Underholdning
6. august 2015

Anders W. Berthelsen: Singlelivet er ikke noget for mig

Anders W. Berthelsen er efterhånden ekspert i filmroller som mænd, der trænger til at tage sig grundigt sammen. Men privat er han gift med Christina på sekstende år, og nyder at have nogen at komme hjem til
Af: versioneret til web af redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/article/1532_anders_w_berthelsen.jpg

foto: Carsten Seidel

Vi kender Anders W. Berthelsen fra roller i film som Superclasico, Klassefesten 1+2 og meget snart Klassefesten 3, og han har spillet sin del af drengerøvsrollerne. Men privat er han far til Vigga på syv og gift med Christina Pind Rasmussen på sekstende år. Hun er produktionsleder i filmbranchen, og det gør deres parløb lidt nemmere, fortæller han i et interview med FEMINA i denne uge.

Læs, hvorfor skuespilleren Peter Gantzler aldrig har haft lyst til at blive gift

- Min hustru arbejder jo også i filmbranchen, der er meget gang i vores liv. Vi er begge to freelancere, så det er hele tiden nye arbejdspladser. Det handler om at få tingene til at hænge sammen, så der ikke bare er barnepige over det hele. Det bruger vi meget tid på, så mine venner og familie er sådan: ”For HELVEDE, det er aldrig til at få fat på dig, og du glemmer at ringe tilbage!”. Men jeg bruger altså meget tid på vores lille familie, og vi prøver hele tiden at planlægge: ”Jeg starter op dér, så er du den, der henter og laver mad”. Det er indtil videre gået skidegodt. Selvfølgelig med megameget bedsteforældrehjælp. Fordelen ved at være i samme branche er, at man ved, hvad den anden sidder med. Jeg ved, hvordan det er, når min hustru fortæller mig et eller andet fra et filmset. Jeg ved, hvor presset, man er. Jeg ved, hvordan tingene pludselig kan skride. Når man laver film i Danmark, er man ALTID tidspresset og økonomisk presset. Men vi er meget gode til at støtte hinanden.

”Hustru”?

- Nå ja, men det er, fordi jeg synes, ”min kone” lyder sådan lidt, som om hun er en, der bare står dér … Der er mange, der siger, at ”hustru” er meget gammeldags. Det har jeg altid kaldt hende. Jeg synes bare, det er et pænere ord.

”Jeg var virkelig træt af mig selv”, siger Jesper Lohmann om den tid, han var single

Og i modsætning til alle de drengerøvsroller, han har spillet på det sidste, er han godt gift.

Singleliv?

- Altså, det er ikke noget for mig. Det er ikke sådan, at jeg tænker: Kæft, hvor gad jeg bare godt være alene … Jeg nyder rigtig meget at have nogen at komme hjem til. Jeg vil ikke være skilt, nej. Men man kan også sige … at parforholdet også kræver meget af én. Man er nødt til at tage nogle diskussioner og være åben, sådan er det jo, når man er sammen. Men jeg synes ikke, det er svært. Vi skal bestemt ikke være enige om alting. Men det skal man heller ikke være, for det er også dér, det rykker engang imellem: ”Der tog jeg mega fejl, og hvor var det godt, du sagde det, for det havde jeg slet ikke tænkt!”, siger Anders W. Berthelsen til FEMINA.

”Jeg fatter ikke, hun har giftet sig med mig”, siger forfatteren Knud Romer om sin kone

https://imgix.femina.dk/1532_anders_w_berthelsen_2.jpg

Læs også