Lykke May: Jeg har ADHD
Foto: Sif Meincke
Lykke May er netop fyldt 30, den danske pige med de sexede, katteagtige øjne, der har set lidt af hvert. Hollywoods hemmeligheder og indersiden af et amerikansk fængsel, da hun blev arresteret om bord på et fly, anklaget for at gå amok på en steward i et raserianfald.
I mellemtiden er der sket meget, og de seneste år har Lykke May byttet modelarbejdet ud med et job på det hotte galleri The Hole i hjembyen New York. Og Lykke May er rigtig godt tilfreds med at træde ind i et nyt årti.
- Jeg er så sindssygt glad for det. Mine 20'ere har været fulde af tumult. Jeg er jo en vild type, men jeg har haft så meget vildskab og ekstra energi, der slet ikke kunne være nogen steder. Og så mange spørgsmål, som jeg manglede svar på, siger Lykke May.
"Møgunge!"
Et af svarene bestod af fire store bogstaver. ADHD. Den psykiske sygdom, de fleste forbinder med små hyperaktive knægte, der ikke kan sidde stille. For Lykke May var diagnosen svaret på et helt liv med koncentrationsbesvær, et svar, hun måtte vente længe på at få.
I skolelærernes og kammeraternes øjne var hun bare en rod. Og stemplet som dum blondine var næsten for nemt at placere lige i panden på den smukke, utilpassede teenager.
- Det var ikke, fordi jeg ikke kunne følge med. Jeg var bare ikke interesseret i det, de sagde. Jeg kunne ikke holde fokus, selv om jeg prøvede. Mange af mine lærere sagde, at jeg var doven, at jeg var en møgunge, der bare ikke gad, og at jeg varen rebel. Alle sådan nogle ting, som faktisk ikke var problemet.
- Jeg var altid bare så ... anderledes. Bare så virkelig forbandet anderledes. Min mor fortalte mig altid, at det var okay at være anderledes. Man behøver ikke at være ligesom alle andre, men det var alligevel svært for mig at forstå, hvorfor jeg havde så svært ved at gå i skole. Jeg ville ønske, at de havde fundet ud af, det var ADHD, noget før. Jeg gik til flere psykologer, mens jeg gik i skole, og jeg ved ikke, hvorfor de aldrig fik mig testet. Det kostede mig en del selvtillid i en meget tidlig alder. Altså, jeg var jo skoletræt,da jeg gik i anden klasse.
Fordomme for evigt
"Hej, jeg hedder Lykke. Jeg vil gerne testes for ADHD," sagde Lykke May, den dag da hun for seks år siden ringede til sin læge i New York. Inden da havde begge hendes små søstre og hendes kusine fået diagnosen, og nu ville Lykke May vide besked. Med en henvisning i hånden gik hun til psykolog.
Der var ingen tvivl.
- Han sagde bare: "Det er helt stensikkert, at det er det, du har."
Selv om Lykke May i dag har papir på, at lærerne tog fejl, da de troede, hun var uintelligent og doven, regner hun ikke med at slippe for fordommene om den dumme model lige foreløbig.
- Måske er det noget, jeg skal kæmpe med for evigt. Det skal jeg sikkert. Men de folk, der er tæt på mig, ved godt, at jeg faktisk er fint intelligent. Jeg er da ikke den klogeste person i verden, men jeg er altså ikke dum.
- Hvordan havde du det med at fortælle hele verden, at du har en psykisk sygdom?
- Et eller andet sted er jeg meget åben, og jeg har ikke nogen problemer med at dele de her ting med folk, for jeg synes ikke, det er noget, man skal skamme sig over. Faktisk synes jeg mere, det var en forklaring, jeg kunne give til folk. At man kan sige: Her er grunden, det er ikke, fordi jeg bare er urimelig og en diva og alle de dér ting, fortæller Lykke May.
Mænd og multitasking
- Hvad har ADHD betydet i dine forhold til mænd?
- Det er et meget godt spørgsmål. Jeg tror, jeg har fået meget godt styr på det nu, men før har det nok igen været det dér med at multitaske. At det også på den front nogle gange er gået lidt hurtigt, ikke? Altså, i forhold til at bevare interessen i dem, man nu ser. De fleste af mine forhold har holdt omkring et år, og det er måske ikke så lang tid i nogle folks øjne. Men nogle gange er det jo meget godt, at man hurtigt finder ud af, om man gider det eller ej. Hurtigt inde, hurtigt ude.
Men sådan bliver det ikke ved med at være. Engang i fremtiden vil Lykke May nemlig gerne have familie. Og børn.
- Tænker du over, at ADHD er arveligt?
- Det gør jeg faktisk ikke. Det er ikke sådan, at nu har jeg et handicap, og så vil jeg ikke sætte et barn i verden af frygt for, at de skulle gå hen og få det. Hvis de har det, så har de det. Og det må man finde ud af. Det vigtigste er, at man får det konstateret. Resten tager man derfra, slutter Lykke May.
Læs også: