Timm Vladimir: ”Der er noget usexet ved kvinder, der bare synes man er fed, fordi man er kendt”
Skuespiller Timm Vladimir elsker sin kone. Meget.
- Jeg er meget familiemenneske, og jeg har aldrig haft en masse kvinder, selv om jeg kunne. Jeg synes, der er noget usexet ved kvinder, der bare synes man er fed, fordi man er kendt. Det har aldrig tændt mig. Jeg er meget stabil i et parforhold, og kan rigtigt godt lide trygheden i det, den respekterer jeg meget højt. Så jeg gør meget for at mit forhold fungerer – det gør vi begge to.
I lyder lidt som Det Perfekte Par?
- Det er der mange, der har sagt. Men hvad fanden er det perfekte par? Vores jordomrejse sammen for syv år siden har gjort meget, for når du sidder i et telt ude på en pløjemark, kan du altså ikke være uvenner i ret lang tid, for der er ingen steder at gå hen. Så vi skændes aldrig, vi er gode til at nå at fange tingene inden. Jeg ved godt, at nogen mener, det er sundt at skændes, men det er ikke min ting. Ligesom der er nogle par det fungerer for at lave dejlige ting sammen om lørdagen, og så ellers lave hver deres ting i løbet af ugen. Det fungerer bare ikke for os. Og det heldige er, at vi er meget ens, så vi vil næsten altid de samme ting.
LÆS OGSÅ: Knud Romer om sin kone: Hun bliver smukkere hele tiden
En slags soulmates?
- Det er der ingen tvivl om. Så hvis der er noget i mit liv, jeg er målrettet mod, så er det at få mit ægteskab til at fungere. Det kan godt gå ud over andre ting, vennerne, for eksempel, men sådan er det.
Det er så nu, du skal diske op med en ægteskabelig krise. Bare en lillebitte en!
- Helt ærligt: Vi har ikke haft nogen endnu. Det kan godt være, at vi lever i fornægtelse, men det tror jeg nu ikke, he he. En af årsagerne er, at vi bruger meget tid sammen. Som i MEGET tid! Jeg tror ikke på, at der findes noget, der hedder kvalitetstid, det handler om kvantitet. Vi afleverer også først vores søn klokken ni om morgenen og henter ham klokken 15, hver dag.
- Det er pisseprivilegeret, og vi kan det kun, fordi vi begge to er freelancere, men det er også en beslutning, vi har taget, for at han ikke skal være i børnehaven fra 7 til 17 hver dag. Det kan vi helt enkelt ikke magte. Så må vi arbejde noget mindre, så arbejdsdagen slutter klokken 15 hver dag – i hvert fald for den ene af os. Ikke fordi vi er totalt overskudsramte og hygger os med fede ture i Zoo hver dag, og ind i mellem kan vi godt finde på at smække en film på til ham, når vi kommer hjem, hvis vi ikke er helt færdige. Men vi er her. Sammen.
LÆS OGSÅ: Søren kragh-Jacobsen: Min kone kan stadig overraske mig