Forfatteren: "Min generation af mænd er bedre rustet til at snakke om de svære ting"

Anders er først lidt tøvende. Han vil gerne tale om manden nu, men helst ikke i generelle termer. Det er også den individuelle tilgang til manden nu, han har i sin nye bog ”En fandens mand”, siger han og henviser til det feministiske mantra om, at ”det personlige er politisk”. For ham handler det om at starte i det små – for at kunne belyse det store.

– Det er en meget personlig bog, der ligesom tager udgangspunkt i mig selv og mine oplevelser af min opvækst, at være dreng, prøve at slå til dér og blive mand og ... som mand sådan skulle prøve at begå sig på en eller anden datingscene og i omklædningsrummene og forholde sig til ... feminisme og homofobi og #MeToo og hele det felt dér. Prøve at navigere i det. Den er sådan set meget skrevet for mig selv, haha. – Det var ligesom mig, der havde noget på hjerte, som jeg ville af med. Jeg synes, mange mænd deltager i de her debatter eller beskæftiger sig med de her emner sådan lidt enten-eller-agtigt. Enten er de gode mænd, der har forstået og hørt de feministiske pointer og har sympati med dem og gentager dem på en eller anden måde. Eller også er de sådan”kraftedeme-nok-er-nok-mand og Ole Bornedal og Søren Fauli, og må en mand nu ikke være en mand”. Og blablabla. Lidt brovtende. Men virkeligheden er mere nuanceret? – Ja, det synes jeg i hvert fald. Det er nogle af de dilemmaer, jeg synes er sjove at skrive om. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i datingsituationer, hvor man står med nogle idealer om ligeværd, og respekt for grænser og alt sådan noget – så er der samtidig nogle forventninger til én som mand om at være initiativrig og måske også lidt grænsesøgende. LÆS OGSÅ: 1 år med #MeToo - journalist Ditte Giese gør status Hvad har været det mest selvudleverende for dig som mand at skrive?– Jeg skriver blandt andet om et forhold, jeg havde til en meget ung kvinde. Og det med ligesom at opleve det forhold indefra. Med al den kompleksitet og alle de følelser, der er i det. Og samtidig at skulle forholde sig til, at man sådan passer ind i en formel: Lidt smågammel gris og helt ung pige. Altså at skulle forholde sig til, hvordan der bliver talt om den slags relationer og talt ned om dem, og hvordan de er udtryk for noget patriarkalsk og måske en eller anden gammel kønsrollefordeling, som man ligesom gerne vil gøre op med. Jeg har prøvet at skrive frem, hvordan der i virkeligheden er en enorm skrøbelighed inde i de oplevelser. Og har også prøvet at blive lidt klog på, hvad den tiltrækning egentlig går ud på, og om det er helt så enkelt, som det bliver fremstillet. Hvad er den største forskel på dig og din far som mænd?– Min far er fra 1952. Han er vokset op med en far, der var smed, og han løb selv rundt og borede sine knallerter og stjal benzin ved at suge den op med en slange og lige prøve at nå at flytte munden i tide. Der er helt klart nogle forskelle. Jeg forbinder meget hans maskulinitet med, at han kan ordne mange ting selv, han bygger sit eget cykelskur og reparerer sin egen cykel. Men her forleden virkede pæren IGEN ikke i min ene sengelampe. Jeg har lige skiftet den, og nu virker den nye heller ikke. Og jeg bliver sådan pisserasende, fordi jeg ikke forstår hvorfor, og jeg kan ikke finde ud af det, og jeg bliver rasende på et niveau, som er helt ude af proportioner. Men det føles på en eller anden måde ydmygende og magtesløst, og også som om jeg FEJLER. Altså det er jo lige før, jeg skal ringe til nogen og spørge om hjælp: ”Hvorfor går pæren hele tiden ud i den lampe?”. Nu har jeg lige skullet have en ny bruser, så kommer der en vvs’er og en murer, og det koster det hvide ud af øjnene, og jeg står dér og laver dem en kop kaffe og prøver at snakke lidt med dem, hvilket de sikkert synes er irriterende. Men det er jo bare sådan. Jeg kan jo ikke en skid. Hvad kan jeg? Jeg kan skrive. Var det måske nemmere før – at finde sig tilpas i kønsrollemønstret? – Altså min far var 16 i 1968, så det er ikke, fordi der ikke skete rimeligt heftige ting, da han var ung. Så det tror jeg sgu ikke. Jeg tror virkelig også, der var kæmpe skel mellem ham og hans far. Men jeg ved egentlig ikke, om det nødvendigvis er større mellem mig og min far, end det var mellem min far og hans far, som var smed i 1940’erne. Og min far var en ung, halvlanghåret skolelærer omkring 1970 – som rendte rundt og nærmest passede mig mere, end min mor gjorde. Men hvis jeg skal sige noget, som jeg opfatter som en styrke, som mig og min generation af mænd har i forhold til de tidligere, så slår det mig, at vi faktisk er bedre rustet til at snakke om de svære ting. LÆS OGSÅ: Minister Karen Ellemand: Kvinder skal give mændene plads i ligestillingsdebatten Følelser?– Ja simpelthen. Det er vel stadig sådan, at mænd statistisk set ikke går nok til lægen. Men det er mit indtryk, at det går fremad med evnen til at sætte ord på egne kvaler og egen skrøbelighed og egen følelsesmæssige forkvakling. Og hvis jeg kigger på min 16-årige fætter, kan jeg med glæde konstatere, at det går endnu mere fremad. Ikke desto mindre: – Jeg kan også godt læse, at mange unge mænd ligesom savner nogle faderfigurer, de savner klare linjer, de savner steder, hvor man må blive vred. Steder, hvor der kan udtrykkes den slags ting. Og DET tror jeg da, man skal tage alvorligt. For hvis man ikke gør det, så kommer der nogen og gør det med en måske lidt dyster dagsorden. Kan du selv være mand på den måde, du gerne vil være mand på? – Ja det tror jeg. På den ene side boner jeg ret klassisk ud og scorer en del mandepoint: Jeg er god til fodbold og har stået rigtig meget på Brøndby Stadion og råbt og skreget. Og altså ... jeg ... har en kæreste, som er kvinde, og som er flot, synes jeg, haha ... Hvorfor griner du, når du siger det? – Øhm ja ... det er nok, fordi de her kriterier ... de virker også lidt tilfældige, ikke? Det ER jo også lidt komisk, at det er de her ting, der ligesom gør, at man scorer mandepoint. Jeg tror, det er derfor, jeg griner lidt. Jeg ved på en eller anden måde godt, det tæller, og samtidig er det også lidt fjollet. Men nå ... sådan er det! Og så er der den anden side: – Jeg har altså også læst kønsstudier i New York og bor sammen med en lesbisk veninde og færdes tit i queer kredse og er både i min familie og på arbejdspladser ofte stødt på, at folk læser mig som bøsse. På den måde er der noget lidt svært aflæseligt over mig, og det tror jeg egentlig godt kan være en styrke for mig som mand i de her tider. Anders Haahr Rasmussen 39 år, forfatter og journalist. Har fast kæreste, ingen børn.