Rejser
28. marts 2017

Rejs til La Manga Club – her bliver du forkælet og forpustet på spansk

Portvagten hilser venligt, inden han lader bommen svinge op til spa, massage og fitness på sports- og ferieresortet La Manga Club. Her fra paradiset vil vi forsøgsvis springe foråret i møde i fin form og med faste lår.
Af: Katharina Lindevig Kjøge - Opdateret af Caroline Wigdal
Spaniens La Manga Club er et af verdens største sports- og ferieresorts.

Foto: Katharina Lindevig Kjøge og La Manga Club

Ferie fyldt med motion... Er det overhovedet ferie? Det vil vise sig, for vi er taget til den spanske østkyst i en slags luksusbootcamp for at springe foråret i møde i fin form – måske endda med faste lår – klar, parat til shorts-sæsonen.

Spaniens La Manga Club ligger en times kørsel fra Alicante og er en af verdens største sportsresorts. Her kommer berømte sportsstjerner såvel som glade amatører for at øve baghånd på en af de 28 tennisbaner, træne fodbold eller gå 18 huller på en af de tre perfekt præparerede golfbaner. Eller noget helt andet, der kan gøre en så forpustet, at man derefter straks har fortjent at blive forkælet i stedets enorme spa-afdeling.

Man kan også bare solbade ved den luksuriøse pool eller på den lille, hyggelige strand. Det er jo ikke for ingenting, at her er 300 solskinsdage om året!

Søndag anbefaler - se smukke Mallorca fra en ny vinkel

God mad fra morgen til aften

Morgenfriske hotelgæster er allerede på vej ud i golfvognene, mens vi går om bord i buffeten. Frisklavede omeletter, små croissanter, ost, frugt og god kaffe. Vi må have noget at styrke os på, inden vi skal svede alle kalorierne ud i fitnesscentret om lidt...

En gratis shuttlebus kører til fitnessog spaområdet, der ligger højt på en bakketop i Las Lomas Village. Måske havde det været rigelig motion at løbe op ad den stejle vej fra hovedgaden til indgangen og så gå direkte i jacuzzien?

Fulde af energi lægger vi ud på både løbebånd og romaskine i fitnesscentret. De kæmpe glaspartier præsenterer den flotteste udsigt over dalen, og vi føler os lidt på bølgelængde med eliten, fordi vi kan se ned på det norske og det engelske kvindelandshold, som spiller træningskamp på det store fodboldstadion.

De nærliggende bakker i Calblanque National Park er ideelle til både vandring og mountainbiking eller til en løbetur, hvor man rent faktisk kommer ud af stedet. Endelig er det tid til noget seriøs selvforkælelse. Vi skifter det svedige træningstøj ud med store, bløde badekåber og begiver os ud i det 2.000 kvadratmeter store spaområde. Fra det ene bassin til det næste skifter vi mellem hurtige dyp i iskoldt vand og dampende varme pools med massagedyser og små vandfald, der vælter varme stråler ned over kroppen og løsner op i de stive muskler.

Cascais er og bliver charmerende! Besøg Portugals riviera

Afslapning på massagebriksen

Senere får de muskler, jeg netop har fundet i fitnesscenteret, massøren Tonias udelte opmærksomhed. – ’Is okay? spørger hun et par gange, og jeg svarer, halvsovende ”muy bueno” og håber, at hun aldrig holder op!

Men det gør hun naturligvis, og bagefter nærmest svæver jeg ind i relaxrummet, hvor lyden af fuglekvidder og rislende vand strømmer ud af højtalerne, mens jeg nyder en kop te og synker ned i en liggestol. Jeg kan næppe blive mere afslappet. La Manga Club Spa tilbyder 50 forskellige spabehandlinger, og vi har allerede udset os et par stykker til næste gang.

Læserrejse til Andalusiens herligheder

Tapas og skatte i Cartagena

Vi beslutter at udforske omegnen og kører ind til den 2.000 år gamle havneby Cartagena. 20 minutter (og 35 euro) senere sætter taxaen os af ved byens hyggelige havnepromenade, der summer af liv fra små caféer langs bymuren. På hovedgaden Calle Mayor ligger de fineste art deco-bygninger, der i dag huser både high street-shopping og små, skæve designbutikker.

Midtimellem de smalle gader kan man følge med i arkæologiske udgravninger af gamle romerske søjler og huse og opleve det romerske amfiteater, der har ligget skjult under byen i flere tusind år. Stemningen i Cartagena er meget autentisk, og byen bugner af hyggelige tapas-barer, som har det til fælles, at personalet ikke taler et ord engelsk. Vi gætter os lidt frem på menukortet, men til 1,50 euro for et glas vin eller en øl og en lille tapas er overraskelser helt acceptable.

Tilbage på La Manga Club spiser vi middag i hotellets femstjernede restaurant, Amarpola. Midt i lokalet står et tagselv-dessertbord med uimodståelige chokoladekager, mini-citrontærter, karamelkager og flere uforskammet delikate fristelser. Så meget for fitness-udfoldelserne, men vi kan vel fortsætte, hvor vi slap, i morgen.

Rejsefakta

Det 5-stjernede Hotel Príncipe Felipe har stilfulde værelser fra 135 euro pr. nat for to personer inkl. Morgenmad og fantastisk udsigt. Du kan også leje dig ind i Las Lomas Village, der er bygget som en spansk landsby. 150 euro pr. nat for fire personer. Begge steder giver fri adgang til spa- og fitnessområder. Resortet har et væld af restauranter og cafeer, så du kan spise spansk, italiensk, asiatisk, amerikansk og meget mere. Diverse barer har ofte livemusik. Kom nemt rundt på resortet med gratis og effektiv busservice, som fragter gæsterne mellem hotel, sportsaktiviteter og restauranter. Her kan du læse om La Manga Club.

Flyvetiden er tre timer fra Kastrup eller Billund til Alicante og billetterne koster fra ca. 900 kr. tur/retur med rutefly. Du kan købe en komplet pakkerejse og flyve fra København, Billund, Aalborg og Hamborg med Beach Tours. Her kan du læse mere.

Læs også