Tiltrækkende Torri
Middelalderbyen Torri del Benaco går i blodet allerede efter første besøg. Måske har det noget at gøre med det særlige lys over Gardasøen, når bjergene på den anden side dukker op efter et par dage med dis. Eller lyden af kirkeklokkerne, der ringer til messe efter en solvarm dag, som stadig kan mærkes i huden. Måske er det strejfet af vilde krydderurter i næsen og ikke mindst smagen af veltilberedt mad fra et køkken med enkle råvarer.
Ingen plat
Torri del Benaco ved Gardasøens østbred har altid tiltrukket forfrosne nordboere og andre med overskud på bankkontoen, men ikke så mange danskere kender til den tidligere fiskerbys eksistens. Byen har undgået turistfælden med charterhoteller i beton, og her findes heller ingen forlorne turistattraktioner iklædt plat og pomfritter. Derimod er Torri del Benaco en smuk og velholdt middelalderby uden museumspræg.
Gode restauranter
Her leves et moderne italiensk liv, og de besøgende kan nyde de flotte omgivelser og alt, hvad byen har at byde på. Og det er ikke så lidt. Her er gode restauranter, som serverer lækre egnsretter fra regionen Veneto, en ugentlig markedsdag med et overflødighedshorn af madvarer, smykker og sko samt hyggelige cafeer, hvor du i ro og mag kan nyde din kaffe eller en aperitif.
Ro og skønhed
Et stort plus ved Torri er, at byen er så hyggelig at bevæge sig rundt i. Man kan tage små afstikkere et par veje op ad bjerget, se på folkeliv på kirkepladsen, sidde på en bænk på søpromenaden og kigge på bølgerne. Der er så meget dejligt at se på: Søens vekslende farver alt efter hvilket humør den er i, bjergene bag byen, diskrete kig over låger og mure til vasketøj eller en nonna, en bedstemor, der læser avis på terrassen.
Mange muligheder
På Torris lille strand, lidoen, er der udsigt til surfere og bjergene på den anden side af søen. Man kan leje liggestole, og der er kun en armslængde til baren, hvor du kan forfriske dig med en is eller noget at drikke. I byens sydlige udkant finder man færgerne, der sejler til den modsatte side af søen. Også bilfærge.
Museeum og marked
Hvis vejret er til indendørsaktiviteter, kan du besøge olivenoliemuseet og tilhørende shop i Cisano, ca. 15 km syd for Torri, hvor du kan købe de delikater dråber. Besøg også markedet, der byder på gastronomiske souvenirs. Følg strømmen og boderne, der slynger sig langs søpromenaden gennem byens gågader og forbi borgen.Hvis målet med ferien er at sejle, shoppe, slentre og tillige nyde god mad og vin, så er Torri del Benaco et scoop.
Læs også: