Er du også formand for julefestudvalget?

Julen er hjerternes pest, højtiden for de skuffede forventninger og den tid på året, hvor skænderier for alvor får lov at blomstre. Og det begynder tidligt. Tidligere, end at Fakta kan nå at sætte pallevis af jødekager og nisser ind i butikken, og endnu før din arbejdsgiver har nået at invitere dig på årets uundgåelige julefrokost. Hele balladen begynder sådan cirka den 28. december året før. Det er nemlig dér, du med et langt suk for første gang for alvor sætter dig til rette i sofaen, ser på din mand, på delebørnene og på de fælles og højt siger, hvad du har tænkt i fem-seks døgn: "Næste år gør vi det altså med min familie."

For hvis du lider af hensynsbetændelse, så er julen stærkt inflammatorisk og på ingen måde, hvad læger foreskriver. Vi vil så gerne have, at alle har det godt, at alle hygger sig, at alle får, hvad de ønsker sig, og vi holder stædigt fast i, at alle skal have en magisk jul. Uanset alder. Også svigerfar, der nærmer sig de 80, og ja - det er naturligvis et ansvar, DU (og jeg ...) påtager dig, for hvem skulle ellers sørge for, at barndommens fedt-dimsedutter fra Sønderjylland bliver kogt færdige, når nu det kun tager 48 timer, så også HAN kan få den magiske jul, du har på fornemmelsen han ønsker sig?

Familiesammenføring
Og det begynder endda før forrige jul - hele kapløbet mod Den Perfekte Jul begynder dér, hvor familiebegreberne mødes. For eksempel er det sådan i min familie, at alle altid er velkomne. Det betyder, at gode venner, deres familier, folk, man engang har arbejdet sammen med, ALLE tæller med i den udvidede familie. Derfor har jeg engang siddet sammen med 18 indonesiske muslimer ved mine forældres julebord, for de stakkels mennesker havde ikke noget sted at holde jul. Vi har også haft såkaldt skæve eksistenser, og fjerne slægtninge - så fjerne, at jeg ikke havde mødt dem før, og andre gode mennesker med hos os den 24.

Jul for mig er åbne døre. Mine lykkeligste juleaftener holdt jeg sammen med min veninde, min svigerfamilie, min familie, min mand, min fars kæreste - en smuk prinsesse (I kid you not!) fra Afrika, som havde hele stammeudtrækket på, og hele min venindes familie, og det syntes jeg var magisk (dog var der enkelte huller, man kunne falde i - f.eks. er min venindes far en fin, fransktalende mand fra Algeriet, hvor hunde ikke på den måde er accepteret som del af familien, og min svigerfamilie havde på det tidspunkt en hund som i dén grad var en del af familien ...). Vores julemiddag foregik på engelsk, fransk, dansk og tysk. Og jeg elskede det!

Det viste sig så, at det var jeg nærmest den eneste, der gjorde (julen havde været så pinsom for de fleste andre, at min svigerfamilie nu ikke mere vil holde juleaften med min familie - det er naturligvis ikke noget, man skriver om i et landsdækkende dameblad, så hvis du kender enten den ene eller den anden side af min familie, så bare lad, som om du ikke har læst dette, tak). For julen er her i lille Danmark for familien. Og familien er dem, man har giftet sig med, og som man på en eller anden måde deler en vis portion gener med. Familien er de nære, dem, vi er tætte på, og dem, vi vil gå gennem ild og vand for. Og julen er hjerternes fest, men kun så længe det ikke koster på hyggekontoen - julen må nemlig ikke være svær. Og her er vi tilbage ved humlen - nemlig at du og jeg og de fleste andre kvinder, jeg kender, tager på julekorstog.

Lad julefreden sænke sig. Her får du 5 trin til en stressfri jul

Julestress
Vi elsker hyggen, pynten, kagerne. Vi elsker det hele! Vi begynder at komme i julestemning, så snart sommertiden rulles tilbage og erstattes af noget med havemøbler, der skal ind i garagen, og vi får en time foræret. Vi glæder os og begynder at planlægge adventsgaver, den perfekte pakkekalender og alle de andre ting, vi mener gør den perfekte jul. Hele november går det meget godt. Men så starter ræset!
Hvis du søger på "julestress" på Google, får du 31.800 hits på få sekunder. Og det er der nok en grund til. Desuden forestiller jeg mig ikke, at det på den måde er en stressform, som mænd rammes af? Nok nærmere noget, du og jeg og vores medsøstre lige snupper for 1.800 kroner blandet af på vej ud af Magasin. Julestressen er noget, der rammer os, fordi vi er så bange for ikke at leve op til andres forventninger. Vores egne er ikke høje, mest bare noget med, at alle de andre ikke skal have noget at klage over. Og hvis alle har det godt, så kører det for os. Til gengæld er vi udmattede, når vi vender tilbage til arbejdet i begyndelsen af januar, for vi har nemlig ikke haft ferie. Vi har været i arbejdslejr. Vi har taget projektlederhattene på, og vi har valgt os selv som formand for det festudvalg, der skal sikre, at alle har det fantastisk. Vi arrangerer, planlægger og hygger, og alt skal bare sidde lige i gåsen, når klokken slår 18 den 24. december. Vi sørger for at pakke alle irritationer væk, vi deltager - om end tvungent - i alle de arrangementer, der er tradition for, og vi brokker os ikke. Kun til veninderne, og en lillebitte smule på Facebook, men så sætter vi en smiley bagved, og så tæller det alligevel ikke rigtigt.

Julerevolutionen
Men tænk nu, hvis ... Tænk nu, hvis du og jeg og alle de andre danske damer fralagde os lidt stress. Lidt jag. Og lidt ansvar. Tænk, hvis vi nu holdt fast i, at julen handler om at være sammen, at den handler om at hygge sig, om at slappe af, om at komme helskindet igennem en kold, mørk, lang vinter. Tænk, hvis du og jeg var ligeglade med antallet af småkager. Tænk, hvis vi droppede ansvaret for hele familiens julemagi, og tænk, hvis vi satte en fed streg under ferie, når vi ønsker hinanden god juleferie? Tænk, hvis du sagde nej tak til julefrokosten den 26. december i den anden ende af landet og i stedet slappede af derhjemme med en kande kaffe, et tæppe og den stak aviser, du ikke er nået igennem? Tænk, hvis du uddelegerede noget af ansvaret og ikke var den, der skulle nå det hele? Tænk, hvis du sagde nej. Tænk, hvis du passede lidt på din egen sjælefred og gik med på, at julen sjældent bliver den dér Hollywood-film, og at det hele nok går alligevel?

Helle for den 25.
Jeg har faktisk gjort det. Jeg har sagt farvel til den perfekte jul og i stedet koncentreret mig om at komme helt ned i gear. Helt konkret har vi hjemme hos os fredet den 25. december. Ungerne skal falde til ro, nå at lege med legetøjet, og vi voksne skal have tid til at sidde i sofaen og se "Anne fra Grønnebakken" (også selv om min mand hellere vil begå harakiri end tvangindlægges til endnu en genudsendelse af, hvordan Anne tilstår sin kærlighed til Gilbert på hans dødsleje, og han magisk rejser sig igen) uden at skulle tænke på at skulle ud ad døren. Vi har erklæret den 25. for helle. Og så har jeg sagt op.
Jeg har resigneret fra festudvalget, og nogle andre må tage over. Jeg har erkendt, at hvis jeg prøver at gøre alle glade, kan det faktisk godt være, de bliver det, men jeg gør ikke. Ikke fordi jeg ikke nyder at kunne gøre de små ting, der skaber god stemning, men fordi jeg har erkendt, at julen er forskellig for os alle. Risalamande er ikke det, der gør min far glad, han ønsker sig en anden dessert. And er heller ikke for alle, og min søn ønsker sig alt, hvad der nogensinde har været en reklame for på TV, og det kan han ikke få. I sidste uge var det fodbad, han havde set, som han mente ville være godt, "hvis jeg skal slappe af en dag". Bemærk "hvis". Og han er kun fire et halvt.

Det er på tide, vi slår i julebordet; det er på tide, vi faktisk gør, som vi siger - sætter et godt eksempel og rent faktisk følger mavefornemmelsen, inden den er druknet i sovs og rødvin, og at vi lærer os selv og hinanden, at julen handler om kærlighed. Om nærhed. Om lysten til at være sammen og om behovet for at trække stikket indimellem. At vi lærer, at den stressede jul ikke kommer udefra, men indefra, og at julefred ikke er noget, de får på tilbud i Illum eller Føtex, uanset hvor meget vi leder. Julen er en højtid, men den er også et lavpunkt, hvis ikke vi passer på.

Da min ældste, Elias, var to, og jeg havde knoklet rundt for at skabe den perfekte jul for alle, og især ham, var hans lykkeligste øjeblik ikke gaverne, men da han fik lov til at sidde under juletræet med resterne af gavepapiret, de skinnende bånd og alt det fine affald, denne smukke aften havde frembragt. For det handler ikke om andet, end at vi er sammen. At vi for en gangs skyld lader roen, ferien og tiden sænke sig over os, og at vi går ned i gear sammen. Julen er hjerternes fest og kærlighedens højtid, og hvis vi er helt stille, kan vi faktisk mærke det - sammen.

Gør noget hyggeligt med børnene i julen. Her får du tips til hygge med børnene i juleferien