Inez: Det kræver mod at sige højt, at man er god nok
foto: Mathilde Schmidt
Jeg var på min første slankekur, da jeg var 13 år. Jeg ved ikke, hvor mange prøverum, jeg har stået og tudbrølet i, fordi den der tubekjole bare ikke var særlig pæn på mig, og jeg kan da stadig kigge misundeligt på piger, der bare kan hoppe i sådan et rør, og så vender de lige hovedet nedad og kaster håret op. Sådan. Bum. Færdig.
I perioder har udseendet fyldt en stor del for Inez Gavilanes. Hun var sin egen værste modstander og har altid været destruktiv over for sin krop, som hun ikke følte levede op til samfundets og musikbranchens ultratynde idealer. Et pres, hun især mærkede, da hun for nogle år tilbage var en del af den danske popscene, først som solosangerinde og senere som medlem af pigegruppen Sukkerchok. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
Da jeg var yngre, troede jeg, sundhed handlede om at være slank, siger Margrethe Vestager
- Jeg troede, jeg skulle være den tyndeste pige i klassen for at få succes i musikbranchen. Så jeg var på en ret heftig slankekur i starten; ”eat nothing”-kuren. Den bestod af gulerødder, avocado, kaffe med skummetmælk og vand. Så var jeg svimmel og havde permanent ondt i maven, men den pris betalte jeg gerne. Den holdt et par år, og så var der burger-freakout og drukture i weekenden. Det var nok den mest usunde periode i mit liv, og jeg havde det ikke godt. Jeg fik tilmed lavet en fedtsugning. Og uanset hvor tynd jeg blev, var det aldrig nok. Jeg har altid været utrolig vred på mig selv, fordi jeg har brugt mad på en forkert måde. Jeg har spist på følelser og stress, og mit belønningscenter råber bare suuuukker! Mad har været mit helle, og det var det, jeg tyede til, når noget var svært.
Før i tiden var Inez ofte sjov på sin egen bekostning og kom andre i forkøbet ved at pointere, at hun godt vidste, at hun var større end dem. Men så tog hun en beslutning om, at de destruktive tanker måtte stoppe. Efter mange år ved sminkebordet inden diverse optrædener fik hun nok af at skulle forholde sig til sit spejlbillede og til skønhedsidealer, der kun havde til formål at hylde det ydre. Hun havde fået nok af at slå sig selv i hovedet over ikke at passe ind i den snævre kasse.
”Jeg er så træt af løftede pegefingre”, siger Eva Harlou, der ikke er vild med sundhedsfanatisme
- Folk må tænke, hvad de vil – jeg er, som jeg er. Jeg bliver nødt til at være kærlig og omsorgsfuld over for mig selv, for der er rigeligt med ekskærester eller misundelige veninder, der står i kø for at sige grimme ting, så jeg har ikke brug for, at jeg også selv gør det, siger Inez.
Fra sukkerchok til notesblok
Inez blev et kendt ansigt i Danmark, da hun for seks år siden var en del af den sammensatte pigegruppe Sukkerchok, som turnerede landet rundt på diverse festivalscener og natklubber i hver deres pangfarvede outfit. Det endte med, at de tre piger blev hamrende uvenner. Bagtaleriet i tour-bussen blev for meget, og Inez trak sig.
Midt i uvisheden om, hvad hun så skulle lave, tog hun et skrivekursus, og på kurset på Vallekilde højskole mødte hun sin kommende medforfatter til seks børnebøger, som allerede efter de første fem linjer kunne se, at Inez havde flair for at fortælle på skrift. I juni udgav hun skønhedsbogen ”Hej smukke” til unge piger.
Inez har løbende haft sine overvejelser om at sende en skønhedsbog på markedet, da hun mener, at vi allerede møder rigeligt med skønhedsidealer og meninger om, hvordan vi skal se ud. Og hun har selv mærket, hvad det pres gjorde ved hendes følelser og selvbillede. Hendes bog handler om at være glad for at være den, man er, og hvordan man plejer sin naturlighed. Hun er nemlig selv stor modstander af, at vi dyrker et unuanceret skønhedsideal, der kun hylder lange, tynde kroppe.
- Hvis man kun synes, at én type er smuk, så får ens indre indpisker sgu travlt. Og man skal godt nok være flittig i fitnesscentret og holde sig fra slikskålen, hvis man vil opretholde dét ideal. Jeg synes da, det er skideflot, men det behøver ikke være alles interesse at stå på løbebåndet tre gange om ugen, hvis man hellere vil til porcelænsmaling. I dag er det nærmest et krav, at du skal træne flere gange om ugen. Det er ikke nok at gå til dans på den lokale danseskole, nej, du skal i fitnesscentret. Og på den måde giver vi også slip på et fællesskab. Der går noget tabt, når vi tror, at vi skal stå på hver sit løbebånd med hver sin musik i ørerne. Vi bliver så ensomme. Og hvem gør vi det for? Os selv? Vi skal have rummeligheden tilbage, vi rummer jo knapt os selv mere, siger Inez Galvani til FEMINA.
