Her er Manu Sareens yndlingsbøger
Han er kirke- og ligestillingsminister, forfatter og stor Tintin-fan.
Manu Sareen (R), der i lidt over et år har siddet på ministerposten, husker og elsker især de bøger, som han personligt kan relatere til.
Til FEMINA fortæller han om fire bøger, der har sat sig fast hos ham.
1. Tre engle og fem løver af Bjarne Reuter
Jeg husker tydeligt, da den blev læst op i skolen. Vi lå hen over vores borde, fuldstændig opslugte, og døde af grin, når der skete noget sjovt. Det er fantastisk, at en bog kan gribe en hel klasse - og at jeg kan huske det så mange år efter. Bjarne Reuter er en forfatter, jeg er meget inspireret af - og også lidt stolt af at blive sammenlignet med, når jeg selv skriver bøger.
Brug for inspiration? Få listen over de 20 bedste bøger på markedet lige nu.
2. Efter Floden af P.C. Jersild
Jeg gik i gymnasiet i midt-80'erne, da jeg læste bogen, og vi levede med to gigantiske trusler, der kunne udslette os - atomkrigstruslen og aids. Bogen handler netop om nogle overlevende efter et atomragnarok. Jeg kan huske, at jeg havde influenza, og det hele viklede sig ind i mine drømme. Den kom virkelig ind under huden.
3. Jordens søjler og Uendelige verden af Ken Follett
Det er to gigantiske værker, som foregår i middelalderen, som jeg elsker at læse om. Han beskriver livet på godt og ondt igennem flere generationer med de dramaer, der kan være, og med udviklingen i familien og samfundet. Det er fantastisk litteratur, som tryllebandt mig, og jeg ærgrede mig virkelig, da jeg nærmede mig slutningen.
Interesseret i erotisk litteratur? Få de bedste bøger af slagsen her
4. Jeg er Zlatan Ibrahimovic af David Lagercrantz
Historien om at være fra et belastet boligområde og i den grad bryde den sociale arv er helt fantastisk og noget, jeg måske kan genkende fra mit eget liv. Det slog mig rigtigt, da han sagde: 'Du kan tage Zlatan ud af ghettoen, men du kan ikke tage ghettoen ud af Zlatan' - det samme gælder for mig som minister med min indvandrer-og arbejderbaggrund.