Her er årets mest markante kvinder
I 2012 har flere kvinder markeret sig på både positive og negative måder. SF fik en ny partileder med Anette Vilhelmsen i spidsen, mens DF's mangeårige ikon Pia Kjærsgaard trådte tilbage og lod Kristian Thulesen Dahl komme til.
En præsidentfrue fik fire år mere på posten, H.M. dronning Margrethe fejrede jubilæum, poplegenden Whitney Houston døde, og Anne Linnet fortalte den danske befolkning om sine mange, mange kvindelige bekendtskaber.
FEMINA giver dig her et overblik over nogle af de kvinder, vi talte meget om i 2012.
Michelle Obama tog en tur mere som USA's førstedame. Ikke et øje var tørt, da Barack Obama holdt sin præsident-vindertale, og da han, med adresse direkte til fruen, sagde: 'Michelle, jeg har aldrig elsket dig mere, end jeg gør lige nu, smeltede han millioner af romantik-sultne kvindehjerter verden over. What a man!
Pia Kjærsgaard trak sig som formand for Dansk Folkeparti med værdigheden, bidskheden og eftermælet i behold. For meget kan man sige om Pia, men hendes retræte var genialt orkestreret. I diametral modsætning til SF-formandsskiftet var der overhovedet ingen slinger i valsen, hvad Pias efterfølger angik, for det havde "mor" selvfølgelig bestemt, så der dukkede ingen uvelkomne modkandidater op fra baglandet. Kristian Thulesen Dahl var udset som enearving, og sådan blev dét.
Marlene Duus blev vred. I 2008 maltrakterede hendes jaloux ekskæreste hende totalt med et vandrør og kastede hende bevidstløs ud fra 3. sal. Hun faldt 11 meter og overlevede mirakuløst. Marlene Duus var i gang med en karriere i modebranchen. I dag er hun 50 procent invalid, har gennemgået omfattende operationer og genoptræning på et hjerneskadecenter og har mistet sin arbejdsevne. Ekskæresten fik en dom på seks års fængsel, men var reelt en fri mand efter kun tre og 'hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for korte straf. Claus Meyer er glad og stolt,' skriver Marlene Duus i en afmægtig og gribende kronik i Politiken i februar og spørger indigneret: 'Hvorfor? Får offeret måske også en chance til? Resocialisering skal ske uden at trampe på ofrene!'
Özlem Cekic - ikke et ord om Fattig-Carina, for den mediestorm rasede jo i 2011. Men der kom en ny: Özlem Cekic faldt i SF-unåde, da hun nægtede at stemme for regeringens skatteaftale i juni. Kontant afregning: Hun blev suspenderet som socialordfører for partiet. Ved magtskiftet i SF blev hun hentet tilbage i varmen som sundhedsordfører. Det kan godt være, Özlem er 'storslem', men hatten af for, at hun holder på sit. Hvem skulle ellers gøre det?
Anne Linnet gjorde status over et (under) liv, hvor hun vist har været i seng med noget nær halvdelen af landets kvinder. I hvert fald langt flere end Don Juans 1.003, siger hun selv. Sjovt nok stod danske kvinder i kø for at opleve hende fortælle om sange, sanselighed, sex og S/M på årets bogmesse. Der var nu mest af det første - sangene. Resten stod jo i bogen. Og forlaget måtte haste hente 500 ekstra eksemplarer af 'Testamentet' - læserne var i dén grad parate til saftige detaljer om Anne Linnet i erotisk clinch med Gitte Hænning, Ulla Henningsen, Ann Mari Max Hansen, Sanne Salomonsen og mange, mange flere. Hold da op, hvor har den kvinde ligget ned en stor del af sit liv! Anne Linnet havde lige glemt at cleare bogens oplysninger med nogle af de omtalte sengekammerater, men de tog det faktisk pænt, selv om et par af dem huskede situationerne lidt anderledes.
Helle Fagralid fik en mand og fire ekstra børn på et år. Læs her, hvordan hun tacklede det.
Dronning Margrethe fejrede 40 års jubilæum som regent. Forskellige medier gisner tilbagevendende om, hvornår dronningen trækker sig og overlader tronen og kongeriget til Frederik og Mary. Men 72-årige Margrethe er en sej, kun potentiel pensionist, der nægter at forlade arbejdsmarkedet. På FEMINA kan vi godt lide hende. Også i voldsomt storblomstrede regnfrakker, hun selv har lavet af voksdug.
Lisbeth Zornigs hjerte banker stadig for børnene. I oktober overlod hun posten som formand for Børnerådet til eks-politichef Per Larsen. Mega-mønsterbryderen Lisbeth Zornig, der har beskrevet sin mareridtsagtige barndom i bogen 'Zornig - Vrede er mit mellemnavn' og næsten umenneskeligt modigt optrådte som sig selv i maj i den rædselsvækkende konfrontations-dokumentar 'Min barndom i helvede', har nu etableret tænketanken SIF. Den skal have fokus på landets allermest udsatte familier og de vilkår, de lever under. Tænketanken har allerede 100 medlemmer, der tæller alt fra erhvervsledere, professorer og politikere til musikere og forfattere.
Annette Vilhelmsen kom temmelig ukendt ind fra venstre(fløjen), da Villy Søvndal trak sig som formand for SF, og hun nappede med 66 procent af SF-medlemmernes stemmer overlegent posten som ny formand for næsen af sundhedsminister Astrid Krag, der ellers havde været - eneste - SF-top-bestemte kandidat til posten. Hov, hvad skete der lige dér, det var jo ikke det, der var planen, må Astrid Krag have tænkt. Men
'Børnebandens' tid i SF var forbi. Annette Vilhelmsen fyrede Danmarks yngste minister, Thor Möger Pedersen, fra skatteministerposten, nu går han på universitetet for at læse videre til det, han vil være, når han bliver stor.
Katie Holmes gjorde det tilsyneladende umulige: Hun slap fra Tom Cruise og Scientology med hjerne og forældremyndighed i behold. Pyyh. Det var lige til en psykologisk thriller! Bruddet viste sig at være planlagt i mindste og top hemmeligste detaljer af Katie Holmes og hendes advokatfar - uden at Tom eller Scientology anede uråd - så Katie og lille Suri pludselig boede i egen lejlighed med egen nøgle og med egen bankkonto.
Da Whitney Houston døde. 11. februar lagde den amerikanske sangerinde sig i et badekar på Beverly Hilton Hotel og druknede. 48 år gammel og slidt op af et årelangt kokainmisbrug. Og resten af verden sagde farvel til en stemme af de - engang - allerstørste. Houston, der siden debuten i 1985 havde solgt over 170 millioner album og singler, havde i årevis kæmpet med en hensygnende karriere - trods skilsmisse slap hun aldrig rigtig fri af det 14 år lange og narkofyldte ægteskab med musikeren Bobby Brown. En uge efter hendes død transmitterede TV en stjernespækket mindehøjtidelighed fra hendes barndomskirke. Med gospelmusik, optræden af blandt andre Alicia Keys og Stevie Wonder og en bevæget tale af Kevin Costner, der spillede over for hende i 'Bodyguard'.