Filminstruktør Christina Rosendahl: Jeg sætter pris på livet hver dag

Taknemmelighed lærte Christina Rosendahl tidligt i livet. Opvæksten i den mondæne del af Aalborg med lillesøsteren Pernille (sangeren, red.) manglede ikke noget – med Christinas egnes ord – var de vel det, man kan kalde for overklasseløg. De kørte i fine biler og gik i privatskole. Men anderledes så det ud for pigernes onkel Flemming. Han var heroinnarkoman og boede i det fattige Nørresundby på den anden side af broen, men pigernes mor insisterede på, at Christina og Pernille skulle med, når hun jævnligt besøgte ham.

– Vi prøvede at undslippe, for det var lidt uhyggeligt at se det dér voldsomme forfald. Men så fik vi en tale om, at det var lige så vigtigt, hvad der foregik hos ham. At vi skulle have respekt for det. Og selv om det var skræmmende dengang, må jeg som voksen sige min mor tak for, at hun holdt fast i at tage os med. For den oplevelse har betydet meget for mig. Det handler jo helt enkelt om empati.

44-årige Christina Rosendahl er førstegangsgravid

Onkel Flemming døde af sit misbrug som 27-årig, men den medfølelse, Christinas mor tvang hende til at have dengang, har levet videre i hende lige siden. Forståelsen for, at det ene liv ikke er vigtigere end det andet, og taknemmeligheden over, hvad hun har. Så empati er et af de ord, Christina Rosendahl bruger rigtig meget. Empati og fællesskab. Det er også svaret på, hvorfor hun blev filminstruktør – ”for at forbinde sig med sine medmennesker.”

–Jeg er ikke i filmbranchen, fordi jeg gerne vil være med i filmbranchen – jeg elsker den, men det er ingen drivkraft i sig selv. Det er mere ... behovet for fællesskab, siger Christina.

Jeg ærer mit liv

Fællesskabet med andre giver indsigt og forståelse. Og så er vi tilbage ved taknemmeligheden – og den fylder stadig meget i Christinas hverdag.

–Vi er her jo så kort tid og har det på mange måder helt utrolig fantastisk, og det skal man være ydmyg overfor. Virkelig. Jeg har selv indrettet mit liv sådan, at jeg ærer det hver dag, også verbalt. Det fylder meget hjemme hos os at være taknemmelige over, at vi har det godt. Vi minder hinanden om det, siger det højt: ”Hvor er det fantastisk, at vi kan bo her. Hvor er det en gave, at vi kan have sådan en hverdag. Hvor er det et privilegium, at jeg kan få lov at lave de film.”

Selvfølgelig får man præstationsangst, siger Lars Mikkelsen om rollen i House of Cards

Og når man husker taknemmeligheden, så bliver man et mere empatisk menneske.

– For det første fjerner det offerfølelsen. Følelsen af, at der er ”nogle derude”, der er dumme, for de gør et eller andet ved os, så dem er vi skidesure på. Det giver én selv et ansvar og en respekt for alle udskuddene. Alle dem, vi ikke ser, som har det rigtig skidt. Sådan nogle som onkel Flemming.