Rejser
22. januar 2009

Det bedste fra to verdener

Det kulinariske Guadeloupe byder på et miks af det franske og det caribiske, og på markederne faldbydes frugt, grønt og krydderier dagen lang.
Af: Jesper Møller/Foto: Jesper Møller
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/0bfbfcc51b8e4832b522e5ad8d2cc90f.jpg

Køkkenet på Guadeloupe er som på langt de fleste caribiske øer kreolsk med krydret mad og ingredienser, der for nogles vedkommende går tilbage til de afrikanske slaver. Fisk er en uundværlig del af restauranternes menukort, og så er der også en vis indisk inspiration med en del karryretter. Derudover er der det franske islæt med fastlandsinspirerede retter. Samtidig kan man i modsætning til på mange andre caribiske øer glæde sig over et righoldigt vinkort med priser, der absolut er til at betale.

Typisk spise

Blandt den typiske spise på Guadeloupe kan nævnes krabber, krebs, konkylie-frikassé, boudin (krydrede blodpølser) og acras, som er friturestegte boller med fisk. Til dessert er maniok-pandekager med kokosmarmelade ganske populært. Er man til seafood, bør man besøge restauranten Le Colombo, som ligger uden for byen Saint-François på Grand-Terre. Her serveres øens suverænt bedste languster (hummer uden kløer), og for 46 euro får man en moppedreng på 800 gram. Og så er der lige det med cafeerne, baguettene, croissanterne og det øvrige franske, der ustandselig minder en om, at man befinder sig i et lille stykke Frankrig i Caribien.

Eksotisk marked

Se også:

GUADELOUPE
ROM GALORE PÅ GUADELOUPE
GUADELOUPE-REJSETIPS

På frugt- og grøntmarkedet ved havnen i hovedstaden Pointe-à-Pitre falbydes dagen lang eksotiske frugter og grønsager som mango, ananas, passionsfrugt, guava, malaka og sapote. Nogle af de kvindelige sælgere er iklædt farverige nationaldragter, formentlig for at tiltrække turister. Og det lykkes i høj grad. Men sælgersmilet bliver hurtigt til en sur grimasse, hvis man formaster sig til at tage et billede uden forinden at have købt noget. Så ofte veksles et billede med køb i boden.

Krydderier som souvenirs

Krydderierne er særdeles billige. Hvad med for eksempel 40 kr. for 10 fede, friske vaniljestænger, der er mindst dobbelt så tykke som i danske supermarkeder? Krydderier fylder og vejer ikke meget i kufferten, så bedre og mere brugbare souvenirs skal man lede længe efter.

Godt at købe: Kanel, safran, muskatnød, spidskommen og laurbærblade samt rompunch i flere varianter.

Gode restauranter


LE COLOMBO
, Route de la Pointe des Châteaux, Saint-François, Seafood-restaurant med øens bedste languster.

La Paradis Créole, Route de Poirier, Bouillante. Prisbelønnet restaurant med havudsigt og et spændende køkken med vægt på det kreolske køkken og specialiteter som ande-tournedos og den lokale thazard-fisk i ultratynde skiver.

QUATRE ÉPICES , Boulevard Géneral de Gaulle 25. I et over 200 år gammelt og hyggeligt hus serveres dejlig mad til absolut rimelige priser. Chefkok Fred Gatibelza byder på kreolske retter med inspiration fra det franske køkken.

LES CANONS DE LA BAIE, Route Pointe Batterie, Deshaies. Serverer en skønsom blanding fra det caribiske og franske køkken med diverse fiske- og kødspecialiteter. Gå ikke glip af chokoladefonduen med mango til dessert - yummy!

Læs mere om:

Læs også