Vi bliver nødt til at tale om den nye Sex and the City-serie

Kan man mase mere "siden sidst" ind i første afsnit?

Afsnit 1 føltes lidt som et møde med din veninde, du er gået på efterskole med. I har ikke set hinanden i to år, men I er fast besluttede på at holde kontakten.

Så der er meget, der skal langes over bordet af nyheder, når kaffeaftalen endelig er i hus. Nyt job? Ny frisure? Yes, jeg er blevet klippet otte gange siden sidst.

For HOLD OP, der er sket meget i verden, siden vi fulgte de fire veninders – nu tre – gøren og laden i New York.

Coronapandemien. Black Lives Matter. Metoo. Donald Trump. Grå hår, der enten skal skjules eller bæres med stolthed. Og for ikke at tale om Samanthas fravær. Det vender vi tilbage til.

Allerede fra første scene bliver coronapandemien nævnt, da Carrie, Charlotte og Miranda, lettere menneskeforskrækkede, mødes til en frokostaftale.

Pandemien bliver også billedliggjort af Carries glimmerhandsker, som hun bruger på offentlige steder. En meget Carrie-måde at løse pandemien på.

Vi er forpustede efter første afsnit, og det med coronaen kunne vi altså godt have undværet. We got it.

Albue-håndtryk og luft-knus er akavede. Men behøver alle film og serier at adressere det fra nu af?

Kan Samantha få lidt mere respekt?

Som seer når du knap nok at spise én popcorn, før elefanten i rummet bliver adresseret.

Hvor er Samantha?

Det er ingen ringere end Bitsy von Muffling, der får lov til at stille det akavede spørgsmål til trioen.

"Hun er ikke længere med os," lyder det dramatisk fra Charlotte. Veninderne må efterfølgende forklare, at hun altså arbejder i London og ikke er død.

Fair nok. Det er ikke helt utænkeligt, at PR-mennesket Samantha Jones er rejst til London af karrierehensyn.

Men forklaringen om, at hun "fyrede" Carrie som ven, efter Carrie droppede hende som publicist, er lige så utroværdigt, som at Carrie kunne finansiere sin garderobe og Manhattan-lejlighed ved at være klummeskribent.

Samantha har gang på gang vist, at hun er en fantastisk veninde.

Hun var med på bumletoget til San Francisco, da Carries bogturné skulle skydes i gang. Hun havde ikke et gram af fordømmelse i sig, da Carrie fortalte hende, at hun var Aidan utro med Mr. Big.

Samantha har endda fisket et pessar ud af Carries underliv.

Vi kan godt blive enige om, at Samantha ikke er den mest kærlige ven, men du ved altid, hvor du har hende.

Og hun ville aldrig ghoste sig ud af et venskab alene på baggrund af en professionel beslutning.

Samantha, vi savner dig, og du fortjener lidt mere respekt.

Er pommes frites en dødssynd?

"Hvem bestilte pommes frites?" lyder det fra Lisa Todd Wexley, Charlottes nye veninde, da hun tilfældigt møder de tre veninder på en café.

Det er hende, der muligvis kommer til at indtage den fjerde stol ved frokostbordet efter Samantha.

"Jeg skal kende dig længere, før jeg indrømmer det," siger Carrie.

Det er pommes frites. Ikke narko.

Intentionen var formentlig at vise, at kvinder netop godt kan bestille pomfritter i 2021 (!), men desværre virker det stik modsat.

Vi siger nej tak til food-shaming over de friturestegte kartoffelstave, der er Guds gave til menneskeheden.

SATC-holdet har lyttet til kritikken – men fungerer det?

Den oprindelige "Sex and the City"-serie blev blandt andet kritiseret for at være for hvid, for stereotyp i fremstilling af homoseksuelle, for overfladisk og for materialistisk.

For ikke at tale om slutningen, der handlede mere at finde sammen med den rigtige (mand) end det uvurderlige venskab mellem de fire kvinder.

Det virker til, at holdet bag ”And Just Like That”, der denne gang er mere mangfoldigt, har lyttet til kritikken.

Det er (ikke overraskende) Miranda, der er leveringsdygtig i adressere vigtige samfundsemner.

Som når hun nævner Pink Pussy-demonstrationerne efter indsættelsen af Donald Trump eller hendes super akavede forsøg på at være en god allieret i forhold til strukturel racisme over for sin nye professor.

Desværre virker det alt for påtaget og som om, hun har læst en guide til at være anti-racistisk. Hvilket hun i øvrigt også har.

Der er skruet op for diversiteten i castet, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem Charlottes veninde, dokumentaristen Lisa Todd Wexley, Mirandas professor, Naya Wallace, og Carries podcast-redaktør, den non-binære Che Diaz.

Intentionerne er gode, men det virker i det hele taget meget påklistret i de første to afsnit. Som om alle tre skulle tjekke inklusion af i deres bekendtskaber.

Lad os håbe, at de nye medvirkende kommer til at spille en vigtigere rolle og ikke blot er bikarakterer, der skal få serien til at fremstå mere woke – ved at understrege, at hovedpersonerne overhovedet ikke er det.

Har Miranda et alkoholproblem?

Det er nok ikke tilfældigt, at vi ser Miranda drikke alkohol ret tidligt på dagen i løbet af de to første afsnit.

"Klokken er 11 et sted," siger Miranda til bartenderen, efter hun har bestilt et glas Chablis, et kvarter før baren åbner.

Hun skal have styr på nerverne, inden hun igen skal på skolebænken for at tage en kandidat i menneskerettigheder.

Derudover har hun en taske-vin, som hun dog glædeligt deler ud af, med til en klaverkoncert, og til et senere arrangement dulmer hun igen nerverne ved at gå i baren – som den første.

Og det er ikke en cosmopolitan, hun bestiller, men en straight whisky.

Spørgsmålet er, hvad der har fået Miranda til at supplere de lyserøde cocktails med formiddagsvin og stærk spiritus i ren form?

Vi håber, at serien kan behandle alkoholisme på en nuanceret måde – dét ville være nyt i serieland.

Kan vi endelig få en skildring af kvinders (sex)liv i 50’erne?

Skal man tro skaberne bag serien, så er der stadig masser af sex i denne nye version af "Sex and the City".

Og det er tiltrængt, når nu serien beskæftiger sig med kvinders liv i 50’erne.

Som en af forfatterne bag serien udtalte, da flere gjorde grin med "And Just Like That" ved at dele billeder af tv-serien "The Golden Girls" på nettet:

"Wow, så enten er du 35, eller også er du pensioneret og bor i Florida. Der mangler et kapitel her."

Indtil nu har vi fået et glimt af et høreapparat, eksperimenterende parforholdssex og en snak om grå hår. Og så selvfølgelig Mirandas teenagesøn og hans kæreste, som ikke holder sig tilbage – til boomer-Mirandas store forargelse.

Men "And Just Like That" har en oplagt mulighed for at skildre (sex)livet og alt det, der hører med til overgangsalderen.

Vi venter i spænding.