder noget mere.

”Det er en kæmpe sorg at blive skilt.” Læs interviewet med Pernille Rosenkrantz-Theill

Som barn og voksen

Da Thomas var omkring 12 år, gik hans forældre fra hinanden. Og som voksen blev han selv skilt fra teaterinstruktør Maria Walbom, som han har to døtre på 15 og 20 år med.

- Det GØR ondt at blive skilt. Det ville være noget fis at sige, at det har været terapeutisk at lave filmen, men den dykker ned i den smerte, der ved at have været barn i en skilsmisse og i øvrigt selv have udsat sine børn for en skilsmisse.

- Det er også et meget svært dilemma. Det er meget hårdt for børnene. Ligegyldigt hvad fanden vi bilder os ind, så bliver de jo ofre. Det er dem, der skal flytte hver eller hver anden uge, det er ikke os. Vi får bare sådan en dejlig dynamisk vekselvirkning. I starten synes folk, at det er sørgeligt, at børnene skal væk, og så bliver de ved med at sige, at det er sørgeligt, men i virkeligheden får de også et frirum. Men BØRNENE skal pakke deres kuffert hver uge. Så det koster dem sindssygt meget. Og man lyver, hvis man siger andet.

”Jeg burde have fået nogle børn”, siger samfundsdebattøren og sognepræsten Sørine Gotfredsen

Har du dårlig samvittighed?

- Ja, selvfølgelig! Det har jeg da. Men samtidig synes jeg også, det er vigtigt, at børn ser, at hvis man står i en dårlig situation, så kan man flytte sig ud af den og få noget bedre ud af livet. Det er en meget stor overvejelse, man skal gøre sig. Det nytter ikke noget bare at skifte hinanden ud. Men det nytter noget at flytte sig, hvis man har kæmpet til sidste dråbe og så viser sig stærk og kan sige: Jamen, jeg kan skabe et bedre liv for mig selv. Det er vigtigt, at vi som forbilleder for vores børn kan vise dem en stræben efter det gode liv. Så vi ikke lærer dem at være ofre for et dårligt liv. Men man bliver bare også nødt til at gøre sig klart, hvad det koster.

Thomas er i dag gift med skuespiller Helene Reingaard Neumann, som spiller Emma i hans nye film. Sammen har de en dreng på tre og en nyfødt datter.

Læs mere om:

Læs også