Mette Blomsterberg om dansk madkultur: Jeg kan simpelthen ikke have, at vi ikke tager ansvar for, hvad vi putter i hovedet

Familien Blomsterberg – Mette, Henrik og deres to store døtre – sad omkring spisebordet i køkkenet i Ålsgårde. Det var morgen 2. januar 2019, konkursbegæringen var lige indgivet, Mette var totalt udmattet, hun havde ikke sovet ordentligt i halvandet år. Blomsterbergs Café i Lyngby havde ikke kunnet løbe rundt, penge var tabt, mange, og det hele gjorde ubeskrivelig ondt. Det var tid til at hive sig selv op med et godt greb i nakkehårene og kigge fremad. Så kom nyheden i radioen: Den fatale togulykke på Storebæltsbroen var lige sket.

– Frygteligt frygteligt. Dér begyndte jeg faktisk at græde. Jeg kiggede rundt på mine to store tøser og min mand og var egentlig bare så træt, fordi det havde været en hård tid, og så tænkte jeg: Ja, det er så brandhamrende ærgerligt at lukke en virksomhed, men der er ikke nogen, der er døde af det.

Mette har en sø lige uden for sit køkkenvindue, misundelsesværdigt professionelt udseende boller i ovnen og to granddanoiser i ponystørrelse på en springmadras på køkkengulvet. Hendes mand Henrik, der også arbejder i virksomheden og er moderne nok til at have taget hendes efternavn, laver luksuskaffe med varm mælk. Han siger ærligt, at han og Mette da kan diskutere, så det brager, de er meget forskellige, men de er enige om det vigtigste: livsværdierne. Han siger så også:

– Mette er ret typisk. Hvis hun bare får det, som hun vil have det, så er det fint. Så er det meget nemmere, ikke?

Og Mette siger selv: – Ja, så er jeg ret nem at have med at gøre.

Så griner de.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg er gift på 26. år: "Jeg tror ikke, man skal være bange for de der kriser"

Sund fornuft

Livet går videre. Alle medarbejdere har fået arbejde andetsteds. Firmaet har nok mistet et ”ben”, men Mette står stadig. Der er en ny kage- og dessertbog, ”Blomsterbergs sommer”, på vej og nye, hemmelige, projekter i støbeskeen. Og Mette er i gang med at udvide sit fokus.

– Noget, der fylder rigtig meget for mig, er faktisk vores madkultur. Der er jo masser af undersøgelser, der viser, at det går forfærdeligt med den. Jeg går næsten helt i stykker, for jeg kan simpelthen ikke have, at vi ikke tager ansvar for, hvad vi putter i hovedet.

I den forbindelse – kager?

– Hjemme hos os er det ikke kager og desserter, der fylder i vores liv. Vi skal jo ikke spise kager dagen lang, det er til forkælelse og til en særlig anledning. Det er min levevej, og jeg elsker det. Men jeg vil også gerne udvide min scene med et fokus, som tydeligt viser, hvad jeg brænder for.

På Mette Blomsterberg-måden, forstås: med god gammeldags sund fornuft. Der er hvede i bollerne i ovnen, sukker i kolonialskuffen og mælk i køleskabet. Og Mette siger, at hvede-sukker-mælk-forskrækkelsen har taget overhånd: ”For min skyld kan du nøjes med at spise regnorme, hvis du mener, det redder kloden, men den der hetz kan jeg ikke lide”. Madholdninger er blevet ”lidt vores religion” i en tvivlende og usikker tid og en mode ”ligesom kassebukser og hornbriller”. Nogle steder.

– Jeg hørte for nylig en mælkeproducent, der udtalte sig om det med laktosefri produkter. Han sagde, at sjovt nok måtte man bare konstatere, at der boede enormt mange mennesker med laktoseintolerance på Østerbro … Det er sgu da ret interessant. Jeg griner også lidt ad det. Vi bor i et landbrugsland, og jeg har drukket SÅ meget mælk i mit liv og gør det stadig! Det er tankevækkende, at vi før i tiden spiste enormt meget grisekød og brun sovs, men alligevel har vi aldrig været federe eller mere usunde end nu. Eller mere kede af det. Danmark er efter sigende et af verdens lykkeligste lande, men jeg har lidt svært ved at se det. Der er så mange, der har ondt i sindet. Jeg tror, det hænger rigtig meget sammen med vores usikkerhed og de udefrakommende krav, som ender med at blive vores egne. Men jeg tror OGSÅ, det handler om det, vi spiser. Mange har mistet respekten for det vigtige brændstof, vi fylder på, og har glemt at nyde maden sammen med dem, vi holder af. Det er skræmmende, for det har altså en monsterstor indvirkning på vores liv.

Og det kan ikke bare ses på vægten:

– Det påvirker vores sind, vores evne til at formere os og vores humør. Så kom nu med den sunde fornuft. Der er ufattelig meget tilsætning i meget af det, vi spiser. Det er derfor, jeg så gerne vil slå et slag for, at vi kommer lidt tilbage til de der kødgryder. Også selv om vi er så bange for at blive kaldt husmødre igen. Nu er jeg selv kvinde, så jeg synes godt, jeg kan tillade mig at sige det højt. Noget af min mission har også været at få mine børn med ud i køkkenet, ikke fordi jeg havde brug for at vise dem frem, men simpelthen for at sige: Vi SKAL give vores ægte madkultur videre til vores børn, ligesom vi skal lære dem om samfundets grundværdier – hvordan opfører man sig ordentligt og respektfuldt over for andre mennesker, hvordan passer man sine ting, står op om morgenen og er velsoigneret og mæt, når man kommer på arbejde eller i skole.

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir: "Sukker er blevet dæmoniseret"

For madkulturen er kun en del af billedet.

– Jeg synes, vi glemmer lidt at give de vigtige ting videre – hvordan er man menneske? En stor forpligtelse for mig som mor og som voksen i det her land er altså at lære vores børn at flyve. Vi skal lære dem at kunne klare sig selv, drive et hjem og blive en familie en dag. Nogen vil sige: ”Ai men det er ikke moderne, for halvdelen af os lever alene”. Men det er faktisk en kerneværdi for mig. Hvis kærligheden er der, og vi kan holde hinanden ud, er det rart at blive ved med at være sammen, det har virkelig noget værdi og noget tryghed. Og masser af udfordringer, er du da sindssyg. Men for mig er familie en grundværdi: at lære ungerne at klare sig økonomisk og tage ansvar og pludselig en dag måske selv få en familie eller i hvert fald få nogle børn, som kan bringe stammen videre, siger Mette Blomsterberg.