Rejser
22. august 2017

Samoëns om sommeren: Forkælelse til alle sanser

Samoëns er mest er kendt som skisportsby, men om sommeren ruller den lille, franske bjergby hele følelsesregistret ud. Her er hårde adrenalinpumpende aktiviteter og bløde sanselige oplevelser.
Af: Judith Betak
Ferie for sanserne i bjergbyen Samoëns

Foto: Christian Martelet - Opdateret af rejseredaktionen

Forkælelse til alle sanser i Samoëns

Træk vejret ind - to skridt - pust ud. Og kun gennem næsen. Træk vejret ind - to skridt - pust ud.

Så enkelt og alligevel skal man tænke sig om og huske at holde munden lukket.

"Det er afghansk vandre-teknik," forklarer Claire Philipczyk.

Hun er vores guide på en sanse-vandring i bjergene omkring Samoëns. En vandring og en oplevelse, som hun, der både er uddannet bjergguide og yoga-instruktør, selv har sammensat.

Vi indledte med at "varme op" med enkle yoga øvelser og er nu på vej op ad den første stigning gennem regnduftende skov og fuglesang.

Senere fortæller Claire med et stort smil, at denne lille del fra hendes kurser i afgansk vandring, er med her, fordi det er sådan en god måde at få folk til at tie stille og indstille sig på at koncentrere sig om at være. Være i nuet, i omgivelserne og især i sig selv. For ganske vist handler det om at sanse naturen omkring os, duftene, tale om og smage på planter, som kan spises og lytte til skovens dyr og lyde. Men det handler endnu mere om at sanse os selv og vores reaktioner på de mange indtryk.

Læs også: På Fanø kan du spise alle de østers, du kan fange

Ud på fede cykler

Samoëns ligger i Giffre-dalen i Haute-Savoie 700 meter over havet. Det er i Auvergne-Rhône regionen, og byen er en del af det store Grand Massif område, som har skiløb i 2.500 meters højde.

Her fra skal vi ud på de såkaldte ”E-Fatbikes”, som ikke spor sanselige ud, nærmere det modsatte. De brede blødt pumpede dæk står godt fast på de stenede stier, og el-motoren giver et herligt skub bagi, så man uden pust eller problemer kan komme op ad de til tider stejle stigninger.

Med guiderne Thomas og Jo for og bag gruppen kører vi ud af byen. Vi skal ikke ned af stejle bjergsider, men på en lokalhistorisk-gastronomisk tur, og vi sætter kurs videre ind i Griffe-dalen mod byen Sixt Fer à Cheval. Tempoet er raskt, men med vinden i håret og et køligt pust fra floden, føles turen magelig.

Forbi flere gårdbutikker kører vi gennem landbrugsland og drejer ind til Karine Richard, som har over 100 får og to kælne fårehunde. Hun fabrikerer utrolig velsmagende fåreoste og yoghurt, og det hele er økologisk.

Læs også: Opdag Mallorca fra en ny vinkel

Vandring i bjergene

Samoëns byder også på vildere aktiviteter som canoying, paragliding, mountain biking og river rafting over – men vi holder os til vandring. Dog sætter vi lidt mere skub på med en guidning i stavgang – eller nordic walking, som det hedder internationalt.

Men man kan også bare selv gå ud i bjergene og den utrolige natur. Stierne er fint afmærket, og har man børn med på ferie, vil en vandretur med et æsel helt sikkert være en top-sanse-oplevelse.

Læs hele artiklen i SØNDAG, som er på gaden mandag den 21. august 2017.

Læs også