"Jeg synes næsten, at vi passer for godt på vores børn i dag. Den frihed, jeg fik med i min opvækst, er en god ting"

– Jeg kan tale om det meste, siger Johanne Mygind til mig, inden vi skal mødes.

Selvfølgelig kan hun det. Især om kvindelivet. Hun har som journalist på blandt andet Weekendavisen og DR, og som offentlig feminist, dækket de fleste kvindelivsrelaterede emner i årevis.

Hun har skrevet om sig selv, om fødsler, om moderskab.

Hun har bidraget til feministiske antologier. Men det, vi mødes om, da jeg ringer på døren til hendes lille lejlighed i Københavns gamle arbejderkvarter, Sydhavnen, er noget helt andet, nemlig hendes debut som romanforfatter med slægtsfortællingen “Kærlighedens År”. Og dog.

For “Kærlighedens År” er en slægtsroman om tre kvinder, der gennem tre generationer tager livtag med ambitioner, livsmuligheder, kærligheden og ikke mindst moderskabet.

En roman, der skildrer kvindelivet fra 1950’erne og frem til i dag, hvor hovedpersonen Nanna lige er blevet skilt og skal finde sig selv midt mellem en 7/7-ordning og sine knuste drømme om det perfekte familieliv.

En roman skrevet på noget, der godt kan kaldes et feministisk grundstof. Et grundstof, Johanne har hevet op af sin egen bagage.

– Feminismen har altid været et grundstof for mig. Jeg har veninder, der kan fortælle historier om, hvordan de opdagede feminismen, den dag de blev mødre, eller da de kom på arbejdsmarkedet. Jeg har aldrig haft den slags åbenbaring. For mig har det altid været noget, jeg har haft med mig.

– Min mor var rødstrømpe, og jeg blev opdraget ret utraditionelt som pige. Som journalist har jeg altid haft en dyb interesse for mennesker, og her spiller kønnet altid ind. Jeg ville ikke skrive en debatroman, men vi lever stadig i et samfund, som er patriarkalsk, og derfor bliver fortællinger om kvinders liv også feministiske historier.

Fra mødre til døtre

Netop forholdet mellem mødre og døtre er centralt i “Kærlighedens År”, der følger den 44-årige Nanna, hendes mor, Elisabeth, der i 70’erne var en del af kvindebevægelsen og eksperimenterede både med kollektiv boform og kollektivt forælderskab, og mormoren, Rigmor, der i 50’erne må sande, at moderskabet og ambitionerne om en karriere som læge er umulige at forene.

Hvorfor skrive en slægtsroman om tre kvinder på den måde?

– Det er et faktum, at den udvikling, kvinder har været igennem i løbet af de sidste tre generationer, er langt vildere end den, mænd har været igennem.

Jeg syntes, at vi trængte til en fortælling om den. At jeg startede på romanen, handlede egentlig ikke så meget om, at jeg ville tage status på kvindekampen: Det handlede om, at det liv, jeg lever, er utrolig forskelligt fra det liv, min mormor levede.

– Hun blev gift som 22-årig og stod for alt i hjemmet, selv om hun faktisk havde et deltidsarbejde som fysioterapeut. Selvfølgelig er der også stor forskel på det liv, mine sønner kommer til at leve, i forhold til det liv, min morfar levede, men det er ikke på samme måde en afgrund.

Den uligestillede kernefamilie

Vi sidder på hver sin side af et gammelt træbord i Johannes køkken, mens hendes tre drenge rumsterer rundtomkring i den lille lejlighed.

Der er lyserøde kakler på væggen, og hendes mor har lige været forbi og malet overskabene karryfarvede.

Selv om Johanne ikke har boet her så længe, emmer lejligheden af liv, der bliver levet. Hun har en tæthed i livet med sine tre sønner, som hun bor alene med hver anden uge.

Ligesom sin hovedperson, Nanna, er Johanne Mygind 44 år og single efter en skilsmisse, hun er født i et kollektiv og vokset op med en enlig mor, og problematikkerne, der tegner de tre generationer i hendes roman, spejler livsvalg og -udfordringer, hendes mor og mormor har gennemlevet.

“Kærlighedens År” er dog på ingen måde et stykke autofiktion, understreger hun. Men den tager udgangspunkt i hendes eget erfaringsunivers og i spændingerne mellem de tre generationer, som hun selv har oplevet dem som kvinde anno 2021, der har været gift, levet i kernefamilie med tre børn og er blevet skilt.

– 68-generationen var en eksplosion, der rev alting ned. Det betød, at den blev voldsomt udskammet i den offentlige debat på en måde, hvor vi i min generation – inklusive mig selv – kun kunne tage afstand fra vores forældres eksperimenter.

– Vi var mange, der i stedet kiggede på vores bedsteforældres generation og sagde: Så skal vi igen have kernefamilie, rækkehus og hvid brudekjole – bare ligestillede.

– Men måske er kernefamilien uligestillet i sin grundstruktur, selv om det jo er lykkelig uligestilling for mange mennesker.

Hvordan er det en lykkelig uligestilling?

– De fleste kvinder tjener mindre end mænd, og mange kernefamilier fungerer derfor også som et trade-off, hvor manden tjener de fleste penge, og kvinden til gengæld har hovedansvaret for børnene.

– Det kan godt være, at hun har sit eget liv og sin egen indtægt, men det er svært at se, at arbejdsfordelingen i hjemmet ikke skulle blive påvirket af den ulige indtjening.

– Man kan også se, at det er kvinderne, der fører an, når der bliver diskuteret skoler, vuggestuer eller vacciner til børn på de sociale medier.

– Jeg har selv skrevet meget om de emner, og jeg synes, at det er vildt vigtigt, at vi går op i vores børn. Men man må bare konstatere, at det ikke er lykkedes specielt godt for os at få mændene lige så engagerede i den diskussion i vores generation.

Er moderskabet blevet et prestigeprojekt i vores generation?

– Den frihed, vi har vundet i forhold til vores mormødre, ved at vi har fået støvsuger, opvaskemaskine og vaskemaskine, bruger vi på at gå op i, om vores børn går på den rigtige privatskole eller får den rigtige musikundervisning.

– Der er faktisk en stærk social kontrol omkring det at være den gode mor, som mændene lettere ryster af sig. Det bliver i høj grad kvindens byrde at give børnene den perfekte barndom.

Politik vs. psykologi

I din roman går Elisabeth, der er kvinde og mor i 70’ernes kvindebevægelse, ikke så meget op i at skabe den form for en perfekt barndom, men til gengæld er hun investeret i et andet idealistisk projekt, nemlig idéen om kollektiv opdragelse af barnet?

– Ja, det var også det miljø, jeg selv voksede op i. Der blev moderskabet politiseret, og de havde sindssygt mange idéer, de ikke selv kunne leve op til. Ligesom min hovedperson Nanna sov jeg for eksempel i en seng på hjul, så alle i kollektivet på skift kunne have mig om natten. Det griner min mor også af i dag.

– I vores generation er vi knap så politiske, men vi har til gengæld læst vores psykologi. Vi ved nogle ting om børnepsykologi, som jeg ser som et kulturelt fremskridt. Vi er afsindigt bange for at traumatisere vores børn, og den blidhed og omsorg er vigtig. Men der er også nogle ting, vi har tabt.

Hvad er det for nogle ting?

– Jeg synes næsten, at vi passer for godt på vores børn i dag. Den frihed og selvstændighed, som Nanna i min roman opdrages til, og som jeg også selv fik med mig i min opvækst, er en god ting, synes jeg.

Har vi også tabt noget ved at give slip på familien som politisk projekt?

– Ja, vi har lukket os meget inde i kernefamilierne. Vi har lavet et hierarki, hvor den vigtigste og bedste familieform er kernefamilien.

– Jeg har selv levet i den i 10 år, og der mærkede jeg, at jeg fik det der store stempel med ’normalt og godt’. Men kritikken af, hvad der foregår inde i kernefamilien, er næsten væk. Og der tales meget lidt om, hvor frustrerende det kan være at være både mand og kvinde inden for rammerne af den familieform.

– Min hovedperson Nanna er for eksempel ved at blive vanvittig over at være familiens projektleder. Jeg kender mange kvinder, som har det sådan.

Færre voksne

En af de store forskelle, Johanne Mygind oplever mellem sin egen opvækst og den, hendes sønner har, er kontakten til andre voksne end forældrene.

I hendes barndoms skiftende kollektiver var der altid en voksen, der havde tid til at sidde og tale med hende.

Eller der var hendes mors veninde, bryggeriarbejderen Anni, der lærte Johanne at gå med makeup, for det måtte hun ikke hjemme hos sin mor.

– I min barndom var jeg tit med mine forældre til fest eller sov hos nogle af mine venner. I dag er det vigtigt, at børnene kommer hjem og bliver puttet. Vi har en idé om, at mor og far altid er bedst, men andre voksne kan også noget.

Forandring

Da jeg spørger Johanne, om hun synes, at vores generation skal lave en revolution i vores familiestruktur, når nu kernefamilien virker snærende og indelukket, bliver der helt stille. Meget længe.

Vi sidder og lytter til stilheden og de rumsterende børn i den lille lejlighed, mens tiden passerer. Til sidst siger Johanne:

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi talte mere om det her. Men en revolution …? Jeg tror, at når man er fra 70’erne og har sådan nogle forældre som mig, der rent faktisk troede, at revolutionen var lige om hjørnet, så er jeg nok lidt skeptisk ved det ord.

Hvad tror du så kunne skabe forandring?

– Et af rødstrømpernes slogan var ”6-timers arbejdsdag.” Det kunne være interessant at se, hvad der skete, hvis den drøm blev til virkelighed. Måske ville vi få tid til et sjovere liv?

– Da jeg voksede op, var der også meget aktivitet, men meget af det, de voksne lavede, kunne børn godt være med til. I den nye kernefamilie kan vi lige nå at komme fra arbejde, hen i daginstitutionen, hjem og lave aftensmad og så falde om til en serie på Netflix.

Den stille revolution

På trods af hverdagens hamsterhjul har vores generation alligevel formået at revolutionere en del af familiestrukturen.

Det har været en stille, og nogle ville måske sige en logistisk, revolution, og dog har den stor betydning.

Skilsmissen ser ud til at være kommet for at blive som et acceptabelt livsvalg, og i modsætning til vores forældres generation formår mange familier at skabe en ligelig og udramatisk fordeling af familielivet.

For selv om 68-generationen gjorde skilsmissen mere almindelig, var omstændighederne ofte konfliktfyldte, og kvinderne blev alenemødre på nogle andre økonomiske og sociale præmisser end i dag.

– Da min eksmand og jeg gik fra hinanden, havde vi en meget stærk intention om, at vi stadig var i familie, og det synes jeg er lykkedes. Vores familie fungerer bedre i dag.

– Vi bor lige ved siden af hinanden, taler meget sammen, og vores børn er lige knyttede til os begge to. Det har været revolutionerende for mig, at familien kunne være noget andet end kernefamilien, og den kunne også være noget andet end den meget konfliktfyldte skilsmissefamilie, jeg selv kom fra.

– Det at 7/7-ordningen er blevet så relativt almindelig, er en revolution. Mange fraskilte fædre får tættere forhold til deres børn, når de pludselig er alene med ansvaret.

– Jeg synes, at det er en kvinderevolution, at jeg har været alene på sommerferie i to uger i år. Det kunne min mormor jo aldrig have drømt om, selv om jeg tror, at hun ville have nydt det.

– Det har også været en kvinderevolution, at jeg har kunnet tage op i et sommerhus og skrive i de uger, hvor jeg ikke har haft børn i det her forår. Det var smertefuldt at blive skilt, men jeg tror ikke, at jeg havde skrevet en roman på 400 sider, hvis jeg stadig havde været gift.

Så på en måde har vi hevet nogle ting i land, som vores forældres generation søsatte?

– Før i tiden kunne jeg godt blive meget pessimistisk, fordi forandringen gik så langsomt, og der var så lang vej til ligestilling, men nu er der noget, der spirer.

– Vi har redskaberne til at skabe nogle bedre skilsmisser, vi kan tale om, hvor svært det er at blive mor, og vi har nogle fædre, som har lyst til at påtage sig ansvaret for deres børn.

– Jeg ser også en ny bevidsthed hos den yngre generation om køn, sexisme og feminisme. Jeg har også et håb om, at tankerne om kollektivt forælderskab, et friere kvindeliv og en friere seksualitet kan vinde frem igen.

– Jeg har også en teori om, at fordi de teorier fra mine forældres generation har fået lov at modnes, kan vi gøre det på en måde, der ikke er så voldsom.

Skal vi finde håbet i de kommende generationer?

– Nej, vi skal finde håbet i os selv. De unge skal ikke komme og frelse os. Vi skal frelse os selv. Vi skal befri os selv. Men det kræver, at vi tør eksperimentere og finde nye veje, også selv om vi snubler og begår fejl.

– Vi taler alt for lidt om, hvor vigtigt det er at snuble og så rejse sig igen. Vi gør ofte nar ad mennesker, der er ”søgende.” Det bliver nærmest et skældsord. Men hvad er alternativet? Ikke at søge?

– Min mormor blev 95. Hvis jeg bliver lige så gammel som hende, har jeg 50 år mere at leve i. Jeg kan da ikke sidde her som 44-årig og tro, at jeg allerede har fundet alle svarene og ved, hvad et godt liv er.

– Vi lever i en tid, der har brug for nye svar på spørgsmålene om ulighed, klima og familiestrukturer. Vi har brug for at finde nye svar på mange ting.