Se, lyt & oplev
19. oktober 2015

Serieguide: 15 nye serier til efteråret

Har du lige set sidste afsnit af din favoritserie færdig? Fortvivl ikke. FEMINAs kulturredaktør Mette Rou Lund anbefaler 15 serier til efterårets streaming-TV-hyggestunder i sofaen. Der er både gamle kendinge og måske også et par, du aldrig har hørt om.
Af: Mette Rou Lund
tv-serier

SPIONER VS. AGENTER

Vild med Homeland (Netflix)? Blev du som mange af os overbevist af Claire Danes og co. i agent-serien ”Homeland”, hvor det aldrig var til at vide, hvem der var på hvilken side, så er der mere af samme komplicerede spiondrama i The Americans (Netflix), hvor to russiske spioner agerer ærkeamerikansk ægtepar i USA. Men selv om det bare er et cover, så kan man jo godt blive tiltrukket af hinanden, og børn har de også fået. Børn, der ikke aner, at deres mor og far både spionerer og dræber i deres fritid. I The Blacklist (Viaplay) bliver en ung kvinde, der netop er blevet uddannet som FBI-profileringsekspert, sat til at samarbejde med en afhoppet agent. Sammen skal de jage personer på eks-agentens liste.

UMAGE VENNER

Vild med Venner (Netflix)? I den ikoniske sitcom er de umage venner Ross, Joey, Chandler, Rachel, Phoebe og Monica den slags karakterer, som man skiftevis bliver mega irriteret på og alligevel har lyst til at kramme. Zooey Deschanel kan det samme i New Girl (Netflix), hvor hun som den nuttede Jess udfordrer sine nye roommates – tre fyre, der på hver deres måde er rimeligt dysfunktionelle. I Community (Viaplay) følger vi en studiegruppe, der med den glatte Jeff Winger som deres selvudvalgte leder laver alt andet end at studere. Jeff er der kun, fordi han blev taget i at fuske med sit CV og ikke kan vende tilbage til advokatkarrieren, før han færdiggør sit stude. I alle tre serier kan det blive så pinligt, at man må lukke øjnene og holde sig for ørerne. SE OGSÅ: 10 hotte filmpar

VENINDER FOREVER

Vild med Gossip Girl (Netflix)? En gang imellem er det hyggeligt at se en teen-serie, selv om det er 20-30 år siden, man selv gik ud af gymnasiet. Venindekriser tilsat lækker styling og diverse romancer bliver man jo aldrig for gammel til. Det er da masser af i Gossip Girl, hvor de to overklasseveninder Blair og Serena skaber en uendelig række af problemer for sig selv. Det samme sker i Pretty Little Liars (Netflix), hvor fire veninder får deres liv forstyrret af en hemmelig stalker, mens de prøver at opklare mordet på deres veninde. En mere moden og humoristisk version af venindebøvl kan du få i den engelske Doll & Em (HBO), hvor filmstjernen Emily Mortimer (den succesfulde engelske skuespiller Emily Mortimer udleverer sig selv på sjoveste vis) bliver udfordret, da hun hyrer sin bedste veninde Dolly som assistent. Lige pludselig får alle øje på Dolly, og det har Emilys ego svært ved at kapere.

SKURKE, MAN KAN HOLDE AF

Vild med The Sopranos? Har du en svaghed for små- eller storkriminelle fighter-typer, der på mystisk vis er til at holde af og heppe på? Sådan en er Ray Donovan (HBO), som ligesom New Jersey-gangsteren Tony Soprano følger sine egne regler mere end lovens, når han hjælper Hollywoods elite med at få deres problemer til at forsvinde. Den hårdtslående sherif i Banshee (HBO) følger også sine egne regler. Her spiller nydelige Antony Star mestertyven, der ender som sherif i en lille by for at dække over sin virkelige identitet. Ulrich Thomsen er uhyggeligt overbevisende som byens skurk af den slags, der bestemt IKKE er til at holde af.

ROD I FAMILIEN

Vild med Bloodline (Netflix)? I Bloodline vender familiens sorte får hjem til barndomshjemmet i Florida Keys og truer med at afsløre den ellers på overfladen velfungerende familieklans dystre hemmeligheder – som de selv siger: ”Prøv ikke at dømme os. Vi er ikke slemme mennesker. Men vi gjorde noget slemt”. I Rectify (Netflix) har Daniel siddet fængslet i 19 år for at have begået voldtægt og mord, men da nye beviser dukker op, bliver han løsladt og flytter hjem til familien, som nu også består af en stedbror og en stedfar. Han skal starte helt forfra med sit liv, og både han og familien skal håndtere, at ikke alle i den lille by er overbeviste om hans uskyld. I The Affair (HBO) er vi på samme måde aldrig helt sikre på, hvem der gjorde hvad. Servitricen Alison og den meget ældre forfatter Noah har en affære, der bringer deres familier i opløsning, og et mord komplicerer det hele yderligere. De tre serier byder alle på mere end hverdagsudfordringer og har den samme rugende og trykkede stemning, hvor man ved, at det kan koge over når som helst.

3 HURTIGE

  • Vild med Downton Abbey (Netflix)? Se Mr. Selfridge (Netflix). Her er også flotte kostumer og ægte gentlemen.
  • Vild med Breaking Bad (Netflix)? Se Narcos (Netflix). Her er der også masser af spænding og stofhandel.
  • Vild med True Detective 1 (HBO)? Se IKKE True Detective 2 (HBO). Du bliver bare skuffet.
LÆS OGSÅ: Seje seriedamer

Læs mere om:

Læs også