Underholdning
18. august 2014

Dennis Jürgensen: Man må tage mig, som jeg er

Den populære børnebogsforfatter har aldrig fået børn. Muligvis hænger det sammen med, at han stadig kun er 12 år indeni
Af: redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/article/1433-dennis-jurgensen.jpg

foto: Petra Kleis

Ni ud af ti børn mellem 12 og 18 år kender hans navn. Og en hel del voksne er vokset op med hans bøger. I stort set hele sit liv har Dennis Jürgensen skrevet bøger til børn, alligevel har han aldrig selv fået nogen.

- Som min forlægger sagde: ”Man får sgu ikke børn, når man er 12 år!”, siger Dennis og griner højt.

- Nej, det er bare ikke sket. Det er da lidt underligt, men jeg har ikke gjort mig nogen dybere tanker om det. Jeg har en kæreste, der er otte år ældre end mig, og hun har en voksen datter, så dér påtager jeg mig da lidt en faderrolle indimellem. Hvor jeg hjælper lidt til, siger Dennis Jürgensen.

LÆS OGSÅ: Ibi Støving skal giftes med sin 16 år yngre kæreste i september, og det føles helt rigtigt

Godt med livserfaring

Selvom det ikke er så sædvanligt, at en mand vælger en ældre kvinde, er Dennis Jürgensen glad for sit valg.

- Der er mange mænd på min alder, der vælger en 20 år yngre kvinde, og fint for dem. Men jeg synes sgu, det er rart at have en kæreste, som har noget livserfaring. Som man er på bølgelængde med og kan diskutere nogle ting med. Det synes jeg er vigtigt. Jeg har været single i lange perioder, fordi jeg nok er lidt for god til at være alene. Og jeg bor heller ikke sammen med min kæreste. Faktisk har jeg aldrig boet sammen med en kvinde.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha Erichsen gør sig umage for at være en god mand, fortæller han

Du får, hvad du ser

Da vennerne begyndte at stifte familie, trak længslen efter familielivet heller ikke i børnebogsforfatteren.

- Jeg tænkte, at det var deres problem, siger Dennis Jürgensen grinende.

- Held og lykke med alle de hylende unger! Jeg gled bare igennem på the sunny side of the street. Ret ansvarsløst, nu jeg tænker over det. Men det har fungeret fint.

På trods af ansvarsløsheden mener Dennis Jürgensen alligevel, at han er en god kæreste.

- Jeg prøver at være omsorgsfuld og give hende gaver og alt det dér. En signeret krimi af mine egne, haha! Nej, nu har vi holdt sammen i 10 år, så… Og jeg har det lidt sådan: What you see is what you get. Det er dét. Jeg gider sgu ikke forstille mig. Man må tage mig, som jeg er, siger han.

Dennis Jürgensen er aktuel med sin første voksenkrimi ”Løbende tjener”.

LÆS OGSÅ: 50 lækre mænd lige nu. Se listen

Læs også