Udbryderen Halime Oguz: ”Jeg vil rigtig gerne ændre på den kvindeundertrykkelse, der foregår i vores egen baghave”

– Jeg blev gift, et halvt år efter at jeg havde afsluttet folkeskolen. Værsgo! Hans familie havde talt med mine forældre og friet. Mine forældre mente, at vi lige skulle tale sam­men, inden de besluttede sig. Da jeg så mød­te ham, spurgte han, om han måtte holde min hånd. Jeg kunne ikke andet end sige ja. Da jeg senere sagde til min mor, at jeg ikke ønskede ægteskabet, sagde hun: ”Jamen han har jo holdt din hånd ...”. Det betød, at jeg ikke var uberørt længere. Så jeg var nødt til at sige ja. Jeg var 17 år. Det var en muslimsk vielse forestået af en onkel, som agerede som imam i første omgang. Da jeg var 18 år og myndig, blev vi gift på rådhuset. Og jeg var allerede gravid med min datter.

Halime er ikke bange for at kalde en spade for en spade i integrationsdebatten. Hun blev for nylig udsat for dødstrusler efter at have deltaget i et TV-program om genopdra­gelsesrejser, så vi siger ikke, hvor hun bor.

Hvad er din mest provokerende offentlige udmelding?

– Jeg blev SVINET til på alle sociale medier, da jeg havde skrevet, at der burde være en aldersgrænse på 18 år for omskæring af drenge. Jeg var nødt til at lukke min Face­bookprofil og kontakte PET. Jeg blev kaldt ”danskerluder”. Nogen skrev: ”Det er, fordi hun ikke har prøvet ”det” med en omskå­ret”. Perfide og perverse kommentarer, det var virkelig modbydeligt og det værste, jeg har oplevet. Drenge skal selv have lov til at bestemme, hvordan deres krop skal se ud. Vi lever i et demokratisk samfund. Alligevel skærer vi i børns raske væv, uden at de har givet deres samtykke. Det er dybt problema­tisk i forhold til børns tarv og rettigheder!

Hvad vil du ændre ved samfundet?

– Jeg vil i hvert fald lave en revolution i minoritetsmiljøerne: Bryd ud, før du bryder sammen! I virkeligheden vil jeg ændre på hele overgangen fra børneliv til voksenliv i muslimske miljøer. For i de fleste af de miljøer er det sådan, at ungdom ikke findes. Den ene dag er man barn, den næste er man voksen. Men ungdom er altså en rigtig god idé, fordi man gennem gode og dårlige erfaringer lærer at træffe valg og bliver et individ. I minoritetsmiljøerne mangler vi forståelsen og respekten for individet, for dér handler det hele om kollektivet og fa­milien, og kvinden er reduceret til et stykke underliv. Det vil jeg lave om på!

– Jeg er selv kurder fra Tyrkiet, men opvok­set i Danmark. Jeg brød ud af mit ægteskab, da jeg var ved at bryde sammen. Jeg var så syg i det ægteskab af undertrykkelse og af at være underlagt social kontrol. Af ikke at have retten til egen krop, den manglende accept af kvinden, den daglige nidkære kontrol af kvinden, disciplineringen af og magten over kvinden, den mentale ydmy­gelse – alt det, jeg var udsat for … Når jeg gik på gaden, måtte jeg ikke kigge op, jeg måtte ikke få øjenkontakt, for det betyder, at man er ”ude på noget”. Min nu eksmand sagde, at jeg var et hvidt lagen, man ville kunne se den mindste plet på, og jeg skulle passe på. Deri ligger en trussel om uanede konsekvenser. Jeg skulle HELT ned, før jeg kunne komme ud af det ægteskab.

– Så jeg har selv været der. Og jeg vil rigtig gerne ændre på den kvindeundertrykkelse, der foregår i vores egen baghave. Danmark er i superligaen, når det gælder ligestilling mellem kønnene, men vi har altså et parallel­samfund af mennesker, som OGSÅ bor i Danmark og ikke frivilligt slipper ret mange af de middelalderlige traditioner. Vi har sam­tidig et problem med analfabetisme blandt de muslimske kvinder, og det er samfundets ansvar at hjælpe dem. I den forbindelse er det allervigtigste, at de får et etnisk dansk netværk, et andet netværk end det, de lever i. Vi mangler en kulturel integration. Vi mangler simpelthen oplysning. Alene udsagnet om, at det jo ikke er alle unge kvin­der, der naturligt bløder på bryllupsnatten. Hvorfor skal det overhovedet sparkes ind i debatten? Jeg har lyst til at sige: Kvinderne skal slet ikke bløde! De skal have ret til at gøre, hvad de vil i deres liv, uden retningslin­jer fra nogen.

– Jeg bliver så provokeret af den naive til­gang til problematikken. Jeg mangler entydig støtte og opbakning fra det danske samfund. Det er virkelig tiltrængt, at vi gør op med berøringsangsten. Vi bliver ved med at prøve med meget naive pædagogiske midler, som ikke har effekt. Det er her og nu! Vi har to vidt forskellige systemer i Danmark, de vokser direkte imod hinanden. Det er vi eddermame nødt til at gøre noget ved! Det kommer til at vedrøre os ALLE sammen, det er vores alles ansvar. Jeg savner både Dansk Kvindesamfund, den intellektuelle elite og mange flere repræsentanter for det danske samfund i debatten. At de er lige så aktive i debatten her, som de er i #MeToo!

Hvad vil du ændre i dit eget liv?

– Jeg ville gerne have lidt mere tid til at læse især skønlitteratur. Som barn brugte jeg næsten al min fritid på biblioteket og kunne læse tre bøger om dagen! Det er jeg desværre kommet lidt fra på grund af travl­hed. Men jeg synes ikke, man kan udvikle sig selv eller sin horisont uden litteratur. Jeg har en bachelor i litteratur, og da jeg studerede, var jeg stadig gift og kunne via litteraturen løsrive mig fra patriarkatet, og det gav mig argumenter og styrke, som jeg har kunnet bruge efterfølgende. Det er katarsis for mig at læse. En renselse.

Hvad vil du lave om på dig selv?

– Jeg ville gerne have haft en mindre næse. Jeg har sådan lidt en kurdernæse. Og så kunne jeg godt tænke mig at have haft tandpastatænder. Når man taler med hinan­den, så kigger man på hinandens mund og øjne, de to dele af ansigtet er allervigtigst. Og rygertænder er ikke særlig charmerende – og det har jeg!

Hvad vil mænd lave om på dig?

– Min stolthed. I forhold til at åbne mig og lade en mand komme ind i min verden og bare give mig hen. Jeg er en kæmpe udfordring for de fleste mænd. De bliver så usikre på mig. Hvad er det for signaler, hun sender? Hvad vil hun? Det er kommet af alt det patriarkalske, jeg stammer fra. Jeg kan virke flirtende, men når en mand så lægger an på mig, reagerer jeg med stolthed og afvisning og armene over kors, og den stak­kels mand har ikke en chance for at finde ud af, hvad det handler om. Jeg har utrolig svært ved at vise følelser og er meget dårlig til at tale om de indre, dybe følelser. Det er igen min til tider forbandede stolthed, der forhindrer mig i det. På den anden side: Det er lige præcis den stolthed, der gør, at jeg kan holde fast i mine holdninger og holde til det ydre pres, jeg tit oplever, når jeg er ude med noget kontroversielt, ikke?

Halime Oguz, 47 år, integrationsvejleder. Folketingskandidat for SF, medlem af SF’s landsledelse. Fast debattør på Berlingske. Ikke gift – længere.