Se, lyt & oplev
4. maj 2020

Surdej og håndvægte: Her er de mest googlede ord under corona

Danskernes google-vaner afslører, at vi er i en helt ekstraordinær situation. Se de 25 mest googlede ord under coronakrisen.
Af: Rita Gunnarsdóttir Dam
Her er de mest googlede ord under corona

Foto: Shutterstock

En google-søgning kan sige meget om et menneske. Dykker man ned i, hvad os danskere søger på i øjeblikket, siger det noget om, hvilken situation vi som befolkning står i. Hvad vi tænker, hvordan vi handler, og hvad der optager os.

En google-søgning afslører vores behov

Lige siden corona-pandemien strømmede ind over landet, har vores allesammens hverdag ændret sig markant. Vi lever mere isoleret end nogensinde, og det er med til at ændre vores vaner og basale behov. Det kan vi se på vores google-søgninger. Kigger vi på, hvad danskerne har søgt efter, siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned på det historiske pressemøde 11. marts, tegner der sig et tydeligt billede af, hvad der optager os under coronakrisen.

Sammen - bag vores computerskærme

Det er tydeligt at se, ud fra hvad vi har tastet i søgefeltet på Google, at vi ikke længere kan være i samme rum med kolleger, venner og en stor del af familien. Derfor kommer det os nu allesammen til gode, at der er opfundet tjenester til videoopkald, så vi kan stadig kan holde de vigtige møder eller drikke et virtuelt glas rødvin med en veninde. 'Google Hangout' er det mest søgte ord i måneden efter, at Danmark blev lukket ned. På listen finder vi også tjenesterne 'Zoom', 'Skype' og 'Teams'.

Hvor skal vi nu træne?

Fitnesscentrene har lukket døren i af hensyn til coronasmitten, men hvor går vi så hen, når vi vil have pulsen op?

Vi kan snøre løbeskoene og løbe ud i forårsvejret, vi kan dyrke yoga eller også kan vi forvandle stuen til vores eget træningscenter.

Søgninger på 'håndvægte' er steget markant, siden Danmark lukkede ned i marts. Også ord som 'træningsudstyr' og 'hjemmetræning' er strøget til tops.

- Selvom vi joker med, at sommerkroppen er aflyst, ser det ud til, at vi for tiden er enormt optagede af vores kroppe. Ikke så meget det æstetiske, men mere vores sundhed, siger Julia Lahme, der er etnolog, livsstilsekspert og direktør af kommunikationsbureuaet Lahme Kommunikation.

Fællessang

Der har været mange smukke øjeblikke midt i coronakrisen, der har givet os alle håb. Fællessang har været et af dem, og det kan vi især takke dirigent og DR-vært Phillip Faber for. Over 270.000 danskere har set (og sunget med), når Faber trofast har sat sig ned på klaverbænken og sunget Danmark i gang med sange som 'Se, nu stiger solen' og 'Svantes lykkelige dag'. Og mon ikke at vores trang til fællessang er årsagen til, at Højskolesangen bliver revet ned fra hylderne i den her tid? Boghandlerkæden Arnold Busck kunne i starten af april melde ud, at Højskolesangbogen for første gang lå i top på bestsellerlisten.

Vi bager os ud af krisen

Mellem de åbenlyst populære søgeord som 'Covid-19' og 'Mette Frederiksen' gemmer der sig et lidt mere interessant og lavpraktisk ord på listen. Nemlig surdej.

Coronakrisen har fået danskerne til at finde Margrethe-skålen og dejskraberen frem, og det er ikke overraskende, lyder det fra Julia Lahme.

- Det at gå mere i køkkenet er en ting, vi før har set under kriser. Generelt bliver fokusset på mad enormt under kriser.

- Det skyldes, at bagning og madlavning er kontrollerbare og afsluttede projekter, vi selv kan styre. Sundhedsstyrelsen har ingen indflydelse på, hvordan det går med din surdej, siger hun.

Ifølge hende er der også et socialt fællesskab i surdej, og det er lige før, det føles som en lovlig undskyldning at mødes med andre, når det er for at bytte surdej.

Nedenfor har vi samlet 25 af de mest søgte ord under coronakrisen.

Top 25: Dette googler vi i coronakrisen

  • Google meet +5000 %

  • Karen thisted +2,750 %

  • Virksomhedsguiden,+2,150 %

  • Pressemøde 6 april +1,900 %

  • Corona tal +1,800 %

  • Phillip faber +1,600 %

  • Pressemøde +1,500 %

  • Google hangout +1,150 %

  • Den korte coronavis +1,000 %

  • Pressemøde i dag +1,000 %

  • Bilka to go +950 %

  • Microsoft teams +900 %

  • Corona sverige +800 %

  • Søren Brostrøm +800 %

  • Håndvægte +700 %

  • Mette Frederiksen +700 %

  • Coronasmitte.dk +600 %

  • Surdej +550 %

  • Coronasmitte +500 %

  • Covid-19 +450 %

  • Skype +450 %

  • Zoom +400 %

  • Den spanske syge +400 %

  • Grammatip +400 %

  • Teams +400 %

Kilde: Google Trends. Periode: 11 marts til 11 april 2020.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs mere om:

Læs også