Portræt af Helle Virkner: En kvinde der så alting fra den lyse side

Kom helt tæt på Helle Virkner

Mange omkring Helle Virkner har beskrevet hende som en ualmindeligt livsglad person, der vandrede med rank ryg gennem stormene og så lys, hvor andre mest ville have fået øje på mørke.

Tag nu for eksempel hendes far, som de fleste ville sige svigtede sin familie på det groveste. Men sådan udlagde hans datter det ikke, selv om hun heller ikke udtrykte den store kærlighed til ham.

Hendes forældre, Mouritz Lotinga og Ellen Rasmussen, mødte hinanden ved et karneval i København og flyttede til en stor villa i Ry, som de fik i bryllupsgave af hans forældre. Mouritz kom nemlig ud af en rig, jødisk slægt, og der var både kokkepige, stuepige og chauffør i Helles første barndomsår, som på alle måder var fyldt med luksus.

Men Mouritz gik ikke meget op i sit hjemmeliv og var sin kone utro med blandt andet barnepigen, som han senere fik en datter med. Da Helle var 5 år, fik hendes mor nok og flyttede med sin datter hjem til sine forældre på Rosenvængets Allé på Østerbro, hvor de snart fik en lille lejlighed ved siden af Helles bedsteforældre.

Det kan lyde som en deroute, men Helle har mest fokuseret på fordelene.

På Østerbro, hvor der også boede en tante i ejendommen, blev hun del af en tæt storfamilie og grundlagde en stor kærlighed til bofællesskaber, hvor flere generationer bor under samme tag. Senere boede hun i mange år sammen med sin egen mor, indtil moren måtte flytte i en beskyttet bolig. Og da Helles datter, Astrid Helene (kaldet Søsser), som voksen fik sclerose, fandt hun en lejlighed, hvor de havde stor glæde af at bo sammen og hjælpe hinanden.

Sin far og hans familie så hun kun sjældent efter sit femte leveår. Det skyldtes ikke mindst hendes farmor, en dominerende og hård kvinde, som gjorde sit for at formindske kontakten.

LÆS OGSÅ: Portræt af Bodil Udsen: En kvinde indtog livet i store doser

Feteret og i godt selskab

Trods de ukærlige signaler fra sin fars familie har Helle beskrevet sin barndom som god. Skolen var ganske vist ikke hendes kop te, hun kedede sig. Men det gjorde nu ikke så meget. På en sommerferie i Hornbæk som lille pige havde hun nemlig mødt skuespilleren Karin Nellemose og betaget lyttet med, når hun øvede på en af sine roller. Fra da af vidste hun, hvad hun ville være, og kunne ikke komme hurtigt nok i gang.

Efter skolen blev hun først statist på Folketeatret og Det Ny Teater og kom så i 1943 ind i første hug på Det Kgl. Teaters skuespilskole kun 18 år gammel.

Lige fra begyndelsen gjorde hendes skønhed hende feteret inden for især filmverdenen.

Sin første egentlige hovedrolle fik hun i filmen ”Ta’ hvad du vil ha’”. Her mødte hun instruktøren Erik Balling, der senere fik enorm betydning for hende, også som personlig ven. I første omgang instruerede han hende i ”Kispus” i 1956, den første danske film i farver, og senere også i tre film om Poeten og Lillemor.

Hun indspillede i det hele taget en mængde film i de år og arbejdede også på teatret ved siden af. I sin fritid rejste hun rundt i Europa og blev opfordret til at søge roller i udlandet, men tog aldrig bolden op. Til gengæld nød hun i fulde drag at omgås stjerner fra hele verden, blandt andet dansede hun med Marcello Mastroianni og Yves Montand, fik en invitation til at spise natmad med Gary Cooper (som hun dog afslog) og flirtede med Japans svar på Cary Grant, filmstjernen Ryo Ikebe.

I sine erindringsbøger lægger Helle ikke skjul på, at hun kom omkring en del mænd, både undervejs i og imellem de to ægteskaber, hun også nåede i sin ungdom.

Uvenner med sin mor

Allerede som 21-årig blev hun gift med skuespilleren William Rosenberg, meget imod sin mors vilje. Moderen syntes, at hendes datter skulle vente, til den rette viste sig, og ikke bare falde for charme og brede smil. Det endte med så stor en konflikt, at mor og datter ikke så hinanden i to et halvt år, præcis så længe som ægteskabet holdt. For Helle Virkner og Rosenberg gled, som moren forudså, hurtigt fra hinanden.

I 1949 giftede Helle sig med den 15 år ældre skuespiller Ebbe Rode, en af Danmarks største stjerner dengang. Med ægteskabet fulgte også venskabet med Ebbes mor, Edith Rode, en usædvanligt selvstændig og frigjort forfatter og journalist. Hun inspirerede sin svigerdatter til at tage ud i verden på egen hånd, nu da Ebbe ikke var så vild med at rejse. Ægtefællerne var tilsyneladende enige om, at det var tilladt at have sidespring, i hvert fald havde de begge affærer ved siden af.

Men selv for Helle Virkners frisind blev Ebbe Rodes langvarige affære med skuespilleren Nina Pens en tand for farverig. Efter ni års ægteskab bad hun sin husbestyrerinde pakke hans tøj og vedlagde et brev, hvor hun bad ham være væk fra den fælles bolig, når hun kom hjem fra arbejde.

Det var han, og nu var Helle 34 år og single. Men ikke ret længe, for kort efter blev hendes liv vendt op og ned af en charmerende politiker.

LÆS OGSÅ: Portræt af Asta Nielsen: Fra verdenskendt til glemt

Stor kærlighed

Jens Otto Krag var udenrigsminister, da han første gang hilste på Helle Virkner ved en reception på D’Angleterre i 1959. Hun fik indtryk af en på én gang sød og barsk mand, der ugenert kiggede efter hende, da hun gik. De mødtes igen, og snart var de lidenskabeligt forelskede.

Allerede efter nogle måneder tog de til Nice og giftede sig. Meningen var vist, at det skulle være sket diskret, men hemmeligheden blev lækket, og brylluppet blev dækket intenst både af den danske og franske presse.

Hurtigt efter blev Helle Virkner gravid og indså, at hun umuligt kunne klare både at være ministerfrue, mor og spille på teatret. Allerede samme år opgav hun sit teaterarbejde og nøjedes i flere år derefter med at indspille et par film om året.

Snart fik hun endnu et barn. Nu var hun mor til både Jens Christian og Astrid Helene. Hun beskriver selv tiden som småbørnsmor som en af de lykkeligste i sit liv. For arven efter sin farmor havde hun købt et hus på Egernvej på Frederiksberg, som familien boede i, når de ikke var i sommerhuset i Skiveren, eller hun var på rejse med sin mand i udlandet.

Helle Virkner med sin førstefødte, Jens Christian Krag, i 1960. Mens børnene var små, indspillede hun kun nogle få film om året.

I 1962 blev Krag statsminister, og pressen kunne næsten ikke få nok af det karismatiske, forelskede powerpar, der på de mange pressebilleder udstråler, at de har styr på det hele. Sorgerne blev der ikke skrevet om, men de var der også. Jens Christian, det ældste barn, blev diagnosticeret autist. Igen fremstillede Helle Virkner det aldrig som et problem. Jens Christian blev nænsomt inddraget i familielivet på lige fod med sin søster og elsket mindst lige så højt.

Efter nogle år begyndte parret dog skjult for offentligheden at glide fra hinanden, og revnerne i ægteskabet blev kun større, da Krag gik af som statsminister i 1968.

I sin biografi ”Hils fra mig og kongen” fortalte Helle Virkner første gang åbent om, hvor rædselsfulde de sidste år i ægteskabet var. Krag kunne ikke holde sig fra andre kvinder, drak rigeligt og kunne være lukket, ubehagelig og umådeligt distræt.

Lige så stille skruede Helle Virkner op for sin skuespillerkarriere, så hun havde fast grund under sig, hvis hun skulle blive alene. Hun sagde ja til flere teaterroller og kom med i Danmarks Radios nye serie, ”Huset på Christianshavn”, hvor hun spillede flyttemand Olsens kone. Serien blev en øjeblikkelig seersucces.

Snart fik hun mod til at sige, at hun ville skilles. Men det ville Krag ikke. Der gik flere år med tovtrækkeri de to imellem. Krag stod ved, at han havde andre kvinder, men holdt fast ved, at det var Helle, han elskede.

Hun beskriver tiden som yderst ydmygende. Der lå breve fra Krags elskerinder frit fremme, som hun ikke kunne undgå at se. Dem skulle hun ikke gå op i, sagde han, de betød ingenting.

Til sidst fik hun ham overtalt til at flytte, men gik med til at udsætte selve skilsmissen, da Krag igen blev statsminister og ikke ville have skandale omkring sig.

Allerede nogle måneder efter deres første møde blev Jens Otto Krag og Helle gift i Nice. De havde håbet på at gøre det diskret – men det lykkedes helt klart ikke.

LÆS OGSÅ: Portræt af Liva Weel: Hendes smil kunne smelte alles hjerter

Det store sceneskift

Da Krag efter EF-afstemningen i 1972 overraskende for mange trådte tilbage som statsminister, kunne Helle endelig se en ende på den ulidelige situation. Men så slog Krag igen bak og fortsatte alligevel sine eskapader. Først i september 1974 blev skilsmissen endeligt stadfæstet.

Helle Virkner følte både sorg og en kæmpe lettelse. Det var hendes tredje skilsmisse og klart den sværeste. 49 år gammel viste hun dog igen talent for at genopfinde sig selv og folde sit liv ud i nye spraglede retninger.

Hun gik ind i kommunalpolitik og sad i otte år i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for ­Socialdemokratiet. Næsten samtidigt fik hun, hvad man vist roligt kan kalde sit livs rolle i endnu en seriesatsning på Danmarks Radio, ”Matador”.

Egentlig havde ”Matador”s forfatter, Lise Nørgaard, forestillet sig, at Helle skulle spille Maude. Den figur lå tættest på hendes personlighed. I omgangskredsen var hun nemlig kendt for ofte at ringe hjælpeløst og bede om hjælp til det ene og det andet. Men instruktøren, Erik Balling, var fast besluttet på, at Helle ville passe bedre i rollen som Maudes mere stilfærdige og stærke søster, Elisabeth, der både er sød og oprørsk. Serien blev som bekendt en kæmpe succes og har gjort Helle Virkner til et kendt navn, også i de yngre generationer.

Helle Virkner i sit livs rolle: som Elisabeth Friis i ”Matador” – det var instruktør Erik Balling, der havde set rigtigt her.

Kærlighed blev der også plads til. I mange år havde hun et forhold til den konservative politiker Erik Haunstrup Clemmensen, som hun en overgang boede sammen med. De endte med at gå fra hinanden igen, men han forblev en nær ven; en af de mange, Helle altid kunne ringe til.

Arbejdsmæssigt viste der sig nye udfordringer, som hun gladeligt tog imod. Fra 1982 til 1993 var hun direktør på ABC Teatret. Bagefter skrev hun i samarbejde med andre to erindringsbøger, ”Hils fra mig og kongen” og ”Billeder fra mit liv”, der begge blev bestsellere og indbragte hende flere millioner. Læserne var begejstrede og ville høre mere. Derfor rejste hun efterfølgende energisk land og rige rundt og holdt foredrag om alt, hvad hun havde oplevet.

Hun sagde selv om sit liv, at det var ”…som blandede bolsjer, sure og søde, men fleste af dem søde.”

I 2008 fik hun kræft og døde året efter. Ved begravelsen ønskede hun, at vennerne fejrede hendes minde med laks og champagne. Der skulle være lys i mørket også der.

Dette portræt bygger på Helle Virkners selvbiografi ”Hils fra mig og kongen” samt Anne-Sofie Storm Wesches biografi ”Helle Virkner” og forskellige artikler.

Tre livsglade damer i 2001: Helle Virker, Bodil Udsen og Lily Weiding.