Læs novellen "Babysitter" her

BABYSITTER

Jeg åbner døren ind til opgangen. Jeg kan mær­ke den der lidt skarpe lugt af maling. Selvom opgangen er nymalet, virker den slidt. De har valgt at male i akkurat samme gråblå farver, som der var tidligere. Det er måske derfor. Jeg går hen mod elevatoren og trykker på knappen. Du tænder lyset i opgangen, og jeg kan høre en tung knirkende lyd sætte i gang langt over os. Du lægger hovedet på min skulder og siger, at det har været en god aften. Jeg ved ikke helt, om det har været en god aften. Jeg skulle måske have taget din hånd i mørket. Eller lagt hånden på dit lår, da filmen gik i gang. Du har nylon­strømper på. Det havde været så let at række ud efter dig. Når du sådan lægger hovedet på min skulder, kan jeg se ned i hårbunden på dig. Jeg kan ikke lade være med det, selvom jeg ved, at du ikke bryder dig om det.

I elevatoren er der sjasket på gulvet. Folk med våde støvler og paraplyer har stået og dryppet her, mens de har trommet på væggen med fing­respidserne. Du tager dine handsker af og tryk­ker på 5. sal. Lampen i elevatoren blinker. Jeg får nogle gange sådan en åndenød, når vi står her. Du tager mig om livet og stikker din næse ind i brystkassen på mig. Jeg ser ned i din næ­sten afpillede hovedbund og tænker på, hvor flot dit hår var før i tiden. Så opdager du, at jeg kigger, og du tager din hætte op.

Jeg har et billede i min tegnebog af dig og børnene. Du sidder på et rødt strandtæppe og smiler, man kan se havet i baggrunden. Du har mere fyldige kinder, end du har nu, og dit mørke hår stråler i solen, måske er det også lidt vådt. Jeg får pludselig sådan en trang til at tage billedet op eller i det mindste at sikre mig, at det stadig er der, men jeg gør det ikke. Det klædte dig godt at være lidt mere rund i ansig­tet. Jeg tvinger min hånd ind under din hætte og lægger den på din isse.

"De er sikkert blevet forkælet med slik," siger du og fjerner min hånd. "Hun er sød ved bør­nene, ikke?"

Jeg nikker. Mathilde hedder hun, og er kom­met ind i vores liv på det seneste. Jeg har set hende i toget om morgenen. Sam­men med nogle veninder, men det er hende, man lægger mærke til, og det ved hun godt. Hendes bevægelser er en smule forfinede. Et par gange har hun haft sit hår sat op i en heste­hale. Man kigger mest, når det hænger løst. Jeg kigger også på dem, der kigger.

Du roder rundt i din taske efter nøglen, men pludselig går døren op, og dér står Mathilde og smiler.

"De har været rigtigt søde," siger hun, mens du finder penge frem til hende.

Jeg kigger forbi hende og ind i køkkenet. Bør­nenes kopper står stadig fremme og tallerkner­ne med resterne fra deres aftensmad. Jeg bliver irriteret over, at hun ikke har ryddet op. Selvom jeg godt ved, at det ikke er det, vi betaler hende for. Hun åbner sin lille taske og takker for pen­gene. Hun har en stram lyseblå bluse på, den passer godt til hendes lyse hår. I morges sagde du til mig: "Du kan slet ikke få øjnene fra hen­des bryster, hva'?" Du smilte, da du sagde det.

Så følger jeg hende ud til elevatoren og spør­ger til hendes gymnasium, og hvad hun mon vil bagefter. Det er jo vigtigt med en god ud­dannelse. Hun griner og ryster på hovedet, som om jeg er fra en helt anden planet.

Det var på nettet, du fandt hende. Du havde brugt ret lang tid på at finde hende, sagde du, det skulle jo være den rette. Du havde krævet et foto. Ingen af de andre passede nær så godt som hende her, fortalte du. Du fortalte mig om hende i sengen, da jeg var kommet ud over dit maveskind, og sæden løb ned ad siderne på dig. Du sagde, at vi nok skulle gøre det rigtigt igen, når du var færdig med behandlingerne.

Elevatoren kører ned med hende. Jeg kigger for en sikkerheds skyld ud for at se, om hun kommer vel ud. Der sker så meget om aftenen. Hun går hurtigt, vinden tager i det lyse hår. Så drejer hun rundt om et hjørne henne ved de andre ejendomme.

Jeg går ind og ser til de små. De har begge to lagt sig i den øverste køje og er faldet i søvn med hinandens fødder i hovedet. Jeg kysser dem på panden og samler en bamse op.

I køkkenet er du i gang med at rydde op. Du er en god hustru, meget mere forstående og mild end de andre kvinder i mit liv nogensinde har været. Jeg går ud til dig og lægger hænderne om livet på dig. Du siger, at det hele nok skal blive godt igen, når du kommer lidt mere til hægterne.

"Indtil da kan jeg godt acceptere, at du fjol­ler lidt rundt. Lidt sjov i gaden med Mathilde, indtil jeg er på dupperne," siger du og tager mig i skridtet," du er jo kun en mand."

Så taber du den tallerken, du står med, og spaghetti og kødsovs lander med et klask på køkkengulvet. For første gang siden behand­lingerne gik i gang, væmmes jeg oprigtigt ved dig.

Jeg går ind i stuen og spejder ud ad det store vindue. I bygningen overfor står en mand på sin altan og ryger. Jeg får sådan lyst til en smøg, selvom det er flere år siden, jeg lagde dem på hylden. Så går jeg ud i køkkenet igen. Du sid­der og græder med hovedet skjult i hænderne. Jeg begynder at samle spaghetti op. Kødsovsen ligger i klatter ud over gulvet.

"Undskyld," hvisker du. "Undskyld for det hele."

Anja Otterstrøm er født i 1966 og arbejder til daglig som fuldmægtig i et ministerium. Hun er netop udkommet med novellesamlingen "Enebørn"

R