Velkommen i appelsinen
Det er et varmt og farverigt univers, du træder ind i på et af Roms nyeste designhoteller, Orange Hotel, blot fem minutters gang fra Peterskirken. For som hotellets navn straks afslører, så er det farven, der er omdrejningspunktet i hotellets idé.
- Konceptet bag valget af den orange farve er i grunden meget simpelt, for det er jo en farve, man bliver i godt humør af, siger Francesca Angione, der er hotellets direktør.
En farve med nostalgi
Og brugen af den orange farve betyder da også, at hotellet har en sympatisk overraskelseseffekt. Som f.eks. i den lille opholdsstue, hvor du finder en smuk vintage standerlampe, en lille orange bordlampe - som nogle af os husker fra vort eget børneværelse - en sofa med et skrigende orange betræk samt en gammel og charmerende Vespa med en ny orange sadel, frækt polstret i bedste Chesterfield-stil.
For meget orange?
Orange Hotel åbnede i 2007 i en bygning, hvor en afdeling af Roms politi tidligere havde til huse. Da lovens lange arm flyttede ud, gav det plads til 23 dobbeltværelser og tre suiter, som naturligvis har fået navne efter tre forskellige citrusfrugter.
- Engang havde vi en gæst boende, der efter endt ophold sagde, at det næsten var for meget med alt det orange, siger Francesca leende. Men det er faktisk svært at forestille sig, at den orange farve kan blive 'for meget', for de orange detaljer på blandt andet de pvc-polstrede bænke brydes flot af f.eks. brugen af wengetræ i grå og sort.
Duften af appelsin
Den orange oplevelse skal ikke kun være visuel, og Francesca Angione er klar med, hvad hun kalder 'en multisanselig oplevelse', der også omfatter duftesansen. For i alle badeværelser sørger en mekanisk anordning for, at der er en konstant let appelsinduft. En ekstra detalje er, at designet på Orange Hotel også er miljøvenligt.
- Vi har ingen brochurer om vort hotel. Gæsterne kan finde alle informationer på vores hjemmeside, inden de kommer. På værelserne har vi reduceret al emballage til et minimum. På samme måde sorterer vi alt hotellets aff ald, og på taget har vi placeret en række solceller, der sørger for varmt vand til hotellet, forklarer hoteldirektøren.
Sunset restaurant
På toppen af hotellet ligger morgenmadsfaciliteterne samt den lille restaurant Trattoriaet på taget. Det disker op med en typisk romersk menu med de velkendte og velsmagende lokale pastaretter, og her finder du naturligvis orangeternede duge, orange lamper samt adskillige andre farvedetaljer, der yderligere understreger hotellets navn.
- Ja, og på visse dage, her fra vores tagterrasse, kan vi ligefrem tilbyde vores gæster en smuk orange solnedgang, siger Francesca Angione med et stort og lovende smil.
HOTELFAKTA
ORANGE HOTEL
Via Crescenzio 86
00193 Roma
Tlf. +39 06 68 68 969
www.orangehotel.com
Hotellet er 3-stjernet og har priser fra 69-209 euro afhængigt af sæsonen.
Bæredygtigt hotel i Seattle
Stilrent hotel i Reykjavik
Retrohotel i Amsterdam
Badekarret er en del af værelsets møblement, og detaljerne er naturligvis - orange.
Hotellets hyggelige restaurant findes på øverste etage, der kan tilbyde udsigt hele dagen og solnedgang om aftenen.