Bøger, jeg husker: Henrik List
”Katamaranen” af Bent Haller/”Vil du se min smukke navle?” af Hans Hansen
Som en slem, lille fremmelig knægt på 10-11 år råslugte jeg disse nye, frække ungdomsbøger i midten af de frisindede 1970’ere. Uha, dét var stærke sager, der gav stof til mange heftige drømme og fantasier … Jeg tror faktisk, at en voksen, mandlig forfatter ville få endnu større ballade for at skrive sådan nogle ’perverse’ bøger til ’uskyldige’ unge i vores nypuritanske, pædofilparanoide tider, end d’Herrer Haller & Hansen gjorde dengang.
”Hærværk” af Tom Kristensen
Stadigvæk uden sammenligning den største, sejeste, stærkeste, mest velskrevne danske roman nogensinde. Var nærmest en bibel for mig og mine venner, da vi læste den første gang i gymnasiet i starten af 80’erne og dagdrømte pubertetsromantisk om at gå til bunds som fordrukne bohèmer i storbyen – ligesom ham Jastrau ...
”Creme Fraiche” af Suzanne Brøgger
Fru Brøgger er måske nok blevet en mopset ældre tante nu om dage, men hold da op, hvor kunne (og turde) hun skrive – vildt, modigt, hudløst ærligt og selvbiografisk – om moderne kvinders liv og seksualitet, da hun var ung. Street-respekt til Dronningen af dansk litteratur!
”Kvinder” af Charles Bukowski
En fabelagtigt god roman om mænd, kvinder, sex og kærlighed, der fik mig til at forstå, at kompromisløs litterær realisme også kan være både poetisk, morsom og underholdende – og sågar have en happy ending! – uden at virkeligheden nødvendigvis af dén grund skal søbes til med bestsellerglasur eller politisk korrekthed. Sådan som det desværre er tilfældet i så mange kedeligt fornuftige og forudsigelige danske romaner …
Læs mere om List og hans bøger på www.henriklist.dk