Jeg gav min søn en lydbog i stedet for en skærm hele sommeren: Det gik fra lort til lagkage

Artiklen blev oprindeligt udgivet på Heartbeats.

Planen var egentlig, at det bare skulle være en uge. Hver dag, når klokken slog ulvetime, og mine to børn kollapsede infernalsk på forskellig vis, skulle jeg ikke tænde for fjernsynet, men i stedet sætte en lydbog på. Drømmescenariet ville så være, at de bare satte sig ned og slappede af, mens de lyttede pænt til ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og spiste gulerodsstænger.

Så kunne jeg gå og lave mad imens. Måske endda drikke et glas vin. Kan du se det for dig?

Den gik bare ikke. Og det kommer næppe som noget stort chok for nogen – og slet ikke småbørnsforældre, som udmærket ved, at klokken 17 er et meget kritisk tidspunkt på dagen, fordi blodsukkeret er i bund, og hovedet er stimuleret til op over begge ører efter en dag i børnehave med syv timers vekslende, vidunderligt kaos af sanglege og pudekampe.

Tv er narko for børn. Og når de er inde i rytmen, skal man helst ikke fucke med deres daglige fix. Det fik jeg at mærke på egen krop, da jeg satte noget, der hed ‘Ottos børnehavehistorier’ på anlægget, og min søn og min datter i ren trods forlod lokalet som det første.

Jeg havde ellers forberedt mig og scrollet Mofibos app igennem og fundet nogle serier med historier, der var egnet til 3-6 årige og havde fået mange stjerner af andre brugere, og så havde jeg tilføjet dem til min boghylde. Ret smart egentlig.

Retfærdigvis må jeg hellere indskyde, at det faktisk gik ret godt på den allerførste dag. Der så jeg konturerne af lydbogens idylliske potentiale, da min 4-årige søn lagde sig på sin seng og dagdrømte, mens han hørte en kort historie. Det kan simpelthen lade sig gøre, tænkte jeg. Min datter på to år var til gengæld for lille til at forstå lydbogen som fænomen. Den havde cirka samme attraktionsværdi for hende som ‘Deadline’ på DR2.

Efter dag et i det her korte uge-eksperiment var jeg på grund af min søns lovende takter ret opløftet omkring projektet, som jeg ærligt talt havde været lidt nervøs for. Hvor ville det være fantastisk, hvis han kunne ligge der og høre rigtige historier, der stimlurede hans indre liv på en anden måde end alt det der speedede tuttifrutti-tv, han elsker at se på YouTube og Ramasjang (introsangen til ‘Gurli Gris’ giver mig akut dysfori).

Men så gik det virkelig ned ad bakke. På dag to og på dag tre og fire begyndte den kolde tyrker at sætte ind, og abstinenserne efter ‘Paw Patrol’ viste – bogstaveligt talt – tænder. Det var lort, og jeg faldt i skærmgryden på en måde, jeg ikke kan komme yderligere ind på, men det var inden, der gik fuldstændig Dennis Knudsen i den.

Delkonklusionen var, at det ikke kunne lade sig gøre på en enkelt uge at teste lydbogens effekt på en fire-årig. Derfor lagde vi en ny plan, som gik ud på at teste det hen over sommerferien. Ting tager som bekendt tid, og ja, så skete der faktisk noget.

Der var et par svipsere med et par oversatte Spiderman-historier, som simpelthen var af for ringe kvalitet, men efter et par dage fik jeg tunet mig ind på, hvad min søn kunne lide at høre. Og generelt må jeg sige, at de korte, danske historier fungerede bedst. Især Prop og Berta, Lasse-Leif og historierne om Sally, som vi kendte i forvejen, hittede. Mange af dem endte vi med at høre igen og igen.

I løbet af ferien kom vi ind i en fin rytme, hvor jeg satte en lydbog på efter frokost, og så lå min søn på sofaen og lyttede til flere historier i streg, indtil han ikke gad længere. Flere gange faldt han i søvn og fik sig en fin middagslur, og det gjorde jo slet ingenting.

Min søn er i den alder, hvor han siger, at han keder sig hele tiden, og hvis jeg siger til ham, at han kan lytte til en lydbog, siger han så, at det er kedeligt. Men hvis man bare sætter den på – sådan lidt tilfældigt uden at spørge – så virker det fint. I hvert fald for mig.

Det handler også om, at man skal finde ud af, hvordan man vil lytte. For der er stor forskel på at afspille en lydbog fra en højtaler, en telefon eller i et par hovedtelefoner. Telefonen viste sig at fungere bedst herhjemme.

Men det var også tæt på livreddende under vores mange lange køreture rundt i Danmark, når vi satte en lydbog på i bilen. Begge mine børn accepterede pludselig præmissen og lyttede for det meste, mens de sad og kiggede ud af vinduet.

Sidegevinsten er så, at man selv skal sidde og lytte til, at Lasse-Leif prutter fra Hvide Sande til Nordjylland, og det kan man godt blive lidt ør i hovedet af, men sammenlignet med barneskrig er det næsten en luksus. Man kan jo også prøve at sætte de historier på, man selv bedst kan lide, og jeg er personligt blevet ret vild med historierne om Vitello, som er indtalt af Nicolas Bro, så dem har vi hørt en del, allesammen.

Lydbogen er indiskutabelt et alternativ til skærmen i visse situationer. Men jeg kommer nok aldrig til et sted, hvor skærmen bliver slukket helt. Og det er fint nok. Det handler om, at det ikke bliver for meget, og at der ikke proppes for meget junk i hovederne på de små unger. I den sammenhæng virker lydbogen som en vitaminholdig grøntsagssmoothie, som man skal prøve at minde sig selv om at lave engang imellem.

Jeg er i hvert fald slet ikke færdig med at servere lydfortællinger for mine børn. Især set i lyset af at historierne med tiden formentlig kan tillade sig at blive længere og bedre at lytte på. Selv for en voksen.