"Det er tydeligt for os, at der sker et skred nu i måden, vi er mænd på"

– Jeg følte bare, okay shit, jeg er ved at dø, og jeg kan ikke mærke 80 procent af min krop, og jeg kan ikke bevæge mig, jeg kan ikke noget som helst. Det var sindssygt skræmmende, ordene falder fra Alfred Erichsen.

På Svalbard når temperaturen ned på -30 grader. Det er en kulde, der er svær at forestille sig, svær at forberede sig på.

Den kommer uden varsel, uden lyd. En stille, usynlig dræber.

Vi sidder på Vesterbro-caféen Bang & Jensen, og den arktiske verden virker fjern. Det er eftermiddag og de tre brødre Alfred, Emil og Theis Erichsen sidder plantet i en mørnet sofa.

Den rejse, de er bedst kendt for, foregik på mere sydlige breddegrader. På skibet Havana sejlede brødrene ind i familien Danmarks hjerter.

– Efter vi kom hjem fra vores jordomsejling i 2016 blev vores verden væltet på hovedet. Vi gik fra at være nogle ukendte drenge fra Sydhavnen til at være drengene fra Havanna, som folk vidste hvem var, fortæller Emil Erichsen, med sine 33 år er han flokkens ældste.

Sammen med forældrene, Mikkel Beha og Marian Midé Erichsen, blev familiens jordomrejse foreviget i programmet “Kurs mod fjerne kyster.” Med ét trylleslag blev de tre brødre landskendte.

Theis Erichsen, der er den mellemste bror på 30 år, husker hvordan det var at komme tilbage efter jordomsejlingen

– Der er ikke nogen blød overgang. Det var bare sådan en benhård kontrast. Det, tror jeg, var svært, fordi vi ikke kunne forberede os på at komme hjem.

De fleste søskendeflokke har en rollefordeling, og brødrene Erichsen er ingen undtagelse. Det er tydeligt hvem der er storebror.

– Når man rejser på den måde, om det er på en sejlbåd eller hvad det er, er det et diktatur, og der skal være en leder. Man snakker tit om tingene i fællesskab, men der er også en, der skal tage en beslutning. Det er hverken Alfred eller jeg supergode til, siger Theis med et grin.

– Det vil jeg faktisk helst ikke, nej, giver Alfred ham ret i, han er med sine 24 år, flokkens yngste.

– Hvis I kan slippe for ansvar, så gør I det, griner Emil.

Det er tydeligt, at han sætter kursen. Og den seneste tur var ingen undtagelse.

Helt ud til grænsen

Det var Emil der fik idéen, da han første gang oplevede den arktiske verden, da familien sejlede til Svalbard i programmet “Kurs mod nord.”

Og der var en helt speciel årsag til, at valget faldt på Nordpolen: Klimaforandringerne.

– Det var jo, at tage op og vise en verden med al dens barskhed og skønhed, inden den forsvandt, siger Emil.

– Det ultimative var Nordpolen, som ligger på is, fordi det er ikke en ting, der kan udsættes. Man kan ikke sige, at det gør vi, når børnene er flyttet hjemmefra, siger Theis.

Da Emil havde overbevist Theis og Alfred, gik træningen i gang. Sammen med Emils ven Christian, der tidligere har været i Siriuspatruljen og havde styr på, hvordan man overlever i Arktisk, gennemgik de månedsvis af hård træning.

Den fysiske del bestod blandt andet af to dage om ugen, hvor de var i skoven for at slæbe dæk.

Under den mentale del af træningen fik brødrene sig noget af en overraskelse, da de deltog i en åndedrætsøvelse.

– Det var en ud af kroppen-oplevelse. Uden at nogen af os havde prøvet at tage stoffer, så tror jeg, at det må føles cirka sådan. Det var virkelig vildt og løsnede op for nogle ting, hos alle tre, som vi ikke havde forventet, siger Theis

Træningen udfordrede brødrene og pressede dem helt ud til grænsen. Ved en øvelse, hvor brødrene skulle sove i telt i et frysehus, blev det for meget for Alfred, der brød sammen. Men den hårde træning var nødvendigt.

– Når vi sejler rundt, så ved vi, hvad vi laver. Vi har vores faste roller. Vi ved, hvad vi skal gøre i alle situationer, ellers løser vi det. Men her var vi for alvor på udebane, siger Theis.

Under træningen skete der noget, der fik afgørende betydning for rejsen. Theis kone blev gravid.

– Jeg kunne godt se, at hendes termin simpelthen var for tæt på, og jeg skulle ikke stå i et eller andet fucking koldt land vel vidende, at min kæreste kunne gå i fødsel, siger Theis.

Valget var derfor let at træffe, men det svære var at sige det til Emil. For hvordan vil han reagere?

– Det blev bare accepteret som det mest naturlige i hele verden. Det, tror jeg ikke, var sket for en generation eller to siden. Der havde en mand kigget mærkeligt på en anden mand og sagt, “Og? Din kone skal føde? Men vi skal op på isen, det må være vigtigt ikke?” siger Theis.

En ny mand træder til

Det betød til gengæld, at der skulle findes en stand-in, og valget faldt naturligvis på far Mikkel Beha. Den store udfordring lå i, at han var fem måneder bagud med træningen og 25 år ældre end resten af holdet.

– Den mand har aldrig nogensinde trænet noget som er helt frivilligt. Det er ikke fordi, han tænker, at han gør lidt godt for sin krop. Han har ikke engang løbet efter en bus eller noget,” siger Theis.

– Der er ikke meget cykeltrikot over far. Han har aldrig haft et par cykelbukser på. Det har han satme ikke, siger Emil

På trods af det klarede Mikkel træningen med bravur og indhentede det forsømte. Med en ny mand på holdet skred træningen fremad.

Men selv nøje planlægning, kan ikke forhindre en krig. Og da Rusland invaderede Ukraine i Februar, stod det klart for Emil, at han måtte lægge planerne om.

–Jeg sad kvart over syv om morgenen og så nyheder. Jeg så de forfærdelige billeder fra Ukraine og fra Kyiv. Jeg var ked af det på Europas og verdens vegne. Og i det store billede også på mine og vores vegne, fordi jeg vidste, at det ville betyde, at vores tur til Nordpolen var gået i vasken.

Foror at komme til Nordpolen, skal man via en russisk base, Barneo-basen, der bliver lagt ud på isen hvert år. Men var fuldstændig udelukket fortæller Emil.

– Jeg vidste lige med det samme, at nu ville vi få travlt, for nu skulle vi lægge planerne om.

På vej til Nordpolen skulle de have mellemlandet i Longyearbyen på den nordlige del af Svalbard. Derfor faldt valget på den norske Øgruppe Svalbard.

– Verden deroppe er i sit udgangspunkt livsfarlig. Fordi det er skidekoldt, der er isbjørne, og der er gletsjerspalter. Der er alt muligt, der kan slå dig ihjel hele tiden, siger Emil.

“Hvis der var stilhed, blev jeg sindssyg af at høre mine egne tanker”

På Svalbard er der flere isbjørne end mennesker. Ratioen er 3.500 til 2.500 – i isbjørnenes favør. De blev kørt fire timer på snescooter, før de var ved vejs ende. I minus 30 grader, 12 meter i sekundet og med forfrysninger i ansigtet gik eventyret i gang.

– Så blev vi sat af og stod bare midt ude i ingenting. Så kørte de, og så stod vi der. Jeg kunne ikke mærke tæerne på min højre fod. Det er så her, vi skal bo, og derfra starter turen.

De to brødre havde vidt forskellige udgangspunkter for rejsen. I månederne inden havde Alfred noget, han beskriver som en udiagnosticeret depression:

– Jeg havde nogle måneder, hvor jeg bare havde grædt og været ked af det. Jeg syntes, verden gik så sindssygt stærkt, og jeg syntes ikke, at jeg rykkede mig nogen steder.

Alfred følte sig koblet af, han kunne ikke inde ud af, hvor han var på vej hen. Hver gang der var stille, fyldte han tomrummet med larm. TV, podcasts, lydbøger, musik. Det vigtigste var, at der ikke var stille:

– Hvis der var stilhed, så blev jeg sindssyg af at høre på mine egne tanker

Men på Svalbard kan man ikke flygte fra stilheden. Der er kulden, der er naturen og der er stilheden.

– De første fire dage, der kunne jeg ikke holde ud at være alene med mit eget hoved. Men lige så snart, at der faldt ro på og blev renset ud, så kunne jeg trække vejret.

For Emil skulle det også vise sig, at blive en udfordrende tur:

– Det ene øjeblik kunne jeg gå og skraldgrine for mig selv nede bagerst i rækken over noget Hugo (Emils søn, red) havde sagt derhjemme. Dagen efter kunne jeg bryde helt sammen og tænke, at det giver slet ikke mening, at jeg rejser væk fra mine to små drenge, for at gå rundt heroppe og realisere mig selv

Når man er ude på isen, bliver man barberet ned til sit sande jeg. Man kan ikke skjule, hvem man er længere.

– Du bliver nødt til at vise svaghed. De andre viser svaghed og styrke, og lige pludselig så spejler man sig i hele mennesker, i stedet for glansbilleder. Det er vanvittigt, hvad det giver, når man tør give sig hen til et fællesskab, siger Emil.

Men alt skulle dokumenteres, det havde de givet håndslag på. De ville vise det fulde billede af, at få et eventyr til at lykkes.

– Også når det er hårdt, også når det er træls, også når Albert bryder sammen ude foran et frysehus, også når jeg står og tuder og savner min familie, siger Emil

På anden dagen var Alfred ude for en oplevelse, der gjorde stort indtryk på holdet. Han fik ikke tempereret sig ordentligt fra morgenstunden og begyndte derfor at svede.

I kulden frøs sveden til is, og Alfred endte med at have et skjold af is som inderste lag. En situation, der potentielt kunne være livsfarlig.

– Den kommer bare snigende ind på én, den kom snigende ind på Alfred, uden at han rigtigt opdagede det ikke, forklarer Emil Erichsen om sin lillebrors oplevelse. Jeg troede, jeg havde frosset før, men det havde jeg ikke. Jeg har virkelig fået respekt for, hvad kulden er.

Rejsens magi

På Bang & Jensen er der et konstant baggrundstæppe af lyd. Snak, kaffemaskinen og støj fra gaden, står i skarp kontrast til stilheden på Arktis.

Malerierne af sømænd med pibe på væggen ved baren leder tankerne hen på familiens aner som sejlere. For det var sådan, det startede.

Udlængslen ligger indlejret i familien DNA. Bedstefar Troels Kløvedal var kendt for sit forfatterskab og sine sejlture. Senere gik eventyret igen i forældrene Mikkel og Marians program “Kurs mod fjerne kyster,” og nu har brødrene altså taget teten.

Men kan man være eventyrer i dag? Og kan det kombineres med et familieliv? Det var ét af de spørgsmål, Emil ønskede at finde et svar på.

– I virkeligheden var rejsen sådan lidt en undersøgelsessag. Kan vi blive ved med at gøre det her? Kan de to verdener forenes? Fordi det er tydeligt for os, at der sker et skred nu i måden, vi er mænd på.

For familien har altid været nogen, der har rejst og taget på længere eventyr.

– Jeg er jo stadig er i en proces af at finde ud af, hvordan den lykkelige kombination findes, siger Emil.

“Meget af rejsens magi er at være på vej,” det skrev Troels Kløvedal. Og måske havde han ret.

For efter ti dage var de der, 80 grader nord. Foran dem lå ishavet og bag dem 200 kilometer tilbagelagt med knapt hundrede kilo på slæb.

– Det var faktisk også en lille smule vemodigt, for det havde været en pissefed tur. Vi kunne godt have taget en uge eller to mere. Hvis vi havde haft mere chokolade med, så havde vi gjort det. Vi havde ikke mere chokolade til sidst, siger Alfred.

De kiggede på havet og så på hinanden og sagde, højt, “her er dejligt, men det er også bare endnu en pynt.

– Der var sindssygt smukt, og det var vildt at nå til vejs ende. Vi havde slæbt hinanden op over bjerge og gletsjere. Men det var jo det, der var rejsen og ikke det at stå der, siger Emil.