Usbekistan – på sporet af Silkevejen

Oplev det eventyrlige Usbekistan

Bladene er gyldne, himlen dybblå og luften skarp som et forvarsel om den bitterkolde vinter, der venter lige om hjørnet. Et ungt brudepar har taget opstilling til fotografering på den historiske Registan-plads. Bag dem rejser en mineret sig mod himlen. Beklædt med turkiser og guld og et vidnesbyrd om dengang, Samarkand var én af verdens rigeste handelsbyer.

Samarkand – Silkevejens Perle

Samarkand var i mere end 2000 år et af de vigtigste stop på den gamle handelsrute, Silkevejen, og har gennem historien nydt nærmest mytologisk status for sin rigdom og orientalske skønhed. I dag er byen et must for besøgende, der som os, er taget til Usbekistan for at opleve reminiscenserne af Silkevejens fascinerende verden.

Vi ankommer til Samarkand sent på aftenen. Der er umiddelbart ikke meget orientalsk mystik over de tomme, brede boulevarder, sovjetarkitekturen og de store bannere og flag, der er sat op langs vejen i anledning af præsidentens planlagte besøg. I en rundkørsel troner en gigantisk, oplyst statue af Usbekistans store nationalhelt, Timur Lenk, hvis rige i 1300-tallet strakte sig fra datidens Persien til Indien.

Samarkands historiske seværdigheder ligger som kærkomne åndehuller spredt ud over byen. Her kan vi drømme os hen til 1001 Nat Eventyr. De Dødes By, Shah-i-Zinda, med sine umådeligt smukke mausoleer og mosaikker i grøn, blå og turkis, den imponerende Registan-plads og den store kirkegård, som strækker sig hele vejen fra Shah-i-Zinda og hen over højdedraget til den antikke ruinby, Afrosiab.

Mange af Usbekistans historiske bygningsværker har gennemgået en kontroversiel restaurering. Nogle steder er det gået lige lidt for hurtigt, mens restaureringen andre steder har været så effektiv, at patinaen og det historiske vingesus er gået tabt.

Homestay og nationalretten plov

Vi finder det lille homestay, Antica, hvor man kan man spise og overnatte hos en jødisk-usbekisk familie. I den skyggefulde gårdhave får vi serveret en skøn variant af nationalretten plov, rispilaf med lam og syltet kvæde. Hertil grøn te, som usbekere drikker til alle måltider.

Familien på Antica er blandt de kun omkring 13.000 jøder, som i dag er tilbage i Usbekistan. Omkring 90 % af landets 32 millioner indbyggere er muslimer, mens 5% er kristne. Men fælles for de fleste usbekere uanset religiøs overbevisning er, at religion primært er noget, der hører til i privatsfæren.

Karavanebyen Bukhara

Vi tager toget videre til den gamle karavaneby, Bukhara. Her går vi på opdagelse i de labyrintiske gader og nyder udsigten over den gamle by fra tagterrassen på Minor Coffee House. Taki’erne, de kuppelformede markedshaller fra Silkevejens tid, er stadig i brug og bugner med ægte tæpper og smukke længder af Ikat-silke. Og er man til håndmalet keramik, er Bukharas handelsgader et sandt mekka.

I Bukhara er de ældgamle hamammer stadig aktive, og der er liv på det historiske Lyabi-torv, selvom turisthøjsæsonen for længst er forbi. Ældre mænd drikker te og spiller backgammon ved den lille sø midt på torvet, og små grupper af udenlandske turister nyder solen, der stadig varmer. En lokal entreprenør sælger cappuccino og cafe latte fra en vogn på torvet, men det er nok mest for turister som os, der længe har savnet en god kop kaffe.

Lige om lidt kommer kulden snigende ind i de gamle karavanebyer. Usbekistan har et ekstremt fastlandsklima med meget hede somre og isnende kolde vintre. Her i det sene efterår er det behageligt om dagen, men så snart solen går ned, forsvinder varmen.

Lost in Translation

Efter et par dage i Bukharas lille, eventyrlige verden, tager vi på restaurant i den nye bydel. Lokalet er skarpt oplyst af neonrør og fra tv-skærmene vises musikvideoer med russiske popbands i et uendeligt loop. Menukortet findes på russisk og usbekisk, som er det officielle sprog i Usbekistan, men ikke på engelsk. I det hele taget er der meget få, af dem vi møder, som taler engelsk, og min rejsefælles russiskstudier fra universitetstiden har i den grad været os til gavn undervejs.
Kød er helt centralt i det usbekiske køkken. Blandt forretterne finder vi vegetariske varianter som små salater og dampede dumplings, men hovedretterne er med kød. Lammekød og oksekød i alskens afskygninger. Og hestekød, som blandt andet indgår i den populære nuddelret, Norin. Maden er som de øvrige måltider, vi har fået, ualmindelig billig: 70 kroner inklusiv en flaske (lokal) vin – for to personer.

Slavebyen

Næste stop på vores rejse er den befæstede by, Khiva, der har en barsk historie som centrum for Silkevejens slavehandel. Inde bag den høje bymur møder vi en eventyrlig verden af små gyder, moskeer og madrassaer. I dag er byen en lille, hyggelig oase, men langt op i 1800-tallet blev der stadig solgt slaver fra byens markedspladser. Vi kravler op af de 120 klaustrofobiske trappetrin i den stribede Islam Khoja-mineret og bliver belønnet med en fabelagtig udsigt over byen. Hele Khiva er ét stort museum, og det føles som at gå rundt i en tidslomme – hvis det da ikke lige var for turisterne og de mange usbekiske brudepar, som promenerer gennem gaderne med en hale af bryllupsgæster efter sig.

Chorsubasaren

Fra Khiva flyver vi tværs over Kyzylkum-ørkenen til hovedstaden Tashkent. På vej ind til vores hotel bliver vi igen forundret over, hvor tomme vejene er, selvom det er midt på dagen. Vi passerer en stor statue af Islam Karimov, Usbekistans autoritære leder, der holdt den usbekiske befolkning i et jerngreb fra uafhængigheden i 1991 til sin død i 2016. Karimov blev samme år efterfulgt af Shavkat Mirziyoyev, der vandt præsidentvalget med et urealistisk stort flertal.

Inden hjemrejsen tager vi en tur forbi Tashkents berømte Chorsubasar. Vi køber tørrede kvæder og valnødder og går på opdagelse i de mange boder, hvor der sælges alt fra madvarer og køkkentøj til fuglebure og billige sko fra Kina. Basaren er et af de få steder i Tashkent, hvor man føler sig hensat til Silkevejens eventyrlige historie. I 1966 jævnede et jordskælv stort set byen med jorden, og den blev genopbygget efter et stramt, sovjetisk forbillede.

Den Nye Silkevej

Da Vasco DaGama fandt søvejen til Asien i slutningen af 1400-tallet, mistede Silkevejen og de gamle karavanebyer deres centrale betydning. I hvert fald for en tid. I 2013 annoncerede den kinesiske præsident, Xi Jinping, at den historiske Silkevej skal genetableres. Det er en del af det ambitiøse projekt, Belt and Road, der skal forbinde Kina med Europa, Mellemøsten, Sydøstasien og Centralasien – og herunder Usbekistan.

På vores sidste aften i Usbekistan mødes vi med en konsulent fra et rejsebureau på en restaurant i den dyre ende af Tashkent. Født i 1991, året for Sovjetunionens fald og Usbekistans selvstændighed, repræsenterer han den nye generation af usbekere. I november måned plejer antallet af turister at være begrænset, men som han forklarer på flydende engelsk, er det ligesom, turisterne ’bare bliver ved med at komme i år’. Han har svært ved at skjule sin optimisme for Usbekistans fremtid. Om det er turistindustrien eller den nye silkevej, der bliver Usbekistans nye økonomiske motor, det vil tiden vise.

Se flere billeder fra Usbekistan i galleriet her

Lise Kloch var inviteret af Kipling Travel.