Verden mødes i Toronto
Det bedste overblik over storbyen Toronto får man højt oppe over det hele i det mægtige CN Tower, der med sine ufattelige 553 meter rejser sig sylespidst mod en skyfri sommerhimmel og dermed er verdens næsthøjeste bygning. Det er en fuldkommen overvældende oplevelse, der venter enhver, som reserverer bord til en aften i tårnets roterende Restaurant 360. Den befinder sig 351 m over millionbyen og byder på et ualmindelig godt køkken med store, eftertragtede skaldyrsfade og verdens højest beliggende vinkælder, som kan besøges af restaurantens gæster.
Historisk, fredet distrikt
Det historiske Distillery District har i de seneste år har oplevet en vældig opblomstring med små restauranter, kunstgallerier, butikker og eget bryggeri.
De rustikke rødstensbygninger i
Torontos Distillery District bugner
af fancy spisesteder. Her anrettes
friske østers på Oyster Bar.
Eaton Centre på butiksgaden
Yonge Street er et enormt
shoppingmekka i flere etager
med hundredvis af butikker
og cafeer.
LÆS OGSÅ
• Toronto for feinschmeckere
• Niagara Falls - dramatiske naturkræfter
• Besøg vinlandet Niagara-on-the-Lake
• Toronto - Tips. Info om hoteller, museer, restauranter, shopping m.m.
De gamle bygninger af rødbrune mursten er i dag fredet og et af Canadas bedste eksempler på victoriansk arkitektur, og nye boliger i stil med de gamle pakhuse skyder op i kvarteret, og man bør unde sig selv nogle timer, eller endda en aften på en af de nye restauranter og et spillested i kvarteret.
Shopping under jorden
Ved Dundas Square finder man enorme indkøbscentre og gode butikker. Besøg det kæmpestore Eaton Centre, hvor der er over 230 butikker med design, tøj, bøger og elektronik. Nok af dem til en hel dag, hvis himlens sluser åbner sig, eller det blæser koldt fra Lake Ontario - og det gør det ikke så sjældent i Toronto. Byen ligger på grænsen mellem det kolde, nordcanadiske klima og det varmere klima fra de nordamerikanske stepper i USA. Det skaber høj luftfugtighed og varme i højsommeren, mens vinteren er isnende kold og snefyldt.
Canadierne har beundringsværdigt løst det ved at bygge store indkøbscentre og stormagasiner, som er forbundet med underjordiske butiksarkader og gallerier, der igen har forbindelse til byens metrosystem. Men man kan i værste fald også ende med at vandre rundt indendørs en hel dag i det mere end 27 kilometer lange netværk af arkader og gallerier.
I det mondæne Yorkville
byder kvarteret omkring
Hazelton Lane på
victorianske rækkehuse
med mondæne butikker
og eksklusive restauranter.
Længere mod nord i byens hjerte finder man det eksklusive kvarter Yorkville med gaderne Bloor Street og Hazelton Lane. Hvis man er til modemærker som Gucci, Louis Vuitton og Ralph Lauren, er det her, man skal fylde poserne. Det kan også anbefales at besøge det uimodståelige køkken- og interiørmekka Williams-Sonoma, hvor man ikke kan undgå at lade sig friste af kogebøger, køkkengrej, delikatesser og alt godt til bade- og soveværelset.