Her er de romantiske bøger, du skal læse denne vinter
Foto:
Det er blevet den tid på året, hvor vi virkelig er begyndt at glæde os til duften af brunede kartofler og tændte lys på træet. Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og vi bruger de lange vinteraftener på at tælle ned til den 24. december.
Mangler du noget at få ventetiden til at gå med, så sæt dig til rette i sofaen med en kop varm te, og fordyb dig i en god fortælling fyldt med romantik, drama og store følelser. Den romantiske genre er letlæselig og kan strø lidt feel good-glitter over selv de mørkeste aftener, så der er gode muligheder for at drømme sig væk med romantikken.
Her guider vi til vinterens bedste romantiske læseoplevelser, som vil få din december måned til at flyve afsted.
Alt der glimter af Jenny Colgan
Har du brug for en humoristisk og opløftende læseoplevelse, er Alt der glimter bogen for dig. I romanen følger vi Sophie, som har alt, hvad hun kunne drømme om: Det perfekte sociale liv og en fantastisk garderobe.
Men med ét vendes der op og ned på hendes tilværelse, og hun må starte forfra med en underbetalt stilling som fotografassistent og en lille, lugtende lejlighed, som hun skal dele med fire nye og fremmede roomies: Eck, Cal, James og Wolverine.
Snart står Sophie i et dilemma. For skal hun blive ved med at sukke efter sit gamle luksuriøse liv, der brat blev taget fra hende – eller kan hun faktisk komme til at nyde tilværelsen i lejligheden, som godt nok er slidt, men samtidig rummer fire nye og ægte venskaber.
De fire fyre, hun er flyttet sammen med, rummer nemlig meget mere end som så, og et par af dem – den charmerende Cal og den søde Eck – er ovenikøbet ved at blive mere end blot gode venner …
Jenny Colgan er en skotsk forfatter, hvis populære og prisvindende bøger forener romantik med humor og hjertevarme.
Find Alt der glimter hos Gyldendal her.
Pæn pige-problemet af Elle Kennedy
Er du til indtagende fortællinger om det sexede, komplekse og håbløst romantiske, skal du læse Pæn pige-problemet, som er første bog i Avalon Bay-serien af Elle Kennedy.
I Avalon Bay bor Cooper, der sætter pris på den fredfyldte idyl, som kystbyen rummer. Men idyllen bliver spoleret af de respektløse, rige og forkælede studerende, som bruger deres mange penge på at drikke sig fulde i rosé.
En aften drikker rigmandssønnen Preston så meget, at han i branderten får Cooper fyret, og det får bægeret til at flyde over. Cooper ser sig snittet til at få hævn, da han møder Prestons kæreste, Mackenzie.
Mackenzie opfører sig altid ordentligt og sætter andres behov først, men da hun begynder at støde oftere ind i den bramfri Cooper, får han nogle nye og undertrykte sider frem i hende. Samtidig udfordrer Mackenzie nogle af Coopers fordomme.
Men som venskabet mellem dem spirer, må Mackenzie også kæmpe med følelsen af, at Cooper skjuler noget for hende. Så skal hun følge sit hjerte eller sin fornuft?
Elle Kennedy er en canadisk forfatter, der lægger vægt på karakterernes personlighed og skriver om følelser, farer og stærke og sexede hovedpersoner.
Find Pæn pige-problemet hos Gyldendal her.
Er vi der snart af Lucy Vine
På TikTok er det blevet en trend at rejse til fjerne lande og ligge på en strand med en tropisk drink i hånden for at bevise, at man da sagtens kan “run away from your problems”.
Den strategi afprøver hovedpersonen Alice i Lucy Vines Er vi der snart efter en katastrofal 30-års fødselsdag, hvor hun mellem kedelige kærestepar får drukket sig alt for fuld i shots og skrevet upassende beskeder til sin chef.
Oven på den bommert, skal der ske noget nyt. Hun rejser væk fra sin kedelige dagligdag og ud i verden for at opleve, selvrealisere og ikke mindst date – og for at dokumentere det hele på rejsebloggen.
Men selv i de fjerneste afkroge af verden kan man som bekendt ikke slippe væk fra sine egne tanker, og alt det, Alice gerne vil glemme, er fuldt med hende halvvejs rundt om jorden.
Lucy Vine er en britisk forfatter og journalist, som skriver for magasiner som Cosmopolitan og Marie Claire. Hendes forfatterskab er hylemorsomt, charmerende og rørende, og Er vi der snart er ingen undtagelse.
Find Er vi der snart hos Gyldendal her.
Vores stop af Laura Jane Williams
“Til den utrolig søde, lyshårede pige med den sorte designertaske og den kaffeplettede kjole … Jeg er fyren, der altid står ved dørene … Har du lyst til at få en drink sammen en dag?”
Da Nadia læser den lille annonce, hendes veninde Emma har sendt et billede af, lyder det godt nok som hende – men kan det være rigtigt? Der må da være mange kvinder med lyst hår og designertasker, der spilder kaffe ned af sig selv, når de er med toget om morgenen …
Nadia stiger altid på toget klokken 7.30 – bortset fra de dage, hvor hun sover over sig og vågner hos Emma efter endnu en aften med lidt for meget vin. Daniel når derimod altid toget. Han sover aldrig over sig, for siden hans fars død har han nærmest ikke lukket et øje.
Vores stop er en hjertevarm fortælling om, hvordan de mindste tilfælde kan udvikle sig til store følelser.
Laura Jane Williams er journalist, manuskriptforfatter og forfatter og har udgivet flere intelligente, søde og sjove bøger i rom com-genren.
Find Vores stop hos Gyldendal her.
Find din næste romantiske læseoplevelse hos Gyldendals Flamingo Books
Sæsonens bedste læseoplevelser lyser vintermørket op med hede dagdrømme, amoriner og spænding. Sæt dig godt til rette i sofahjørnet, find en pageturner frem, og lad dig opsluge af fortællinger fyldt med hjertebanken og store følelser. Er du en ægte romantiker, kan du finde mange flere romance-bøger hos Gyldendals Flamingo Books. God jul, og rigtig god læselyst!