Jeg så Love Actually igen – og pludselig er det som om, der er noget, der er off

Love Actually har altid været med mig.

Jeg så den første gang, da jeg var på alder med drengen Sam, og jeg blev fuldstændig betaget af filmen og dens skildring af kærlighedens mange (lykkelige) ansigter.

Her var julemagi for alle pengene, hengivelse og ALTID kys til sidst. Siden har jeg set den igen og igen som en tradition.

For to år siden så jeg den med min gode veninde, mens hun fik de første veer. Sidste år så jeg den med en helt ny flirt.

Hvert år en ny setting, en ny udgave af mig selv – men altid den samme udgave af filmen.

I går satte jeg mig derfor (naturligvis) for at se filmen igen efter en lang dag på arbejde, ja, faktisk tænkte jeg på det som en slags selvforkælelse. Men ak, det er som om, mit og Love Actuallys forhold de seneste par år er gået fra fast harmoni til den mere komplicerede ende at skalaen.

Det er nemlig ikke en film, der helt ældes så meget med ynde, som man turde håbe på. Her er et par af grundene til det.

1. Overload af male gaze

Kvinderne er deres udseende i den film.

Premierministeren (spillet af Hugh Grant) kan ikke løsrive blikket fra assistenten Natalies (Martine MCCutcheon) bryster.

Juliet (Keira Knightly) bliver fuldstændig hæmningsløst filmet til hendes bryllup, selvom gommens ven egentlig har lovet at optage mindeværdige øjeblikke. Og da hun opdager fadæsen, får hun at vide, at hun “ikke må vise filmen for meget frem”. Hvem vil vise en times lang film kun med nærbilleder af ens egen nakke og smilehuller til nogen?

Og så er der Alan Rickmans blik på den unge Mia.

Alt det ville måske være til at leve med, hvis det ikke havde været for en kameraføring, der er lige så vild med kvindernes kroppe som de mandlige karakterer, der står ved siden af dem, er det.

Værst er scenen med Aurelia (Lucia Moniz), der i undertøj hopper i en sø for at redde Jamies (Colin Firths) manuskript.

Men inden hendes heroiske handling skal kameraet selvfølgelig lige panorere henover hendes halvnøgle krop og dvæle ved hendes lændetatovering.

Helt. Utrolig. Længe.

2. “The chubby girl” - undskyld, hvad?

Der er fuld drøn på de forskruede kropsidealer i filmen.

Her bliver karakteren Natalie, der er assistent for premierministeren kaldt ”the chubby girl”. Hun er, lyder det ”én med stor røv og enorme lår” og så er hun ”plumpy”.

Da en medarbejder kalder hende ”fed”, spørger premierministeren, om de ikke skal nøjes med at kalde hende ”buttet”. Undskyld, hvad?

Der er gennem hele filmen et enormt fokus på (også) hendes udseende. At premierministeren kan forelske sig i en kvinde, der vel er en størrelse 38 eller deromkring, præsenteres som fuldstændig vildt og som noget, der skal bidrage til et ekstra romantisk element i deres kærlighedshistorie.

Og derudover, hvad nu, hvis hun var en str. 48? Kunne man så ikke have forelsket sig i hende?

Det burde ikke holde i 2003, og det holder slet ikke i 2022.

3. Flade kvindeskikkelser – og ditto forelskelser

Mændene er mest af alt fascineret af kvindernes udseende. Og egentlig taler de ikke meget med de kvinder, de forelsker sig i. De er bare på mystisk vis alle forelsket i de mænd, der begærer deres udseende.

Det gælder selvfølgelig også, selvom der er tale om en chef og hans ansatte forhold eller selvom de to parter ikke kan tale det samme sprog.

Ja, faktisk er det som om, der kun skal kastes et enkelt liderligt blik på en kvinde, før hun er overbevist om, at manden bag blikket er hendes livs kærlighed – også selvom de ikke engang har talt sammen.

Pointen bliver sat på spidsen, da drengen Sam taler med sin stedfar om, hvordan han skal score pigen Joanna.

I stedet for rent faktisk at føre en samtale med hende eller forsøge at lære hende at kende, beslutter han sig for at lære at spille trommer, for ”selv underlige musikere har piger”.

Det virker.

Joanna ser ham spille trommer og ender som bekendt med at give ham et kys.

Igen er filmen med til at reproducere idéen om kærlighed mellem en mand og en kvinde som et forhold, hvor mandens begær er styrende – og hvor kvinden er den hengivne uden skyggen af personlighed.

4. Vi er alle hvide og heteroseksuelle

På nær meget få undtagelser er repræsentationen virkelig haltende i Love Actually.

Her er vi alle heteroseksuelle, her er vi alle hvide – og alt, der kan være alternativer til det, latterliggøres.

Tag bare venskabet mellem Billy Mack (Billy Nighy) og manageren Joe (Gregor Fisher), som egentlig kunne være en fin fortælling om, hvordan man kan knytte sig til et andet menneske og blive en slags sjælevenner gennem livet.

Flere gange skal der gøres grin med, at de to mænd altså ikke er homoseksuelle.

Det er latterliggørende. Både overfor homoseksuelle, men også over for heteroseksuelle mænd, der gerne vil indgå nære, følsomme venskaber til andre mænd.

5. Skiltescenen er creepy

Scenen, hvor Mark viser Juliet en lang række skilte hvorpå han erklærer hende sin kærlighed er ikonisk.

Igen og igen bruges den i marketingstunts, og for mig har scenen længe været det ypperste bevis på sand kærlighed.

De seneste par år har den dog givet mig gåsehud på den dårlige måde.

Mark minder om de fremmede mænd i min indbakke, der nogle gange ser sig kaldet til at kommentere mit udseende og min personlighed (som de vel umuligt kan kende?), uden jeg har bedt om det.

Juliet spillet af Keira Knightly er også selv forvirret:

“Du taler jo aldrig til mig,” siger hun til Mark, da hans besættelse af hende går op for hende, men det stopper selvfølgelig ikke der.

Nej, Mark skal da lige opsøge hende på sin hjemmeadresse, hvor hun nyder en rolig stund med sin mand, og erklære sin kærlighed til hende uden nogensinde at have talt rigtigt med hende.

Not cool, Mark.

Hvorfor skal jeg så stadig se Love Actually til næste år?

For ja, selvfølgelig skal jeg det. Det kan nemlig godt være, at Love Actually ikke holder med 2022-brillerne på, men det betyder ikke, at man eller i hvert fald jeg ikke kan se den og nyde den.

Den er fyldt med nostalgiske smukke øjeblikke, julemusikken bimler og bamler, og indrømmet:

Trods ovenstående punkter græd jeg også i år flere gange, mens filmen udspillede sig for mine øjne.

Det er kort sagt en film, der virker, og selvom mit forhold til den er kompliceret, er jeg endnu ikke klar til at forkaste den helt. Det bliver jeg måske aldrig, og det er også okay, tror jeg.

Vi kan ikke slette fortidens kultur, men vi kan iagttage den med åbne øjne.

Og hvem ved? Måske jeg slukker inden den ikoniske lufthavnskyssescene til næste år. Måske gør jeg ikke.

Om ikke andet skal man (også) se Love Actually for Emma Thompsons fuldstændig forrygende skildring af Karen, der i en skelsættende scene får sin mistanke om, at hendes mand er forelsket i sin

kollega, bekræftet. Scenen med Emma Thompson alene i sit soveværelse, lyttende til Joni Mitchell, er hele filmen værd.

Og så vidt jeg kan deducere mig frem til, er det også den eneste scene, hvor en kvinde får lov til at fylde det hvide lærred alene uden at blive seksualiseret