Spiser du også mere kage under corona? Så er du ikke alene
Sofie Guldager. Foto: Jacob Ljørring
Corona-pandemien har sat en stopper for mange af de ting, de fleste af os plejer at finde glæde ved.
Vi kan ikke rejse, vi kan ikke tage ud at spise, vi kan ikke gå i biografen, men vi kan stadigvæk tage et smut til bageren efter en lækker kage.
Og det er vi mange, der gør.
En ny undersøgelse lavet af Teknologisk Institut viser, at vi spiser mere kage og slik under pandemien. Og det er især kvinder, der tyer til de søde sager.
- Det er en svær tid for mange, så man har mere brug for ”comfort food”, siger Jeremy Millard, der er en af forskerne bag undersøgelsen om danskernes og andre europæiske landes madvaner under corona-pandemien.
Samtidig med at forbruget af kage og slik er steget, så er forbruget af sunde og friske madvarer også steget, især for kvinderne og husstande med børn.
LÆS OGSÅ: Lærke Baggers striktrøje gik verden rundt: Den skal bringe folk sammen
- Det er to modsigende tendenser, men folk er ikke altid rationale, og man skal tage højde for mange hensyn, så selvom man spiser sundt, så bliver man også fristet til at spise kage og slik. Det kender vi alle, siger Jeremy Millard.
Vi bruger mere tid på madlavning
35 procent svarer i undersøgelsen, at de bruger mere tid på madlavningen, og det hænger sammen med, at vi har mere tid under corona-pandemien, forklarer Jeremy Millard.
- Folk tænker mere på mad, og dens betydning når de arbejder hjemme, eller er en familie, hvor man har mere tid til at forberede maden og spise sammen.
Undersøgelsen viser også, at fokus på madspild og økologi er steget, især hos husstande med børn.
- Generelt smider folk mindre mad væk og er gået lidt mere over til økologiske madvarer. Det er alle typer husstande, som har en tendens til at spilde mindre mad, men især husstande med børn og i storbyerne er blevet mere tilbøjelige til at undgå madspild,
Om vores forbrug af kage og slik falder igen når corona-pandemien er ovre, er svært at sige, men kvinderne i undersøgelsen, svarer, at de er mest villige til at fortsætte de gode vaner, de har fået under corona-pandemien, som at spise mere derhjemme, undgå madspild og bruge mere tid på, at forberede maden.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er lavet af Teknologisk Institut i samarbejde med andre europæiske lande. Den er gennemført fra slutningen af marts til slutningen af juli 2020.
I alt har 1.200 repræsentative danske forbrugere deltaget i undersøgelsen.
De er for eksempel blevet bedt om at sammenligne deres indkøbsvaner, tilberedning af mad og fortæring af den før og efter corona-pandemien begyndte at præge deres hverdag.
I alt har cirka 8.000 forbrugere fordelt over flere europæiske lande deltaget i undersøgelsen.
Kilde: Teknolgisk Institut