Samira Nawa: "Det er min pligt at gøre op med den rådne kultur"
Caroline Wilms. Foto: Jonas Normann
"Jeg var den første, der brød op for at sige farvel til mine kollegaer ved firmafesten. Min chef begyndte også at tage overtøj på og antydede, at vi så kunne følges ud. Jeg vinkede godnat til mine kollegaer. Det samme gjorde chefen. Men han gjorde også noget andet. Storgrinende råbte han ud over selskabet: “Så fik jeg studinen”. Og der kom et latterbrøl tilbage. For sådanne bemærkninger er jo “bare for sjov”. Jeg blev noget så flov."
Sådan skrev folketingsmedlem og ligestillingsordfører for De Radikale, Samira Nawa, i weekenden på sin Facebook-profil.
- Jeg glemmer aldrig den følelse. Det var følelsen af flovhed og skam. Jeg troede, at jeg blev betraget som mere end det. Jeg troede, at jeg blev betraget som et klogt hoved og som en, der kunne noget og ikke en, man kunne sige sådan noget om, siger Samira Nawa om oplevelsen, der blot er en blandt flere fra hendes eget liv.
Opslaget kom, efter at Nawa var kommet i modvind blandt sine kolleger på Christiansborg.
Efter Sofie Linde kickstartede debatten om sexisme og sexchikane på arbejdspladsen med en 12 år gammel episode fra hendes eget liv, ringede avisen B.T. rundt til ligestillingsordførerne for de forskellige partier for at spørge ind til en anden 12 år gammel sag.
I 2008 havde den dengang 34-årige udenrigsordfører for Socialdemokratiet, Jeppe Kofod, som i dag er udenrigsminister, nemlig sex med en 15-årig pige.
Samira Nawa valgte som det eneste folketingsmedlem at kommentere sagen.
Her udtalte hun blandt andet, at hvis det var op til de Radikale Venstre, havde Kofoed aldrig fået tjansen som udenrigsminister efter den episode.
Det har efterfølgende fået flere af hendes mandlige kollegaer, heriblandt Uffe Elbæk og Søren Espersen, til tasterne. De mener nemlig, at Samira Nawas udtalelser er urimelige og under bæltestedet, og at hun blot bruger sig selv for at komme i avisen.
- Det har jo karakter af, at jeg skulle udskammes for at påpege på det åbenlyse, for at sige min mening og forvalte den tillid, borgerne har givet mig. Det gjorde mig noget så vred, siger Samira Nawa.
Efterfølgende er Alternativet kommet på banen, og partiet kritiserer nu valget af Jeppe Kofoed som minister.
- Det er dårlig dømmekraft af Mette Frederiksen at udpege ham som udenrigsminister, siger Alternativets leder, Josefine Fock, til Politiken.
Jeg kunne lægge mig fladt ned, eller jeg kunne rejse mig
Samira stod over for to valg, efter hun kom i modvind for sine udtalelser til B.T.
- Jeg kunne ligge mig fladt ned, eller jeg kunne rejse mig igen og sige "fandeme nej!".
Og det var lige præcis det, hun valgte at gøre lørdag aften via et opslag på Facebook.
- Jeg kunne godt have gået den nemme vej og erklæret, at den her runde havde jeg tabt, og så kunne jeg have brugt min weekend med min familie og børn. Blandt andet min datter.
- Men hvis ikke jeg står op for hende, og hvis ikke jeg som folkevalgt står op for de mennesker, der har vist mig tillid, og for de kvinder, der oplever det her, hvordan kan jeg så gå rundt med løftet pegefinger og sige, at det er også for dårligt, at den slags sker i andre brancher.
Det sker også på Christiansborg
Selvom udtalelserne til B.T. førte kritik med sig, har det også fået mange kvinder til at skrive til Samira Nawa om egne oplevelser.
- Det, der virkelig får mig op af stolen, er de kvinder, der har vist mig tillid i løbet af weekenden, og sendt deres personlige beretninger om det, vi kan kalde "hygge-sexisme". Altså bemærkninger, der falder hist og her, men også berøringer og decideret overgreb.
Det var blandt andet de mange beretninger fra de kvindelige kolleger, der fik Samira Nawa til at fortsætte med at kæmpe kampen.
- Jeg blev bekendt med, fra kvinder, der selv har eller har haft deres gang på Christiansborg, at der er en rådden kultur. De bad mig om ikke at slippe den og bad mig om at gå til den. Det er min pligt som medlem af Folketinget og ligestillingsordfører at råbe højt og sige til, når noget er galt. Det er ubehageligt at tale om. Men der er vi nødt til at kigge indad, hvis vi gerne vil have et oprør med den her kultur.
Hvad skal der så ske nu?
- Første skridt er at tage den offentlige debat, det er vi i gang med nu. Forhåbentlig vil der også være nogle kvinder, der stiller sig frem med deres personlige beretninger. Vi kan se i mediebranchen, hvor meget den slags betyder.
- Det er ikke mere end et par uger siden, at chefredaktørerne sad i Presselogen på TV 2 og affejede problemet. I dag anerkender de, at sexisme er udbredt i deres brancher, og de hylder de modige kvinder, der lægger deres fortællinger frem.
- Der er kommet en kæmpe bevægelse på bare et par uger. Det er den bevægelse, vi skal have sat i gang i andre brancher, herunder også Christiansborg og ude på rådhusene, siger Samira Nawa.