Geo: Sex og kemoterapi? Dårlig cocktail!
Foto: Sif Meincke
Da komikeren Geo fik konstateret testikelkræft tilbage i 2011, stod verden pludselig stille for den kendte komiker. Han har skrevet bogen "Ikk' for sjov - om kemo og comedy" om sit kræftforløb - som bl.a. også betød, at sexlivet blev sat på standby i en lang periode. Meget sigende fylder sexlivet adskillige - totalt tomme - sider i bogen. Det fortæller han i et interview med FEMINA.
Geos kræftsygdom har også tæret på parforholdet. Læs, hvordan Geo og hans kone Christine sammen klarede sig igennem hans livskrise
- Sex er simpelthen ikke-eksisterende. Følelsen af at være i kemobehandling er ubeskrivelig. Det er, som den værste influenza man nogensinde har haft kombineret med de værste tømmermænd, man nogensinde har haft kombineret med at befinde sig i 6.000 meters højde, siger Geo.
Og det går ikke væk - i månedsvis
Kræftsygdommen var hård at komme igennem for Geo. Den var til stede 24 timer i døgnet, og var "så opslidende", forklarer komikeren. Så sex var det sidste, han havde i tankerne.
- Sex er ikke noget, man på nogen måde overvejer. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Man føler sig heller ikke ligefrem sexet. Jeg lå nærmest bare ned de sidste seks uger. Spiste kun piratos, frosne ærter og chokolade. Og var helt oppustet på grund af medicinen. Jeg lignede jeg ved ikke hvad, siger Geo til FEMINA.
"Hvorfor har du klippet dit hår af?" blev Geo spurgt under sit kræftforløb. Læs på femina.dk, hvordan Geo oplevede at være både syg og kendt